”Alle med en anden mening end mig kan jo ikke være idioter”

Thorkild Simonsen har altid hyldet det samarbejdende folkestyre, og evnen til at få ender til at nå sammen takker han sin mor for. I ny biografi fortæller Aarhus-politikeren om sin tid som indenrigsminister

”Min mor var sådan en, alle kunne lide, og hun forstod altid at lave forlig mellem os børn, hvis vi var oppe at toppes,” siger Thorkild Simonsen, der selv er kendt vidt og bredt for nøjagtigt de samme egenskaber. -
”Min mor var sådan en, alle kunne lide, og hun forstod altid at lave forlig mellem os børn, hvis vi var oppe at toppes,” siger Thorkild Simonsen, der selv er kendt vidt og bredt for nøjagtigt de samme egenskaber. - . Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus.

”Måske er det noget, jeg har med mig fra min mor,” siger Thorkild Simonsen og vrider sig lidt utilpas i lænestolen.

Den tidligere borgmester i Aarhus, mangeårige formand for Kommunernes Landsforening (KL), indenrigsminister og opmand er tydeligvis i sit es, når han beretter om de mange mennesker, han har mødt i sit politiske liv, hvilke aftaler de indgik, og hvad han tænker om det politiske landskab i det hele taget. Men når talen falder på ham selv, og hvad det er for særlige evner, han har i en forhandlingssituation, bliver han mere stille og eftertænksom.

”Min mor var sådan én, alle kunne lide, og hun forstod altid at lave forlig mellem os børn, hvis vi var oppe at toppes,” siger han så og tilføjer, at hans mor, der nåede at blive over 100 år, også altid havde øje for de svage og ofte deltog i frivilligt arbejde til fordel for mennesker, der var mindre bemidlede.

Thorkild Simonsen er ofte både af politiske med- og modspillere blev kaldt konsenssussøgende, og ifølge ham selv har hans politiske karriere og interesse da også først og fremmest handlet om at få ender til at nå sammen. Hans evne til at tale med alle er nærmest legendarisk. Sådan var det, da han var rådmand og borgmester i Aarhus, og det var de evner, der blev efterspurgt, da Thorkild Simonsen i en alder, hvor de fleste overvejer at gå på pension, blev indenrigsminister i Poul Nyrup Rasmussens (S) regering. Og siden også kaldt ind som opmand, da daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skulle bruge en, der kunne gyde olie på vandene i de kommuner, der ikke kunne finde ud af, om de skulle høre sammen eller ej i forbindelse med den kommunale strukturreform, der fik virkning fra den 1. januar 2007. Det er denne landspolitiske indsats, der nu er skrevet en bog om, og forfatteren, Svend Aagaard Nielsen, var som tidligere informationschef i Indenrigsministeriet tæt på begivenhederne.

”Han var ikke spindoktor, for sådan en ville jeg ikke have,” siger Thorkild Simonsen, der altid har foretrukket selv at formidle sine budskaber. I mange år var han kendt som borgmesteren, KL-formanden og indenrigsministeren, der altid var klar ved sin telefon meget tidligt om morgenen, så selv de tidligste radioaviser kunne få en aktuel kommentar.

I etplansvillaen i Risskov, øst for Aarhus, hvor Kristeligt Dagblad møder den nu 88-årige Thorkild Simonsen, er dagene blevet mere rolige. Han er stadig ulasteligt klædt i mørkt jakkesæt, skjorte og slips, men han farer ikke så meget rundt mere, som han har gjort. De politiske poster er afviklet, nu bliver det mest til lidt socialt arbejde i Rotary, nogle foredrag og så den faste kirkegang i den nærliggende Risskov Kirke.

Det sidste har hørt med til hans liv altid og hænger sammen med hans opvækst i et indremissionsk hjem i Vendsyssel. Derudover læser han bøger og deltager i diverse kulturelle arrangementer sammen med hustruen, Edny. Thorkild Simonsen er endelig blevet den pensionist, han egentlig havde satset på, han skulle have været for mange år siden.

Med den nye bog, den tredje biografi, der er udgivet om ham gennem årene, liggende på sofabordet ved siden af tynde porcelænskaffekopper og hjemmebagt kage, kigger han gerne tilbage på dengang, da nationalstaten Danmark første gang havde bud efter ham, der indtil da først og fremmest havde været Aarhus' og kommunernes mand.

