Der er kommet en ny genre inden for kulturen: I flere og flere aktuelle film og romaner ses for tiden et fornyet fokus på nazistiske gerningsmænd, hvis handlinger, tanker og følelser nøje beskrives og præsenteres. Ofte er dette fokus på gerningsmanden kædet sammen med moralske spørgsmål, der rækker langt ud over de historiske begivenheder fra dengang: hvordan ville vi selv have handlet i tilsvarende situationer? Og hvordan bliver man i det hele taget til en nazistisk bøddel?
Denne ”gerningsmands-litteratur” er i høj grad rettet mod nutiden og fremtiden. Den handler som oftest ikke om en benægtelse af den historiske skyld, men snarere om en udforskning af vores eget potentiale til at deltage i massemord.
Bøger i denne genre indeholder ofte ekstremt voldsomme beskrivelser af krig og massemord. Det ser man i franske Jonathan Littells ”De velvillige” fra 2006, danske Simon Pasternaks roman ”Dødszone 1943” fra 2013 og israelske Nir Barams roman ”Gode mennesker”, der netop er udkommet på dansk.
Men genren er ikke begrænset til udpenslet voldelige billeder. Den handler også om at opbygge moralske dilemmaer, som den nutidige læser kan spejle sig selv i. Læseren drages ind i gerningsmændenes uhyggelige univers for selv at tage stilling til de handlingsmuligheder, som romanpersonerne står overfor.
I sidste konsekvens undergraves den moralsk overlegne distance til bødlerne: Vi kan ikke længere vide, om vi i en lignende situation ville have handlet på tilsvarende vis.
I Tyskland har man længe undveget den historiske skyld ved at pege på de almenmenneskelige anlæg, som alle og enhver har med sig. De ægte gerningsmænd har med andre ord alt for ofte forsøgt at undskylde deres handlinger med en påstand om, at alle andre mennesker i deres situation nok ville have gjort det samme. De var jo i grund og bund anstændige mennesker, blev det bagefter påstået, som blot var tvunget til deres ugerninger af omstændighederne.
Dette er selvfølgelig nonsens: Det er ikke alle, der under en krig deltager i dens forbrydelser, og det individuelle ansvar for ens handlinger kan aldrig relativeres ved at påpege andres potentielle muligheder for at handle på tilsvarende vis. For at genren fungerer er det derfor af afgørende betydning, at den individuelle skyld ikke relativeres. Det almene potentiale for at blive til gerningsmand skal ikke kunne bruges som undskyldning af gerningsmændene selv: for at genren kan fungere skal deres skyld placeres konkret, individuelt og uden omsvøb.
Det er præcis her, Jesper Bugge Kolds roman ”Vintermænd”, der er kandidat til Debutantprisen på bogmessen i København i morgen, har sine alvorlige svagheder. Som udgangspunkt skriver romanen sig ellers præcis ind i den nye gerningsmands-litteratur, hvor krigens gru udstilles uhæmmet og præcist, og også her er perspektivpersonerne - to brødre - tyske SS-mænd. Og handlingen bygges op omkring moralske dilemmaer, som den enkelte skal forholde sig til: ”Her fik han mulighed for et valg,” lyder den centrale sætning, hvad brødrenes karriere i SS angår.
På velfungerende måde vises her, typisk for genren, de valgmuligheder og dilemmaer, den enkelte i bestemte situationer står overfor. Problemet ligger i, at Bugge Kold i sin roman i grund og bund fritager sine personer fra den konkrete skyld. Hans personer fremstår konsekvent som antinazister, der selvfølgelig inderst inde elsker jøder, og blot via omstændigheder, der påtvinger dem umulige valg, ender i SS og som fangevogtere i en koncentrationslejr. Og på nærmest mirakuløst vis lykkes det for de to brødre at undgå selv at skyde eller dræbe uskyldige mennesker.
Der er ikke tale om nogen dårlig roman.
Jesper Bugge Kolds fokus på de almenmenneskelige muligheder for at blive viklet ind i grusomme forbrydelser er velfungerende, afstumpetheden og samvittigheds-kvaler efter krigen er skildret overbevisende. Det egentlig afgørende spørgsmål om, hvordan nogle af os på kort tid kan udvikle os til fanatiske massemordere, mens andre (et meget lille mindretal, viser al forskning) undviger det og afstår fra at deltage i tilsvarende begivenheder, stiller Bugge Kolds roman derimod ikke.
Dertil er hans romanpersoner tegnet for positive: De viser os den anstændige SS-officer, der ikke kan påvirkes af nazisternes propaganda, og kun imod sin egen vilje bliver skyldig. De forbliver anstændige, midt i al gru. En ikke helt ufarlig kliché.