Vulkanerne under og over det hele

Det er en mors historie ved dødslejet, der driver denne roman frem. Men det er alt det, der ikke sker, som gør den dybt læseværdig

Bogomslag.
Bogomslag. . Foto: www.batzer.dk.

Den falder i to næsten selvstændige afsnit, den norske forfatter Marit Tusviks seneste roman på dansk, ”Sigrid Finne”. To både vidtåbne og hemmelighedsfuldt lukkede rum, der bøjer sig mod hinanden som halvdele af den samme bog og først bliver til en helhed, når bogen lukkes. Og da knap nok alligevel.

I første del er vi med vores kvindelige jegfortæller på et slags selvbestaltet refugium i et gammelt stenhus på Sicilien. Hun skal passe vinpressen, men hun skal først og fremmest skrive sin afdøde mors historie.

Det er den historie, vi stykkevis får fortalt i romanens anden del, der foregår et par år tidligere under kirsebærtræet i den elskede mors have hjemme i Norge. Mor går rundt med badedragt og stråhat. Eller det er den romantiske version. For mor ligger for døden, og haven og kirsebærtræet forvandles snart efter til en seng og en sygeplejerske, en summende maskine og et tikkende ur. Ved siden af sidder datteren med blyant og papir, søger at holde fast. Tiden er knap, afskeden nær. ”Du må ikke være så glad for mig”, siger mor. Men det er svært. Mor er lyset. Mor er døren ind til en hemmelighed, datteren ikke har adgang til. Noget, der er inden i alting: ”Hele livet har jeg forsøgt at få hende til at røbe det for mig, men aldrig vidst, hvordan jeg skal spørge”.

Om svaret kommer, er fremdriften i denne del af romanen, hvor fortælleren noterer sin mors historie, men i mange indskud og parenteser også sine egne tanker, deres indbyrdes dialog eller den fysiske verden omkring dem. På den måde bliver den realistiske scene understreget og brudt i samme livfulde blyantstreg. Også selvom vignetten på bogen antyder, at dette er personer hentet fra det virkelige liv.

Men tilbage til begyndelsen. Vi har alle sammen én bog i os, er det blevet sagt. Vores egen historie. Og for den læser, der har leget med tanken om, at seks ugers ensomhed ville kalde den frem, er første del af Marit Tusviks roman det rene ”wake up call”. For hun får ikke skrevet en linje under oliventræerne. Bogen, der er eksplosivt orange som den vulkan, huset ligger på, som ildgryden i den vordende forfatters indre, kommer op af tasken og ned igen. Dag ud, dag ind. Det hele er én stor overspringshandling. Altid er der noget (andet), der skal gøres. Og det er lige til at græde-grine ad.

Samtidig viser det, at livet kommer et helt andet sted fra. I mødet med de lokale olivenplukkere, i lydene fra den rumlende Etna, i en knurren fra en gal hund, i skyggerne på vejen. I hele den blanding af varsler og uro på den ene side og menneskelig varme og genkendelse på den anden.

Der er altså et sprog i ordløsheden, en bevægelse i inaktiviteten. Og netop derfor er det den del af romanen, jeg personligt holder mest af. At unødvendighed kan være så spændenden!

Mors historie fra barndommen, mødet med far og deltagelsen i den norske modstandsbevægelse er modig nok, men i grunden ikke nær så overrumplende. Den enestående mor bliver efter min mening aldrig fuldt ud sandsynliggjort. Døtre kan elske blindt, og de kan elske sig selv blinde.

Men tak alligevel for denne forbavsende to-i-ener. Der tilsammen fortæller os, at den sande historie er alt det, vi ikke skriver.