Sikkerhed risikerer at trumfe frihed i terrorsager

Carsten Bagge Laustsen leverer fine refleksioner over terror i ny Tænkepause-bog

Bogomslag.
Bogomslag. .

Lige siden den amerikanske præsident George W. Bush sagde ”Den, der ikke er for os, er imod os” har det været mere end almindeligt svært at forholde sig nøgternt til, hvad terror er. Terror er blevet et følsomt emne, hvor enhver tilgang, der er andet end fordømmende, risikerer at blive beskyldt for at gå terroristernes ærinde.

Carsten Bagge Laustsen, lektor i politisk sociologi, har det fornødne mod til at sætte sig ud over denne ramme i bogen ”Terror”, der er hans bidrag til Aarhus Universitetsforlags stadigt mere imponerende serie af ”Tænkepauser”. Bogen placerer sig smukt i den særlige genre, tænkepause-formatet har haft så stor succes med at skabe. Den uhøjtidelige ramme giver mulighed for at løfte et tilsyneladende velkendt emne ud af selvfølgelighedernes trummerum og ind i et rum, hvor der bliver plads til skæve og øjenåbnende refleksioner.

Det første og største problem i at forholde sig til terror består i, hvordan man overhovedet definerer begrebet. Problemerne er mange. Som bekendt var der ikke så få danskere, der begyndte året 1945 med at være terrorister, men alligevel endte året med at være modstandskampens helte. Allerede den historie viser, at et afgørende spørgsmål i forhold til terror altid er: Hvem har definitionsmagten? Den, der har retten til at fastslå, hvem der er terrorist, er begrebets herre og kan anvende det efter forgodtbefindende. I den forstand er terror-begrebet altid et våben, der stiller sig i de aktuelle magthaveres tjeneste - ganske uanset hvilken karakter de måtte have.

Terroristen modsætter sig den bestående orden, og han gør det ofte på voldelig vis. Alligevel er det ikke al vold, der er terror. Det er vigtigt, men også ganske svært, at afgrænse terroren fra nabokategorien ”krig”. Hvis krigen virkelig, som Laustsen siger, er en særlig civiliseret form for fjendskab, så adskiller terroren sig klart nok herfra ved sin uciviliserede form. Dette definitionsforsøg kræver jo rigtigt nok allerede, at man overhovedet finder det rimeligt at tale om civiliserede voldsformer. Der er jo dog det rigtige i bestemmelsen, at mens krigen faktisk er en accepteret del af den internationale orden, så er terror det ikke, uanset at krigen næsten altid koster mange flere ofre end terroren.

Det synes oplagt nok at være et særligt træk ved terroren, at den spiller på frygten. Eftersom frygten er en psykologisk kategori, der giver irrationaliteten let spil, kan den også få det ikke særligt frygtelige til at tage sig overordentlig frygteligt ud. Terrorismen skaber frygtsomme mennesker, men ofte er politikere mindst lige så dygtige som terroristerne til at spille på den magt, frygten har over sjælene. I Carsten Bagge Laustsens bog er det da også en gennemgående og ganske skræmmende pointe, at terroren og dens bekæmpere har en tendens til at komme til at ligne hinanden.

For Laustsen er det mest uhyggelige ved terroren, hvad den gør ved os selv. Fordi vi anskuer terroren som en absolut undtagelse, får den vores moralske standarder til at smuldre. Sådan forholder vi os ikke til kriminalitet. Vi bekæmper naturligvis også kriminaliteten, hvor vi støder på den, men vi har ret beset ikke nogen forventning om, at politiets daglige indsats skulle kunne udrydde kriminaliteten som sådan. Måske er det derfor, at vores kriminalitetsbekæmpelse næsten altid foregår ordentligt og uden at vi kompromitterer de retsstatsværdier, som vores samfund hviler på.

Når vi skal bekæmpe terror, har vi til gengæld meget let ved at forfalde til metoder, der undergraver samfundets grundlæggende værdier. Her kommer man ikke nødvendigvis for en dommer inden for 24 timer - ja, undertiden kan man faktisk blive indespærret uden tidsbegrænsning og uden nogensinde at se en dommer. Her er man ikke sjældent skyldig, indtil det modsatte er bevist, og ofte finder vi i lyset af terroren tortur berettiget. Hertil kommer naturligvis den endeløse oprustning i elektronisk overvågning, som terroren fungerer som anledning til. Også det er et område, hvor stater - uden den mindste anger - bryder egne og internationale love for efterfølgende at jagte dem, der afslører disse lovbrud, og kalde dem terrorister.

I det hele taget har terrorbekæmpelsen en tendens til at føre til, at vi prioriterer vores sikkerhed på bekostning af de andres frihed, siger Carsten Bagge Laustsen. Hans glimrende bog munder ud i en vigtig formaning til os alle sammen. Den medicin imod terror, som terrorbekæmpelsen leverer, truer med at blive en frygteligere fjende end den sygdom, den skulle bekæmpe.

kultur@k.dk