I morgen er det allehelgenssøndag. Og i en pudsig blandingskultur som vores er det tid til både lysende græskarmænd og til at mindes de døde. Græskarmanden vil jeg lade grønthandleren og ungerne om. Men hvordan mindes de døde? Hvordan sætte ord på en sorg, der på mange måder er så omstyrtende en følelse, at de fleste af os kommer ud på den anden side som helt andre mennesker.
I forfatteren Charlotte Strandgaards mindebog om den skizofrene søn Hans, der udkommer i næste uge, slutter hun i tavsheden. Den indsigt, døden kan rumme, har hun ikke selv fået. Men på en mærkelig måde viser sønnen Hans hende stadig vej. For hvor hun vaklede, troede han. Hvor hun blev stum, kunne han tale. Desværre ofte med alt for mange stemmer inde i sit hoved.
Sådan kan de døde være til mere trøst end de levende. Også fordi de levende så forfærdelig gerne vil videre. Nu går det da bedre, gør det ikke? Det er ikke længere døden, der er et tabu, det er sorgen, siger sognepræst Lise Trap (der i 2007 mistede en søn på bare 21 år) i en ny lille citatbog, ”Sagt om sorg” af Louise Win-ther. Fordi ”sorg er alt det, der ikke er moderne”, fortsætter hun. ”Vi skal være hurtige, tjekkede og effektive og have styr på tingene. Når man er i sorg, er vi alt det modsatte - langsomme, ineffektive, grimme, utjekkede. Mennesker, der ikke hurtigt kommer over deres sorg, minder i ubehagelig grad andre om, hvor risikabel en affære tilværelsen er.”
For kort tid siden vandt sorggrupperne i Danmark Kristeligt Dagblads Initiativpris 2014. Måske fordi sorggruppen er et af de få steder, der er tilbage, hvor vi ikke skal være ”moderne”. Hvor der er plads til en helt anden tidsregning. Hvor vidt forskellige mennesker kan mødes i øjenhøjde om ét og det samme, der er så personligt og dog så ens - at have mistet den, man har kær.
Sammen med en god præstekollega har jeg selv igennem de seneste to år været leder af en sorggruppe i en af kirkerne i Københavns indre by. Er det ikke svært at holde til, bliver jeg ofte spurgt? Er det ikke deprimerende? Og mit svar er hver gang uden vaklen: nej!
Sjældent er jeg i et forum, der er mere givende, lyttende, støttende, opløftende. Sjældent møder jeg mennesker, der har så stærk en kærlighed (eller vrede), så ufortyndet en følelse, så rent et budskab. Her er ikke plads til falsk poseren. Her er vi langsomme, grimme og ineffektive, nøjagtig som Lise Trap skriver.
For døden er ikke perfekt. Døden er et sammenbrud af alle de succesmål, vi halsende søger at leve op til i hverdagen. Døden er et brud på enhver lineær tanke, enhver retning. I mødet med døden farer man vild. Og i starten ønsker man ikke engang at blive fundet igen.
Men hvis rummet er stort nok, er det netop på vildvejen, i den totale udsathed, i mødet med den natmørke realitet, at forvandlingen kan ske. På småbitte sneglefødder.
Fordi sorg er en fremkaldervæske, der er i stand til at fremkalde noget af det smukkeste, vi indeholder som mennesker. At prisen er høj, ved jeg. Men døden findes jo. Og at se det vilkår i øjnene uden selv at gå til grunde, er et af livets store spring. Ligesom ”sort sol”. Sådan beskrev en deltager sin sorg et år efter sin mands alt for tidlige død. Et overvældende præcist billede, synes jeg. Sorgen er stadig sort, den dækker stadig himlen, men se, nu flyver den, den bevæger sig, den er ikke længere massiv eller statisk. Den er selv en sol.
Sorg er nemlig ikke en psykologisk proces. Ikke kun. Sorg hører et andet og voldsommere sted til. Sorg er en forvandlingshistorie, hvor vi møder lag i os selv og andre, vi aldrig før har set. Vi kommer netop IKKE videre, hvor skulle vi også gå hen? Broen er jo brudt sammen. Men vi kommer i allerbedste og lykkeligste fald til et helt nyt land.
Det er et under. Men det er ikke desto mindre en mulighed. Jeg har set det ske med mine egne øjne. Igen og igen. Og erfaret det tidligt i mit eget liv. Og det giver, midt i de værste fortællinger, en flod af håb.
Forvandling kræver rum. Et rum til alle de flaksende fugle. Et rum i os selv. Og ikke mindst et fælles samtalerum, hvor man har mod til at holde sårbarheden åben som en våge i isen. For sådan er det overalt i livet, at det ikke er i det perfekte, men i sårbarheden, den nye kraft findes. Faren ligger altid i den blanke overflade. I at fryse til.
”Tak fordi du mindede mig/ om det vigtigste af alt./ Tak fordi du forlod mig/ og tog min usårlighed med”, skriver Helle S. Søtrup i den fine lille bog ”Audiens”. De ord kan man bruge, når man bliver slået af tavshed. Og de kan passende rettes til alle de sørgende, der er rundt om i landet - ikke kun allehelgenssøndag, men altid: Tak fordi I minder mig om det vigtigste af alt!