Anden del af Tom Buk-Swientys bog om Karen Blixens far, Wilhelm Dinesen (1846-1895), begynder i 1873 med rejsen ind i de amerikanske urskove. Han søger ro her i en ensomt beliggende skovhytte i delstaten Wisconsin, som han kalder ”Frydenlund”. Herfra handler han med indianerne, bliver ven med dem, og som pelsjæger sætter han fælder op og lever af at sælge skindene. Spændende er det, helt ned i detaljen, som en Cooper-indianerroman. Så medrivende kan historiefortælling være, men Wilhelm Dinesens liv er da også, hvad man må kalde en god historie!
Tom Buk-Swienty, der fik sit store gennembrud med ”Slagtebænk Dybbøl” og ”Dommedag Als”, har fået hjælp fra Dinesens dagbøger og hans forfatterskab, blandt andet ”Jagtbreve”, ”Fra ottende brigade” og flere andre publikationer, til at genfortælle Dinesens liv år for år. Også breve og dagbøger fra adelen omkring ham leverer materiale. Kender man jagtbrevene, må man dog sige, at det forstørrer Dinesen vel meget at blive sat i scene af Buk-Swientys historiske dramatisering.
Så stor en forfatter var han heller ikke, men som historisk person er han uhyre interessant.
Fortællingen går derudaf med mange fine sidespring. Der bliver holdt oplysninger tilbage for at skabe ”cliff hangere”, der kan udløses med effekt. Store tilsyneladende digressioner forklares lige pludselig. Hele stilen er optaget af at arrangere materialets oplysninger på den mest fængende måde, som var det en lærebog i begejstret foredrag.
Men samtidig rummer stilen også en ivrig interesse for detaljen: hvordan der for eksempel så ud i den og den nybyggerlandsby på grænsen af prærien, eller hvordan skovede træstammer kunne sætte prop i floderne. Dinesens indkøb af varer til den hårde vinter i de stille skove opregnes omhyggeligt. Indianernes drikfældighed gennemgås intensivt. Danske udvandrer-skæbner fortælles, kortaftener og drukture beskrives, og hele samfundslivet i Chicago 1873 beskrives ud fra en skandinavisk synsvinkel. Det er rasende godt gjort med sans for samtidshistorien i USA såvel som i Europa.
Men sansen for den enkle historie i Dinesens liv forsvinder desværre i alle disse detaljer. Især da han kommer hjem i 1874 på grund af moderens død, og hvor han omdanner sig til selskabsmand på jagt efter det rigtige parti, går der koks i grundfortællingen på grund af alle de adelige relationer, vi skal igennem. Navne flyder ned over siderne, og selvom de forekommer rigtige, går der svimmelhed i læseren.
Ofte må Buk-Swienty hente sin historie hjem efter en lang digression med for eksempel ordene: ”Så er vi igen ved begyndelsen”. Den dramatiske tilrettelæggelse synes bevidst lavet og pumpet som en Hollywood-film.
Men spændende er det alligevel, for Dinesens kærlighedshistorier er det. Først er der Kate, en indianerkvinde, der er husbestyrer for ham derude i skovene. Så er der en ulykkelig kærlighedshistorie i Danmark, lige inden han drager ned for at deltage i den tyrkisk-russiske krig 1877.
Så er der giftermålet med den højborgerlige købmandsdatter Ingeborg Westenholz, efter at han er kommet nedtrykt hjem fra Tyrkiet, og så er der den endelige og tragiske med en Anna Rasmussen, som Buk-Swienty har støvet op fra glemslen. Men han siger, at der var flere, som han ikke har kunnet følge, især i Dinesens sidste år.
Dinesens selvmord (1895) ved hængning på et pensionat i København var en gåde for samtiden og for familien. Karen Blixen og Thomas Dinesen (Dinesens børn) antog, at det skyldtes en pådraget syfilis, men Buk-Swienty kommer overbevisende til en anden forklaring, der kunne være en juridisk gådeoptrævling værdig.
Hvem var han så, denne Wilhelm Dinesen? Ja, han var søn af godsejer A.W. Dinesen, der selv havde været med de franske styrker i Algier og skrevet om disse styrkers brutale overgreb på araberne i 1836 og haft det sejrende batteri Dinesen i Treårskrigen mod Slesvig-Holsten 1848-51.
I faderens fodspor havde Wilhelm som 18-årig deltaget i Dybbølkrigen 1864, været i Den Fransk-tyske Krig 1870-1871 og efterfølgende observeret den såkaldt røde Pariserkommune, som han bagefter skrev om og sympatiserede med, meget mod de herskende kredse herhjemme, herunder faderens.
Han havde som ung kaptajn set så meget blod og brutalitet, at han drømte om ro og søgte til de amerikanske skove. Dem blev han revet ud af ved moderens død i 1874 og vendte hjem til Danmark, hvad han vist ikke havde regnet med, at han skulle.
Som sagt blev han gift (1881) med Ingeborg, og med hende fulgte en hel hær af kvindelige slægtninge ind på Rungstedlund, som han havde købt for en stor arv.
Han kunne knap ånde i dette kvinderegimente på gården og flygtede ud til jagtture, politisk arbejde i Folketinget og rejser. Blandt andet besøgte han igen indianerpigen i Wis-consin i 1887 og så sin 13-årige døvstumme datter, Emma Denison, hos hende og hendes nye mand, Dinesens ven, som han havde overladt hytten og Kate til i de store skove, da han første gang rejste hjem i 1874.
Og hvad tænkte han så ved dette gensyn? Det ved vi ikke, men Buk-Swientys metode er overalt, ud fra Dinesens sparsomme dagbogsnoter eller beskrivelser i forfatterskabet, at digte sig frem til Dinesens bevidsthed. Det gør han med stor indsigt, ja, man synes, han har gjort et så stort arkivarbejde, at han må have ret i sine antagelser.
Men nogle gange er han - ”kronikør”, som han ellers kalder sig - tæt på klichéer som ”de mørke dæmoner i sindet” og lignende. Men i følgende citat rammer han plet: ”På den ene side kræver Dinesen som en traumatiseret krigsveteran ro, men på den anden side higer han som en narkoman efter ny og voldsom intensitet. Denne længsel efter intensitet, der er i familie med dødsdrift og dødslængsel, udtrykte Dinesen konstant. Han længtes efter granatskyer, bulder og brag - og efter erotik. Farlig risikobetonet erotik som en substitut for eller en ækvivalent med slagmarkens farer.”
En fantastisk historiefortælling er det blevet til om det adelige og højborgerlige Danmark 1840-1900 med Wilhelm Dinesen som samlende skikkelse. Med hans oprør imod miljøet og forsøgsvise tilpasning til det. Man suges med af alle de oplysninger, man får, og af alle de skæbner, man bliver bekendt med, frem til det velovervejede selvmord, hvor han som officer sørger for en minutiøst arrangeret selvhængning, der leverer et så distingveret lig som muligt! Men han burde have skudt sig. En eller anden forbrydelse gjorde, at han valgte den for en officer nedværdigende død ved hængning.
Buk-Swienty har et godt bud på hvorfor, som man kan læse i bogens epilog.