Ny bibeloversættelse viser, at ingen ord er "rene"

Indholdet i Syndefaldsberetningen fra Første Mosebog er stadig det samme, men sprogdragten er ny - og det vækker debat.- Illustration: Scanpix.

Ligestillede kvinder, udsendte engle og livsstyrkende velsignelser. Den nye oversættelse af Første Mosebog og Prædikerens Bog kan anbefales - og diskuteres

Der var rungende tomt, og der var buldrende mørkt over dybet. Der slås en fin poetisk tone an i de første vers af den nudanske oversættelse af Første Mosebog. Det er en mundret oversættelse, til at gå til - Adam får med kvinden ”en, der kan stå ved hans side”, Noa er ”et helt igennem ordentligt menneske”, og indbyggerne i Sodoma ”vil have sex med” de mænd, Lot havde i sit følge.

”Begyndelsen og Tænkeren” er Bibelselskabets nudanske oversættelse af Første Mosebog og Prædikerens Bog. Det er Søren Holst og Martin Ehrensvärd, der har stået for oversættelsen, hjulpet af konsulenter og lektører og redaktører.

Den nudanske oversættelse kan varmt anbefales. Det betyder ikke, at der ikke er noget at diskutere. Det er der - selvfølgelig. Mine forbehold har at gøre med de betydninger, der klinger med i ordene - ikke kun i forhold til traditionen, men også i forhold til nutiden. Ingen ord er jo ”rene”, der er altid en forforståelse, lag, der er indlejret i ordene, og som synger med i ørerne på den, der læser eller lytter. Det er derfor, det slet ikke er ligetil at oversætte.

Personligt har jeg ingen problemer med, at arken er blevet til en båd, og at Lea har fået blide i stedet for matte øjne. Den almægtige Gud er - meget apropos den aktuelle diskussion - blevet til Den gavmilde Gud. Det lyder smukt og godt.

Til gengæld er det problematisk, at velsignelsen er røget ud til fordel for ordet ”livsstyrke”. Hvis man søger på Det Danske Sprog- og Litteraturselskab korpus, hvor aktuel sprogbrug registreres, så er der ingen resultater på livsstyrke, men mange - også sekulære - hits på velsignelse. Velsignelse er altså stadig i sprogligt omløb, hvorfor så erstatte det? Der forsvinder dybe betydningslag, når man flytter vægten fra Guds stedse virkende handlen til en egenskab eller en kraft i mennesket.

”Jeg lader dig kun gå, hvis du giver mig livsstyrke”, siger Jakob noget fladt til sin natlige bryder i Første Mosebog 32. Jakob bliver en stærk mand, ikke et velsignet menneske.

Det er også svært at se, hvad der er vundet ved, at engle er blevet erstattet af ”udsendinge”, som får klæbet betydning med fra diplomatiet, ”FN's særlige udsending” og lignende. Man får associationer i retning af Den Allerhøjestes Kontor for Humane Missioner og går glip af alle de associationer, englene sætter i gang til kunst og litteratur, poesi og kulturhistorie. Guds udsending råber endda til Abraham fra himlen i historien om Isaks ofring. Jeg tænker drone, men ville ikke et øjeblik studse over, at englen råbte fra himlen.

Man kan diskutere disse valg teologisk, men i høj grad også æstetisk og kulturelt. Må - og bør - en nudansk oversættelse af gammeltestamentlige tekster ikke også gerne udvide vores sprog? Puste nyt sprogliv i både engle og velsignelser?

Når det gælder i forhold til nutidig sprogbrug, har oversætterne også truffet valg, man kan diskutere. Tag fortællingen om Dinas voldtægt i Første Mosebog 34. Det er Sikem, der ikke kan holde sig fra Jakob og Leas datter, og da hendes brødre kommer hjem fra marken, bliver de fortvivlede og rasende, det var ”uacceptabelt og uhørt, at nogen havde haft sex med Jakobs ugifte datter”. Er et ord som ”uacceptabelt” ikke lige lovligt pædagog-agtigt, når det gælder rasende unge mænd, hvis søster er blevet voldtaget? ”Den slags bør ikke ske!” lyder det i den autoriserede oversættelse, hvor brødrene også følte sig krænket og blev meget vrede. Hvorfor har man undgået et ord som krænkelse i den nudanske oversættelse? Mellem 1992-oversættelsen og den nudanske oversættelse fra 2014 har vi ellers nok lært noget om krænkelse i mellemøstlig kultur, både af hellige mænd og af kvinder, så den ”gamle” oversættelse har, hvad krænkelsen angår, fået en nærmest aktuel klang.

Det er heller ikke heldigt, at ”i dit ansigts sved” er blevet til ”med svedigt ansigt”. Svedig betyder, så vidt jeg forstår på husets teenager, lige for tiden noget i retning af sej eller cool. Og man kan diskutere, om det er bedre, at Adam og Eva bare føler sig flove i stedet for at skamme sig - i en tid, hvor folk igen kender betydningen af skam. Det handler jo ikke bare om simpelt brugstyveri, men om at blive grebet i syndefald.

Prædikerens Bog er en tekst af en helt anden karakter end Første Mosebog. ”Alt var flygtigt og som at jage vinden”, lyder omkvædet nu. Når man vænner sig til formuleringen, er den ikke ueffen. Særlig nysgerrig var jeg efter at se, hvordan oversætteren har løst oversættelsen af kapitel 3, 11, hvor Gud i 1992-oversættelsen havde lagt ”menneskene verdens gang på sinde” i stedet for at lægge evigheden i deres hjerte, som det lød i 1931-oversættelsen. I den nudanske oversættelse har vi fået evigheden tilbage, Gud har nu ”givet mennesket en fornemmelse af evigheden”.

Der er intet nyt under solen. Men fordi verden ændrer sig, og vi får nye betydningslag lagt til kendte ord, er der brug for at oversætte igen og igen og igen. Det er godt, at Bibelselskabet har taget opgaven op med en nudansk oversættelse af Gammel Testamente. Der er brug for det.

Læs mere om den nye bibeloversættelse og deltag i debatten på