Se mig, mærk mig, elsk mig

Hanne Ørstavik skildrer en sindsoprivende erotisk længsel så det både er en plage og en lyst

Se mig, mærk mig, elsk mig

”Vil du møde mig?” Sådan lyder spørgsmålet i norske Hanne Ørstaviks roman ”Der findes en stor åben plads i Bordeaux”. Og umiddelbart kan det jo synes ganske enkelt. Den kvindelige hovedperson og kunstner i romanen spørger kunsthistorikeren Johannes, om han vil møde hende. Hun har nemlig læst en artikel af ham, som gjorde hende glad, og nu har hun lyst til at se ham.

Der finder også et møde sted, ja faktisk indleder de to et forhold, der vender op og ned på hendes liv og selvforståelse. Han vækker nemlig et erotisk begær i hende, som hun ikke før har kendt eller har turdet udleve. Hun har været gift og haft løse forhold, og hun har en halvvoksen datter, men den længsel, som Johannes fremkalder, får hende ud over alle kendte grænser. Hun gør ting, hun aldrig før ville have gjort. Det er alt sammen skildret meget lige på, så også læseren får en fornemmelse af erotisk overskridelse. Hun er i drift, og læseren kommer det også.

Men der er noget galt med deres forhold, fordi han ikke er så optaget af hende, som hun er af ham. Den erotiske betagelse og sindsoprivende forelskelse, som hun gennemlever, er hun alene med, fordi han aldrig rigtig åbner sig. Han er mægtig optaget af sex og drikker sig også beruset igen og igen, men han er ude af stand til at lade mødet forvandle sig til en sammensmeltning. Og det bliver hendes ulykke og det, som bogen handler om. Romanen beskriver en dobbelt ensomhedsfølelse, fordi den ikke bare handler om kødets lyst og sjælens ubodelige ensomhed. Ensomheden sidder også i kødet, og nok så megen sex synes ikke at gøre det af med den.

Romanen er et langt og gentagende forsøg fra hendes side på at tale sig ind til en erkendelse af, at han ikke vil hende og ikke kan hende. Hun vil ses, mærkes og begæres. Hun vil åbne sig og tages imod og blive til i mødet med ham. Men han er det du, der aldrig bliver til for hende, fordi hans begær er indadvendt og selvoptaget.

Det, der ikke lader sig gøre for den 40-årige kvinde, kan måske lade sig gøre for det unge par på 18 år, som man også hører om. Som en parallelhistorie læser man om deres første møde, der rummer muligheden for at realisere det, som de mere eller mindre depraverede voksne ikke kan få til at lykkes: den gensidige, tillidsfulde åbning mod hinanden, hvor man både kan give og tage imod, se og blive set og opleve verden og sig selv som virkelig.

Et jeg og et du, der må mødes, det kan lyde helt Martin Bubersk og er det måske også. En væsentlig pointe i romanen er imidlertid, at kunsten ikke kan reduceres til en demonstration af en filosofisk tanke. Romanen har et metafiktivt spor, som peger på, at selve formen rummer en erkendelse. ”Skønhed er magt, fordi den er kraftfuld. Den har en anden kraft, der virker. Den sætter det i spil, som ikke kan fanges. Stærk form er forbundet med stærke følelse. Og det er derfor, kunsten kan provokere så meget, når den er god. Når den er stærk. Når den rammer.”

Og Ørstaviks roman rammer. ”Vil du møde mig”, bliver også læseren spurgt om på første side, og læsning og erotik har det til fælles, at de fordrer hengivelse og åbenhed, lyst og begær. Hvis ikke man lader sig føre med på Ørstaviks strømmende talesprog, så sker der heller ikke noget andet end, at man måske bliver forarget eller keder sig over gentagelserne.

Der er noget enerverende ved de stadige gentagelser af længslen og frustrationen over, at drømmen om sammensmeltning og sammenhæng bliver skuffet gang på gang. Men det er også netop her, at læseren får den samme oplevelse og erfaring som romanens hovedperson. Man mærker, hvad hun mærker, hvad enten det er gentagelsernes og uafklarethedens helvede, eller det er den erotiske ladning, der gennemsyrer alle de situationer, hun bliver bragt i. Man hensættes konstant i en anspændt erotisk tilstand, som både kan være pirrende og frastødende - og provokerende.

Hvis kunst er ”tanken som erfaret form”, så har Ørstavik fat i den lange ende med sin nye roman, fordi hun formår at forme sproget, så det er, hvad det siger, og så det gør, hvad det fortæller om. Det er en plage, det er en lyst. Det er den store og skuffede længsel efter det absolutte nærvær, og det er den skrøbelige, ømme lykke.