To skoleelever bliver skudt på den junidag i 1945, hvor Stalin holder sin store parade i Moskva for at fejre sejren over Nazityskland.
Så meget kan afsløres om handlingen i romanen ”En Vinternat” af den britiske forfatter Simon Sebag Montefiore, som netop er udkommet på dansk på Gads Forlag.
Men det er også det hele, for bogen er fyldt med overraskelser hele vejen igennem.
”Bogen er som at pille et løg. Du starter med mordet på nogle børn. Men der er stadig nye sager, og juvelen er to kærlighedsaffærer, som er forbudte og passionerede,” fortæller Simon Sebag Montefiore, der betegner bogen som både en kærlighedshistorie og en spændingsroman.
Kristeligt Dagblad møder ham hjemme ved køkkenbordet i den eksklusive London-bydel Kensington med huse i mange-millionklassen.
Bogen er hans anden roman, men det er som forfatter til populære historiske bøger om Stalin, Katarina den Store, Potemkin og en biografi om byen Jerusalem, han er mest kendt.
I ”En Vinternat” trækker han særligt på sine to bøger om Stalin.
”Jeg mener, at det billede, vi får af Stalin i denne bog, er ret korrekt. Selvfølgelig kan du skrive, hvad du vil i fiktion. Men jeg føler, at det er ret tæt på den ægte Stalin med den måde, han optræder over for de andre i bogen. På sin vis er det mere korrekt, end det billede vi får i historiebøgerne. Du kan faktisk skrive, hvad han tænker, hvilket du ikke kan gøre i en historiebog,” lyder argumentet.
Når Stalin er så nærværende i en bog, der starter med mord på to børn, så er det, fordi de dræbte og deres klassekammerater er børn af medlemmer af Stalins absolutte inderkreds.
”Det rigtige mord betyder ikke noget. Men det kafkaske islæt er, at ingen er interesseret i, hvem der dræbte hvem, men hvordan partiet kan bruge det politisk. Og det bestemmer Stalin. For Stalin er alt politisk. Han hersker ved konstant at sætte pres på folkene rundt om ham,” forklarer forfatteren.
Et andet element var, at Stalin ikke havde noget privatliv eller socialt liv, fordi han mistænkte privatlivet for at have politiske implikationer. Det betød også, at selv magtfulde personer ikke kunne gøre noget, selvom om deres børn blev arresteret af det hemmelige politi.
”Nøglen var, at det ikke var nok, at du var magtesløs, selvom du var en magtfuld person. Stalin ville have, at du anerkendte din magtløshed, men også at det ikke betød noget for dig. Det var prisen for at være tæt på Stalin. Det var ufatteligt ondskabsfuldt, men der er ikke en bedre måde at kontrollere folk på end gennem deres børn.”
Simon Sebag Montefiore afviser, at de historiske fakta har virket som spændetrøje, og han har været påpasselig med ikke at lade handlingen drukne i fakta. Når det er sagt, så er der også en fascination af 1940'erne.
”Tøjet er smukt - selv i Sovjetunionen. Alle ryger, og kvinderne bruger nylonstrømper. Jeg elsker at skrive om kvinder, og hvordan de klæder sig, hvordan de dufter. Det er sjovt at have de fetichistiske detaljer fra tiden, og de er vidunderlige.”
Opgaven har ligeledes været at tænke sig ind i den tid, som han finder langt mere interessant og sjov end en samtidig roman henlagt til London eller København.
”Sovjet-mentaliteten under Stalin er lige så fremmed for os som antikkens Egypten. Det er sådan en anderledes kultur, og det er svært at forestille sig det.”
En anden tråd og katalysator i bogen er litteraturen og ikke mindst konstante referencer til Aleksandr Pusjkin og hans store versroman ”Jevgenij Onegin”.
”Noget af det jeg husker, fra da jeg først var i Moskva i begyndelsen af 1990'erne, var, at alle smukke kvinder i Moskva kunne recitere Jevgenij Onegin for dig. Når man havde en stor kærlighedsaffære i Moskva, så var Pusjkin altid med. Så det minder mig om den tid,” svarer 49-årige Simon Sebag Montefiore nostalgisk.
Han sammenligner Pusjkins betydning i Rusland med den, Shakespeare har for briterne.
”Alt kommer fra Pusjkin, og de taler også i dag om Den Store Pusjkin. Hans værk om Onegin er så tidløs, for det er den universelle kærlighedshistorie om umulig kærlighed.”
Netop muligheden for at skrive om kærlighed er vigtig for ham.
”De fleste af mine bøger, mine historiske bøger, handler om magt. Så det er rart at få lov til at tale om privatlivet og kærligheden i alle dens manifestationer. Kærligheden er sådan et interessant emne, som du ikke har mulighed for at skrive meget om, når du skriver historiske bøger. Du kan sige, at mine bøger om Katarina den Store og Potemkin er om kærlighed, men de er også om magt,” fastslår Simon Sebag Montefiore.
En anden detalje i bogen er små anstrøg, hvor det jødiske element diskret dukker op hos nogle af personerne.
”Jeg har tit det jødiske element. Det er svært at komme ind i den russiske sjæl. På en måde er jeg bedre til at skrive om folk fra Georgien og jøder. Det er delvist, fordi jeg kender dem så godt. Min mors familie er russiske jøder, så jeg forstår dem, og det er en sjæl, jeg kan komme ind under,” lyder forklaringen med tilføjelsen af, at det jødiske spørgsmål i sovjettiden er kompliceret.
Der var mange jøder blandt bolsjevikkerne op til revolutionen i 1917, mens næsten ingen var tilbage i 1940, fordi de var dræbt eller udrenset.
Efter afstikkeren til fiktionen er Simon Sebag Montefiore nu tilbage ved de historiske bøger. Han arbejder på den over 400 år lange historie om det russiske kejser- og zar-dynasti Romanov. Men den næste roman spøger også i baghovedet og vil byde på et gensyn med nogle af personerne i ”En Vinternat”.