Aalborgensernes darling bliver ny skuespilchef på Det Kongelige

Det er netop offentliggjort, at Morten Kirkskov er udnævnt til skuespilchef på Det Kongelige Teater. Læs Kristeligt Dagblads portræt af skuespilleren, instruktøren, forfatteren og nuværende teaterchef på Aalborg Teater her

På Aalborg Teater har Morten Kirkskov forstået at trække folk i teatret ved at blande klassikere med eksperimenter. Foto: Scanpix
På Aalborg Teater har Morten Kirkskov forstået at trække folk i teatret ved at blande klassikere med eksperimenter. Foto: Scanpix.

Det vil glæde mange, at det er Morten Kirkskov, som skal afløse Emmet Feigenberg som skuespilchef på Det Kongelige Teater. 

Men der er næppe mange i Aalborg, der deltager i jubelkoret.

De kommer til at savne ham.

Som direktør for Aalborg Teater har Morten Kirkskov de sidste tre år skaffet adskillige Reumertpriser - og nomineringer til den nordjyske hovedstad, og ikke mindst har han skabt en stemning omkring teatret, der betyder, at aalborgenserne nu går rundt og bekræfter hinanden i, hvor glade de er for deres teater.

De er allesammen på ”Heeej” med Kirkskov, og fornylig fortalte han til Kristeligt Dagblad, hvordan han på sine løbeture jævnligt bliver stoppet af mennesker, der bare lige vil sige, at de synes, det går godt.

Det handler blandt andet om forestillinger som ”Indefor Murene” og ”En kort, en lang”, som Kirkskov har iscenesat og om ”Altid for Aab”, der som dramatik om guldvinderne fra den lokale fodboldklub øgede andelen af mandlige teatergængere på Aalborg Teater væsentligt.

Morten Kirkskov kan det med at tænke teatret ind i en samfundsmæssig og aktuel sammenhæng, og han er bredt funderet i sit repertoirevalg. Han kan sine klassikere, men har samtidig hele tiden følehornene ude efter det nye og det eksperimenterende - og det trækker folk i teatret.

Aalborg Teater var således også den første af landsdelsscenerne, der oprettede en borgerscene, hvor amatører optræder under professionel ledelse. 

Det siges om Morten Kirkskov, at han kan indtage et rum og er smittebærer af en sjælden og utæmmet begestring for god scenekunst. Samtidig er han en sand mester i at få sine medarbejdere til at føle sig set, hørt og forstået.

51-årige Morten Kirkskov er født i Sønder Omme i Midtjylland. Hvilket enhver kan forvisse sig om ved at læse hans debutbog ”Kapgang”, der er filmatiseret af Niels Arden Oplev.

Der er tale om en roman og ikke en selvbiografi, men stoffet er taget ud af Morten Kirkskovs egen opvækst, og handler blandt andet om, hvordan hovedpersonen som 13-årig mister sin mor, og hvordan han i ungdomsårene eksperimenterer med sin seksuelle orientering.

Han er uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater i 1990. Som skuespiller han har medvirket i flere end 40 forestillinger på københavnske teatre, og har han i en periode også været en del af det faste ensemble på Det Kongelige Teater, som han nu bliver leder for. Han har desuden undervist på Statens Teaterskole.

Morten Kirkskov har spillet med i adskillige film og tv-serier, senest ”Borgen” og ”Arvingerne” på DR1. og filmen ”Dirch”. Han har skrevet manuskript til teaterstykket ”De ubekendte”, kortfilmen ”Tre Somre” og spillefilmen ”Rosa Morena”.
 
Ifølge teaterchef på Det Kongelige Teater, Morten Hesseldahl, besidder Morten Kirkskov en enorm kunstnerisk lydhørighed, ligesom den nye skuespilchef har evnerne til at nå ud til et flygtigt publikum.

Valget af Kirkskov skal ses som et led i en udviklingsproces, der skal åbne teatret mod nye grupper, lød det fra Hesseldahl ved præsentationen af hans nye kollega på teatret i eftermiddags. 

Skuespilchefen selv har store ambitioner for sin nye arbejdsplads, hvor der ifølge ham er plads til forandringer. 
 
”Teatret skal ikke bare være det bedste herhjemme, men også orientere sig mere mod Europa. Vi skal lave elitært teater for folket og samtidig ikke tale ned til folk. Der skal flere børn i teatret, vi skal komme ud i landet og kunne opleves på nettet. Der skal også være en anden form for underholdning end det traditionelle. Jeg har lyst til at udvikle teatrets program og lyst til eksempelvis musik og musicals,” sagde Kirkskov, der tiltræder sin nye stilling efter aftale og senest maj næste år.