”Myten lader det foregå udvortes, som er indvortes”, skrev Søren Kierkegaard, og det er i grunden noget af det klogeste, der er sagt om myter. For hermed karakteriserede Kierkegaard myten som en fortælling, der afdækker dybe lag i tilværelsen, lodder lovmæssigheder i menneskelivet og gør os klogere på verdens indretning.
Højt at flyve, dybt at falde, siger folkeviddet, og netop det illustrerer Ikaros-myten. Ved skæbnens ugunst er Ikaros sammen med sin far Daidalos endt i fængsel på Kreta. Men Daidalos er opfinder og kommer på den geniale ide at dryppe stearin på sig selv og sin søn og derpå klistre fuglefjer på armene. Lige inden de skal flyve, advarer Daidalos sin søn: ”Flyv ikke for langt op mod solen! Hvis det bliver for varmt, smelter stearinen, og så falder vingerne af!”. Til ingens overraskelse griber overmodet Ikaros: ”Jeg vil flyve endnu højere end solen!”. Og så ved vi jo, hvad der sker: Vingerne falder af, og Ikaros omkommer på havets bund. Daidalos erkender: ”Måske var det alligevel ikke meningen, at vi mennesker skulle forsøge at flyve. Måske er der en mening med, at vi står fast på jorden og løser vores problemer - i stedet for at tro, vi kan flyve uden at have en flyvemaskine.”
Ikaros-myten har også i kristendommen tjent som en advarende lignelse om, at et menneske må lære at tøjle sin ærgerrighed. Ikaros gjorde sig skyld i hovmod og måtte betale med døden. Og hovmodet er jo en af de syv dødssynder, så her kan man jo inddrage et kristent perspektiv. Eller hvad?
For jeg studser over forlagets følgebrev, hvori Sigurd Barrett udtaler: ”Jeg tror, at vi alle har behov for åndelighed - både os voksne, men også vores børn. Og da vi ikke længere har folkekirken som en selvfølgelig institution for åndelighed, så opstår behovet for at lære om de forskellige mytologier.”
Hvad er det, Sigurd Barrett siger her? Ja, han indtager en position, der med ond vilje kan tolkes, som om den græske gudeverden kan erstatte kristendommen. Og det er ejendommeligt, eftersom Sigurd Barrett har haft kolossal succes med netop sin gendigtning af Bibelen og med henvisning hertil skrev kronik her i bladet med følgende budskab: ”Hvis vi står sammen om at brede det gode kristne budskab ud, tror jeg, vi kan komme rigtig langt.” (Kristeligt Dagblad den 19. april 2010) Er Sigurd Barrett kommet i tvivl om folkekirkens fremtid, eller prøver han blot på at sælge sin nye bog?
Under alle omstændigheder er det misvisende at fremstille græsk mytologi som et alternativ til folkekirken. En sådan form for åndelighed er meget tvivlsom og kan trækkes i mange retninger. Her kunne Barrett have lært noget af Søren Kierkegaards definition af myten.
Alligevel må jeg tilstå, at al skepsis og alle tvivl vedrørende selve projektet er forsvundet under læsningen. For med tredje og sidste bind i sin såkaldte gude-trilogi - de to foregående hed ”Sigurd fortæller Bibelhistorier” og ”Sigurd fortæller om de nordiske guder” - har Barrett løst en civilisatorisk kerneopgave: at introducere grundfortællingerne i vores kultur for nye generationer.
Det gælder dog græsk mytologi, at både børn og voksne undertiden løber lidt sur i de mange navne. Allerede Hesiod (700 f.Kr.) beklagede sig: ”Det er besværligt for dødelige at opregne navnene på dem alle.”
Derfor er det glimrende, at Barrett til slut har medtaget højdepunkterne fra Homers ”Odysseen”. Som man måske husker, er Odysseus' mål at nå hjem til Ithaka. Undervejs løber han sig adskillige stavere livet, for Odysseus har pådraget sig Poseidons vrede, som dog til slut bliver sat til vægs.
Odysseus er nok det mest opbyggelige bekendtskab i bogen, idet han kan forvandle et hvilket som helst skibbrud i tilværelsen til en triumf. Her virker Odysseus som et moderne, dynamisk menneske uden retrætementalitet og med en enestående evne til at absorbere modgang. Odysseus tør, hvor andre tøver. Han ved, at man ikke kan få det hele, hvis man kun giver det halve.
Og jeg skal hilse og sige, at afsnittet ”Historier fra Odysseen” gik rent hjem hos vores datter Elisabeth på 11 år, der var ved at tabe både næse og mund, da hun hørte om den græske helts sammenstød med kykloper, hekse og søuhyrer.
”Øv, er den allerede slut,” var hendes replik, da Odysseus til slut bliver forenet med sin Penelope.