Klokken var 12.55 den 19. oktober 1997, da statsminister Poul Nyrup Rasmussen ringede til partifællen Thorkild Simonsen og meddelte ham, at han skulle være Danmarks næste indenrigsminister. Thorkild Simonsen, der havde bebudet, at han ville gå af som borgmester to måneder senere, var udset til at være den, der skulle udmønte Socialdemokratiets nye, strammere flygtninge- og indvandrerpolitik og dermed også stoppe vælgerflugten til Dansk Folkeparti. Ikke nogen nem opgave, selv ikke for en garvet politiker, der havde mange års erfaringer med integration i sin egen kommune, men Thorkild Simonsen sagde efter en kort samtale med sin kone ja til udfordringen.

”Det lyder godt nok lidt fornemt, når jeg siger, at jeg faktisk ikke var i tvivl om, at jeg kunne magte opgaven. Jeg var vant til at tage mig af de spørgsmål, så jeg tænkte, det kunne vel ikke være så svært”, siger Thorkild Simonsen.

Han lærte dog hurtigt, at spillereglerne på Christiansborg var anderledes end hjemme i Aarhus. Ikke desto mindre kunne han kort før jul samme år fremlægge regeringens udlændingeudspil, der rummede landets første samlede lov om integration af udlændinge. Målet var, at flygtninge og indvandrere skulle blive ydende medlemmer af det danske samfund på lige fod med danskerne. Efter et langt forhandlingsforløb blev loven vedtaget i juli 1998.

Når Thorkild Simonsen ser på udlændinges vilkår i Danmark i dag, synes han, at de generelt er blevet bedre. Men, mener han, kommunerne er stadig ikke dygtige nok til at få indvandrerne i arbejde, og arbejde er den altafgørende nøgle til god integration. I sin afskedstale som indenrigsminister i februar 2000 sagde han blandt andet:

”Hvis alle professionelle humanister her i landet havde koncentreret en større del af deres arbejde på at have sikret flygtninge- og familiesammenførte et arbejde, havde vi nok også haft en bedre forståelse og holdning til vores nye danskere, end vi har. Den dag vi ikke længere taler om flygtninge, indvandrere og danskere, men om borgere i Danmark med rettigheder og pligter, så vil Dansk Folkeparti ikke længere kunne skabe et parti på frygt og misundelse.”

Efter perioden som indenrigsminister fik Thorkild Simonsen endnu en foredragstitel på sit program, den kom til at hedde ”Fra maler til minister”.

I foråret 2005 var der igen bud efter Thorkild Simonsens evner til at få folk til at blive enige. Denne gang var det Venstre-statsministeren Lars Løkke Rasmussen, der ringede. Han var ved at organisere det nye kommunale danmarkskort, der skulle nedbringe antallet af kommuner og nedlægge amterne. Ikke alle kommuner var enige om, hvordan stregerne på kortet skulle tegnes, og Thorkild Simonsen fik titlen af opmand.

”Min opgave var vel først og fremmest at lytte, og det gjorde jeg så ud fra det grundsynspunkt, som jeg altid har haft: at ikke alle med en anden mening end din egen kan være idioter. Man må have respekt for andre menneskers holdninger og så forsøge at forene synspunkterne på en måde, så det bliver til gavn for de fleste,” siger Thorkild Simonsen.

Lars Løkke Rasmussen, formand for Venstre:

”Han er konsensusskabende ved at være lidt tilbagelænet, lyttende og forstående, og han sætter retning uden at blande sig i detaljen. Han husker noget så banalt som at sige folk tak, hvilket mange glemmer herinde på Christianborg. Skulderklappet har også en værdi”.

Marianne Jelved, kulturminister og kirkeminister for de Radikale:

”Når man kommer ind i en kreds, skaber han på sin egen facon en god atmosfære, der gør, at man kan slappe af. Man kan mærke, at han lytter. Han er som politiker utrolig fingernem til at få ting til at ske, fordi folk føler sig tilpas hos ham. Det er hele hans måde at få folk til at føle sig værende med.”

Hanne Fall Nielsen, journalist:

”Han er fra før alting - før spin og før der overhovedet var kommunikationsfolk til. Han havde en stor kontaktflade i pressen, og han går ind i folk med træsko på. Han er fejlbarlig, og han lægger ikke skjul på det. Han har et vindende væsen, som gør, at man tror på ham.”

Thorkil Juul, tidligere afdelingschef i Indenrigs- og Sundhedsministeriet:

”Han er ikke den store notatlæser, men han har en enorm god evne til at aflæse, om folk er troværdige eller ej - kommer det fra det gode eller fra det onde? Så har han også evnen til at få folk til at yde deres bedste, at skabe begejstring omkring sig.”

Alle citater er fra bogen