Forfattermøder får boghandlerkunder til at føle ejerskab

Fjerde generation i den traditionsbundne boghandel Kristian F. Møllers Boghandel i Aarhus knytter kunderne tæt til sig, blandt andet gennem forfattermøder. Mandag aften stod Lone Hørslev på scenen

Der var fuldt hus, da forfatteren Lone Hørslev mandag aften var på besøg hos Kristian F. Møllers Boghandel i Aarhus, der jævnligt indbyder til forfatterarrangementer. -
Der var fuldt hus, da forfatteren Lone Hørslev mandag aften var på besøg hos Kristian F. Møllers Boghandel i Aarhus, der jævnligt indbyder til forfatterarrangementer. - . Foto: Lars Aarø/Fokus.

Mandagens traditionelle lukketid klokken 17.30 er for længst passeret. Alligevel står døren ind til Kristian F. Møllers Boghandel i Aarhus åben, og små grupper af litteraturinteresserede, mest kvinder, træder indenfor. Det er en af de aftener, hvor boghandlen først lukker og kort efter åbner igen.

Midt på gulvet, hvor der plejer at stå lave reoler og borde med bøger, er der i stedet gjort plads til 60 klapstole. De bliver meget hurtigt fyldt op, og stole fra baglokalerne bliver også hentet frem. Da boghandlens indehaver, Marianne Møller, træder frem for at byde velkommen, forstummer den småsnakkende forsamling, og alle øjne rettes mod forfatter Lone Hørslev. Sortklædt og med sin karakteristiske knaldrøde læbestift begynder forfatteren med at sige, at hun er glad for og overvældet over, at der er kommet så mange for at høre hende fortælle om sin nyeste roman, ”Dyrets år”.

Men tilstrømningen er ikke noget særsyn.

”Forfatterarrangementerne er gratis og uden tilmelding, så vi ved aldrig, hvor mange der kommer, men der bliver faktisk næsten altid fyldt op,” siger Marianne Møller.

Hun er fjerde generation i den traditionsbundne, familieejede boghandel, der har eksisteret siden 1905. Hun lægger vægt på at videreføre faderen, Jesper Møllers, idéer om at knytte kunderne tæt til boghandlen via litterære arrangementer. Alene i oktober er der fire forfatterarrangementer, afsluttende med Helle Helle på fredag, som forventes virkelig at være et trækplaster.

Denne mandag aften er Connie Utsen dukket op sammen med sin arbejdskollega Karin Ji Tøttenborg. Hun erklærer sig som hardcorefan af Lone Hørslev og har allerede læst ”Dyrets år”.

”Det er bare så fedt, at boghandlen gør det her. Det er jo det helt rigtige sted at høre en forfatter læse op og fortælle. Det bliver så sanseligt, når man sidder her blandt bøgerne,” siger Connie Utsen.

Hun nyder atmosfæren og mener, at arrangementerne får hende til at føle en form for medejerskab til stedet.

Kollegaen har ikke læst bogen, men er en af dem, der efter foredraget stiller sig i kø ved disken for at købe bogen og bagefter i kø hos Lone Hørslev for at få den signeret.

Marianne Møller genkender flere af de fremmødte, for mange er gengangere. De abonnerer typisk på Kristian F. Møllers nyhedsbrev, følger med på Facebook-siden eller opdager arrangementerne via opslag i forretningen.

”Vi har kunder i alle aldersgrupper, men fælles for dem er nok, at de er kulturforbrugere med en særlig forkærlighed for bøger og også i høj grad interesserer sig for forfatterne bag. Det vil vi gerne understøtte med de her arrangementer, hvor vi tilbyder kunderne en oplevelse, der gerne skal være både hyggelig og interessant,” siger Marianne Møller.

I modsætning til de fleste andre boghandler i Danmark driver hun en forretning, hvor mere end 90 procent af omsætningen ligger på bøgerne. Hun lægger vægt på at have et bredt udvalg af aktuelle skønlitterære bøger og har desuden specialafdelinger med bøger om kunst, arkitektur, foto samt børnebøger og engelske paperbacks. Marianne Møller, der ved siden af boghandleruddannelsen også er bachelor i litteraturhistorie, læser selv med stor fornøjelse bøger hver eneste dag, og det samme gør hendes faste medarbejdere og studiemedhjælpere.

De mener også noget om de bøger, de læser, og i boghandlen er der flere eksempler på, at de giver deres viden og vurderinger videre til kunderne. ”Gode bøger, vi har læst”, står der eksempelvis på et skilt, der hænger over en samling nyere udgivelser, og man kan også finde små håndskrevne sedler i skønlitterære værker, som de ansatte synes særlig godt om.

”Vi lægger vægt på at gøre vores tilgang til kunderne personlig,” siger Marianne Møller, der er delvist optimistisk på branchens vegne.

Det har været og er stadig hårde tider med frie bogpriser og finanskrise, men Marianne Møller tror, at de såkaldt rene boghandler kan overleve blandt andet ved at gøre noget for kunderne, der ligger ud over det direkte bogsalg. Denne sommer har hun rejst i USA, og her var det tydeligt for hende, at den tendens har bidt sig fast.

”Boghandlerne der har et meget højt aktivitetsniveau, ofte sker der noget hver eneste dag. Det skal vi tage til os her i Danmark, for der er mange tegn på, at også danske kunder sætter pris på, at vi kan andet end at lange bøger over disken,” siger hun.