Det uperfekte er interessant

Børnebogslitteraturen fortjener mere opmærksomhed, siger børnebogsforfatteren Hanne Kvist, der er indstillet til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2014

Svend Åge Madsens roman ”Tugt og utugt i mellemtiden” er den bog, som har gjort størst indtryk på forfatteren Hanne Kvist. -
Svend Åge Madsens roman ”Tugt og utugt i mellemtiden” er den bog, som har gjort størst indtryk på forfatteren Hanne Kvist. - . Foto: Robin Skjoldborg.

Hvad er din seneste store læseoplevelse?

Jeg er næsten færdig med Ulf Karl Olov Nilssons ”Jag befinner mig i ett överflöd av kärlek”. (”Jeg befinder mig i en overflod af kærlighed”, red.). Den handler om Henrik VIII, og den beskriver livet i 1500-1600-tallet virkelig godt. Den behandler politiske emner i samtiden, samtidig med at den meget tydeligt er skrevet som fiktion. Ulf Karl Olov Nilsson er en svensk digter, og denne bog er hans romandebut. Han skriver som en digter, og bogen er virkelig godt skrevet og meget interessant.

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?

Det må være Svend Åge Madsens ”Tugt og utugt i mellemtiden”, som jeg læste, da jeg var 15-16 år. Jeg tror, at det var første gang, jeg læste en rigtig voksenbog, altså en bog, som ikke var skrevet for hverken børn eller unge. Svend Åge Madsen lægger sig der, hvor han tager udgangspunkt i real time, og så er der også meget af handlingen, som ikke er realistisk. Hans spændvidde mellem det realistiske og det magiske er helt fantastisk.

Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet i Danmark lige nu?

Instruktøren af den amerikanske tv-serie ”Girls”, Lena Dunham, der også er seriens hovedrolleindehaver, har som 28-årig skrevet en selvbiografi. Hun er superinteressant og har lavet denne tv-serie om helt almindelige, unge mennesker. Efter min mening giver den baghjul til alt, hvad der ellers er af serier. Jeg kunne godt tænke mig at læse hendes bog, for hun er typen, der nærmest siger mere, end man har lyst til at vide, og det er interessant i en tid, hvor det ellers kun er mænd som Knausgaard, der giver sig selv lov til at fortælle alt, råt for usødet.

Er der en kulturoplevelse, der har været med til at forme dig som menneske?

Jeg så for mange år siden en udstilling med den tyske kunstner Joseph Beuys' værker, der hed ”Jordskælv”. På udstillingen var der for eksempel et bord med kun to ben, som stod lænet op ad en væg, og en vase var i klemme mellem bordet og væggen. Alt på udstillingen var skrøbeligt, og man havde den fornemmelse, at hvis man bare rystede tingene en lille bitte smule, ville de gå i stykker. Udstillingen har været med til at inspirere mig til at prøve at skrive på en måde, så det ser ud, som om tingene går godt, men det gør de ikke nødvendigvis. Det hænger også sammen med, at det uperfekte er interessant. Det er mere interessant at finde fejl, end hvis alt er perfekt. Jeg vil gerne skrive noget, hvor man kan se skitsen bag.

Hvem har du senest været til koncert med?

Det var en koncert med bandet Magtens korridorer, da de senest udgav en plade.

Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?

Fordi jeg skriver børnebøger, kan jeg på min egen krop mærke, at børnelitteraturen er meget overset. Man kan meget let udgive en børnebog og så få ingen eller kun en enkelt anmeldelse. Det er vigtigt, at børnelitteraturen også bliver taget alvorligt i medierne. Den er vigtig og skal behandles ligesom al anden litteratur. Undervisningen i litteratur er blevet beskåret kraftigt på seminarierne, og det er ærgerligt, for børnebøgerne har også behov for opmærksomhed ude hos lærerne. Lærerne skal kunne præsentere børnene for noget andet litteratur end den, de umiddelbart kender eller har derhjemme.

Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?

Ingen former for sport på tv interesserer mig.