- Læs ikke biografier, læs romaner - og mindst én om måneden!

Sådan lyder opfordringen fra psykologiprofessor Svend Brinkmann i en drilsk formuleret, velgørende kritik af det, han ser som tidens afhængighed af selvhjælp, terapi og livsstilsvejledning. For mens biografier fejrer ”trivielle menneskers succeser og binder dig til forestillingen om, at du kan kontrollere din tilværelse”, giver romaner dig mulighed for at ”forstå menneskers liv som komplekse og ustyrlige”, som han skriver i sin aktuelle bog, ”Stå fast - et opgør med tidens udviklingstvang”.

Fortællingen om Astrid Lindgren

Når månedens roman er læst, kan man dog passende gå i gang med ”Denne dag, et liv”. For Jens Andersens store biografi om Astrid Lindgren (1907-2002), der udkommer i dag som den første om den verdensberømte forfatter i knap 40 år, formår at fortælle om et succesfuldt, men alt andet end trivielt menneskes liv på en måde, så kompleksiteten netop fastholdes, og der åbnes for en dybere forståelse af en forfatter, som mange har et forhold til og synes, at de kender så godt.

Jens Andersen har haft adgang til stort set alle arkiver, og det enorme materiale er både dygtigt og generøst håndteret, så man som læser oplever, at det først og fremmest er Astrid Lindgren, der har ordet. Det giver - ud over et sympatisk indtryk af metodisk redelighed - en umiddelbar nærhed til det menneske, bogen vil åbne for historien om.

Astrid Lindgren taler til læseren med den fortællestemme, der er hendes og ikke andres, igennem de stile, hun som skolepige fik læst op i klassen, artiklerne som journalistelev på Vimmerby Tidning, husmoderens første noveller, der hentes frem af julehæfternes skam og glemsel for at blive set i lyset af det forfatterskab, der for alvor begynder med bogen om Pippi Langstrømpe i 1945 og udfolder sig hen over de næste godt og vel 30 år.

Og ikke mindst får man lov at lytte med, når Astrid Lindgren henvender sig fortroligt til venner og familie i sine omfattende brevvekslinger eller til sig selv i den enestående række af dagbøger, hun begynder at føre ved krigsudbruddet i 1939, og hvoraf man forstår, at hendes forfatterskab - som alle andre vægtige forfatterskaber i efterkrigstiden - bliver til på baggrund af denne voldsomme erfaring af vanvid og menneskelig grusomhed. At Astrid Lindgren under krigen var ansat som ”gransker” af den svenske efterretningstjeneste og i den egenskab læste tusindvis af private breve, betyder, at hun havde krigens konsekvenser for det enkelte menneske tæt inde på livet, selvom den svenske hverdag forblev forholdsvis fredelig og upåvirket.

Lindgrens kærlighed til børn

En anden personlig erfaring, der fremdrages som afgørende for forfatterskabet, er det forhold, at hun som 19-årig og gravid uden for ægteskabet med redaktøren på avisen må efterlade sit barn hos en plejemor i København - en historie, der her fortælles i sin fulde udstrækning for første gang.

Alle de mange ensomme, forældreløse børn i forfatterskabet kommer én i møde fra historien om, hvordan drengen først som fireårig kommer til at bo hos sin mor og nye far, og særligt hvor smerteligt bevidst Astrid Lindgren var om, at de mange omskiftelser havde præget ham for livet. Det er nærliggende som Jens Andersen at læse i hvert fald dele af forfatterskabet som et forsøg på at tage dette svigt på sig med historier, der skal give trøst og mod og håb til det barn, der er bange eller alene.

Om forfatterens egen barndom fortæller bogen ikke meget og adskiller sig her fra Margareta Strömstedts biografi fra 1977. Det er dog ikke den eneste forskel på de to, for mens Strömstedt er optaget af det psykologiske og pædagogiske - og dertil en nær veninde - søger Jens Andersen snarere at betragte Astrid Lindgren udefra og sætte liv og værk ind i en almen historisk sammenhæng. Det lykkes på formidabel vis, og selvom bogen tillige omfatter afsløringer af mere privat karakter - om mandens alkoholisme og utroskab og forfatterens nære forhold til en kvindelig tilbeder - er det i de historiske perspektiver, at bogen åbner for egentligt nye fortolkningsmuligheder - i forhold til livsfilosofi, politiske synspunkter og litterære påvirkninger. Astrid Lindgren bydes på sin vis ind i de voksnes rækker med denne biografi, og det må siges at være på tide.

For mange klichéer

Bogen er skrevet med et imponerende overblik, den er smukt gennemarbejdet, også sprogligt i forhold til de svenske citater, der er oversat af Kina Bodenhoff , og kun det indledende kapitel, der skal samle op om den senest udgivne og meget omtalte brevveksling, ”Jeg lægger dine breve under madrassen”, virker lidt som en uintegreret pligtskyldighed.

Som fortæller er Jens Andersen veloplagt, elegant og bedst, når han holder en nøgtern distance til begivenhederne og de store følelser, der bliver sat i gang. Indimellem trænger de sproglige klichéer sig på med udtryk som ”lynende travle”, ”blændende dygtige”, ”myreflittige”, og der kommer lige vel meget patos ind over, for eksempel når ensomheden ophøjes til ”dette i vor nordiske kultur så tabubelagte, negative begreb”.

Man kan savne et glimt i øjet, og det er her, genrens begrænsninger alligevel viser sig i retning af det forenklende. For hensigten med ”Denne dag, et liv” har tydeligvis været at fortælle om Astrid Lindgren som en moderne forfatter og et alvorligt menneske. Det bliver så til dels på bekostning af eventyret, den befriende humor og den fantasi, der genfortryller verden for barnet. Men på den anden side: Den historie kender vi allerede.