Det er ikke en dårlig idé at minde om, at verdenshistorien ikke udvikler sig efter en bestemt lovmæssighed, men ofte har foretaget uventede vendinger, fordi nye tanker og visioner er blevet italesat. Om den britiske forlagsmand Mark Hawkins-Dady gjorde sig sådanne tanker, da han i 2005 lancerede førsteudgaven af denne bog, kan vi ikke vide. For han har ikke ulejliget sig med at forklare principperne for sit udvalg ud over påstanden om, at bogens 58 taler ”forandrede verden”.
Fordi der ikke er noget overordnet redaktionelt princip, rummer bogen en blandet skare tekster, som virker tilfældigt udvalgt: Den begynder med Bjergprædikenen og muslimernes profet Muhammed og bevæger sig dernæst i et stort spring op til den britiske renæssance med Elizabeth I, Charles I og Oliver Cromwell, der nedsatte sig som diktator ved at afskaffe det engelske parlament. Derefter et nyt spring op i tiden til George Washington, Thomas Jefferson, Napoleon og Abraham Lincoln. Bortset fra de to forkæmpere for kvinders rettigheder, Susan B. Anthony og Emmeline Pankhurst, er resten af udvalget overladt til ikke færre end 37 mænd, deriblandt Woodrow Wilson, Lenin, Gandhi, Hitler, Chamberlain, Stalin, Kejser Hirohito, Winston Churchill, John F. Kennedy, Martin Luther King, Nelson Mandela, Malcolm X, Pave Johannes Paul II, Vaclav Havel, Elie Wiesel og Barack Obama. Ja, minsandten om man ikke også finder en tale af den ret mislykkede og herhjemme ukendte australske premierminister Kevin Rudd. Han holdt i 2008 en tale, hvor han sagde undskyldning til landets indfødte befolkning for den måde, det officielle Australien havde behandlet dem på. Her var ordene altså større end taleren.Den skæve kønsrepræsentation kan ses som udtryk for, at kvinder i historiens løb er blevet forment adgang til at tale i det offentlige rum. Men det vidner også om en manglende indsigt og fantasi bag den redaktionelle udvælgelse. Forkærligheden for engelsksprogede taler afspejler desuden bogens nationale oprindelse og den måde, verden anskues på i London og Washington. De fleste taler byder på tankevækkende læsning, som kan give historisk indsigt og sætte begivenheder i nutiden i perspektiv, for eksempel Havels tale om det krav om aktiv politisk deltagelse, som friheden og demokratiet pålægger os alle.Man kan diskutere, hvorvidt alle talerne har haft verdensforandrende betydning. Nogle er ret tvivlsomme kandidater til den prætentiøse påstand, for eksempel talen af Gerry Adams. Når vi ser verden ud fra vor egen tid, bliver vi let nærsynede. På bogens forside er Barack Obamas kontrafej anbragt mellem Mandela og Churchill. Han er også blevet tildelt bogens sidste ord. Det er udtryk for den samme fejlvurdering, som komitéen bag Nobels Fredspris i 2009 gjorde sig skyldig i, da den hævdede, at han havde givet ”verden håbet tilbage”. Obamas tale efter valgsejren i november 2008 er nemlig et godt eksempel på, hvor langt der kan være mellem retorik og handling. I sit forord gør Uffe Ellemann-Jensen opmærksom på, at samlingen viser, at det gælder om at have både historisk og kritisk sans for ikke at lade sig forlokke af gode talere, som ”søger at erobre vore hjerter og hjerner med ord”. Her tjener de redaktionelle indledninger til hver tale til god nytte.
Et alvorligt problem ved bogen er dens mangel på kildeangivelser. Det gør den uanvendelig til undervisningsbrug. For hvordan kan man sikre sig, at oversættelserne er korrekte? Om teksten fra Bjergprædikenen - Saligprisningerne og Fadervor - står det anført, at den bygger på ”internettet”. Der er hverken tale om nye eller den gamle autoriserede oversættelse af Det Nye Testamente. For at forhindre den slags sjusk burde forlaget have sat en mere grundig redaktør på værket. I øvrigt ville det have været en god idé at gøre opmærksom på, at bogen allerede i 2011 blev udgivet af Forlaget Sohn.