I efterhånden mange år har undertegnede givet udtryk for, at den opfattelse af Bob Dylan, som her i landet stadig er den fremherskende, er stærkt problematisk. Dylan er ikke en politisk protestsanger, men en moderne kristen kunstner, og det har han været lige fra debuten i 1962 og frem til i dag. Altså glæder det mig, at en bog som Jakob Brønnums nu udgives, hvor en tilsvarende opfattelse bliver udtrykt, og hvor den kæmpemæssige betydning, de bibelske skrifter har i Dylans sangtekster, underkastes en undersøgelse. Men skønt Brønnums bog har kvaliteter, er den af flere grunde vanskelig at holde af.
I forlagets pressemeddelelse hedder det, at bogen ”er den første Dylan-bog på dansk i nyere tid, der undersøger, hvad der ligger i Bob Dylans tekster”. Det er sandelig ikke korrekt, for så sent som i 2013 udkom bogen ”Hvor dejlige havfruer svømmer. Om Bob Dylans digtning”, redigeret af Anne-Marie Mai, Flemming G. Andersen, Heinrich Detering og undertegnede.
I Brønnums bog er denne udgivelse ikke nævnt med ét ord, endog til trods for at mit bidrag er en 58 sider lang argumentation for Dylans kristne ståsted og en omfattende påvisning af Dylans brug af Bibelen. Når Brønnums forlag og i et stort antal tilfælde han selv fremstiller sagen således, at han er den første, som dokumenterer, i hvor høj grad Dylan trækker på bibelske billeder, er det således forkert.
Det er dog ikke kun undertegnede, det går ud over. Brønnum indrømmer ganske vist, at der tidligere i den internationale Dylan-forskning er foretaget nogle studier af Dylans brug af Bibelen, og han anfører et sted tre centrale titler (der er reelt flere), men den ene af dem figurerer ikke på Brønnums litteraturliste, selvom han flere steder har gjort brug af den.
Selvfølgelig umuliggør bjerget af litteratur om Dylan, at man kan være lige velbevandret i det hele. Men idet der er tale om en bog på 380 sider med en fyldig litteraturliste og mange siders henvisninger, kan der med rimelighed stilles krav - især hvad angår den dansksprogede litteratur om emnet, men selv her mangler de væsentligste forgængere: Hvor er for eksempel Jesper Tangs bog om Dylans digtning?
Problemet viser sig også på andre måder. Nogle gange krediterer Brønnum i en note ophavsmanden til et fund eller et synspunkt, men i utallige tilfælde gør han det ikke. Den værdiløse formulering ”flere fortolkere mener” florerer, ligesom kildehenvisninger mangler til masser af citater. Særligt i disse tider, hvor internettet er så nemt at bruge og misbruge, må vi kæmpe for at holde fast i, hvor vigtigt det er at kreditere. Det er imidlertid ikke kun for sagens, andre Dylan-forskeres eller læsernes skyld, at Brønnums adfærd er problematisk, men faktisk også for hans egen. For man kommer i tvivl om, hvad der er resultatet af hans egen indsats, og hvad der forelå i forvejen. Og det er ærgerligt, for sandsynligvis har han faktisk selv opdaget mange af bibelcitaterne.
Dertil kommer, at Brønnums metode og fremstillingsform er diskutabel. Grundlæggende er bogen en kronologisk gennemgang plade for plade med henblik på at undersøge sangenes bibelske inspirationskilder. Men det giver problemer i forhold til at fremstille tematikker skarpt og sammenhængende. Flere steder gemmer afgørende tematiske observationer og endog konklusioner sig dybt inde i gennemgangen af en sang.
Desuden har Brønnum ikke gennemført sin erklærede hensigt konsekvent. Der findes mange flere sange med bibelske inspirationer end dem, Brønnum omtaler, ligesom han i sine læsninger overser mange i de behandlede sange. For eksempel hedder det skråsikkert om ”Rainy Day Women # 12 and 35”, at det er ”en titel, der er helt uden betydning”. Mon dog? Som Michael Gray har anført, henviser den til Ordsprogenes bog 27, 15. At allerede titlen på den første sang på et af Dylans hovedværker, ”Blonde on Blonde” (1966), peger på det bibelske, turde være uhyre betydningsfuldt i denne sammenhæng. I ”All Along the Watchtower” opdager Brønnum ikke bibelhenvisningen i figuren Tyven, nemlig Jesus, og ser derfor ikke, at sangen er en samtale mellem denne og digterjeget. Galt går det også angående ”Ring Them Bells”, hvor Brønnum overser et helt centralt element, nemlig at tekstens ”fire vinde” refererer til verdensdommen i Johannes' Åbenbaring.
Ydermere skriver Brønnum hyppigt om sange, hvori han intet bibelsk har fundet. Man efterlades med det indtryk, at Brønnum simpelthen har valgt at beskæftige sig med de sange, han holder af, eller som han fortolkningsmæssigt mener at kunne sige noget om. Endda inden for den enkelte tekst sorteres der hårdt: Det er meget sjældent, at en hel sang gennemgås, ofte plukkes nogle verslinjer, medens andre lades uomtalt. Og især i den sidste del af bogen afløses analyser og fortolkninger langt hen af causerende strøtanker. Endelig vrimler det i bogen med faktuelle fejl.
Alt i alt giver det et indtryk af manglende fokus, ikke mindst i henseende til det erklærede formål. Og så giver bogen den fornemmelse, at den er skrevet i bidder. I forbindelse med ”Desolation Row” fra 1965 kalder Brønnum det overraskende, at Dylan allerede på dette tidspunkt afviser videnskabens materialistiske verdensbillede uden Gud. På baggrund af bogens foregående 104 sider er det vanskeligt at forstå, hvad der er overraskende ved det. Har Brønnum skrevet læsningen af denne sang, inden han skrev om pladerne op til dette tidspunkt? Eller har han ændret synspunkt på Dylan, efterhånden som arbejdet med bogen skred frem? Og når Brønnum mener, at næstekærligheden mangler på Dylans evangeliske plader, således at kun dommen står tilbage, tænker han ikke på, hvad han blot få sider længere fremme ellers så fint siger: at Dylan benytter sig af en modstillingsteknik, hvor kærligheden fremstår i kraft af alt det, som står i modsætning til den.
Problemer er der altså nok af i denne bog. Men gode ting er der også at hente, især for den, som ikke tidligere har set Dylans sange i bibelsk lys. Brønnum laver således en meget smuk og overbevisende læsning af ”Forever Young” som en kristen salme.
Imponerende er også læsningen af ”Changing of the Guards”, en sang, der af mange har været regnet for noget nær uforståelig, men som her foldes flot ud. Det er oplagt eksempel på, hvordan Dylans tekster åbner sig, når et mere kongruent (kristent) perspektiv anlægges på dem.
Ligeledes er læsningen af ”Is Your Love in Vain?” slående. Sangen kom i 1978 og blev i Danmark lagt for had som reaktionær og kvindeunder-trykkende - og så viser Brønnum eksemplarisk, hvordan kvinden i sangen er Martha fra Lukasevangeliet. Ikke at dét ville have virket formildende dengang, men så havde man da kritiseret, hvad Dylan faktisk skrev.
Hvis man er interesseret i Bob Dylan og/eller i hans brug af Bibelen, bør man læse Jakob Brønnums bog. Men den hverken kan eller bør stå alene. Det er hverken Dylan eller vi andre, der har skrevet om dette her, tjent med.