DR sætter fokus på opdagelsen af Jylland

Ny programserie begynder i morgen med fokus på nogle af 1800-tallets centrale historier set fra Jylland

Gammelt Danmarkskort fra 1683 - inkl. Skåne (genoptryk af antikvitet fra oplysningstiden).
Gammelt Danmarkskort fra 1683 - inkl. Skåne (genoptryk af antikvitet fra oplysningstiden). Foto: Mads Jensen.

Der var engang, hvor Jylland, set fra den københavnske elites synspunkt, nærmest var Danmarks svar på Sibirien. Et øde og uinteressant sted, hvortil kun de færreste havde lyst til at rejse.

Det billede ændrede sig imidlertid brat i løbet af 1800-tallet, hvor Danmark gik fra at være en stormagt til at være et lille land. Fordi vi i 1814 mistede Norge og i 1864 Holsten og Slesvig, faldt blikket pludselig på potentialerne i det landområde, der lå midt imellem, nemlig Jylland.

Den periode i historien sætter Danmarks Radio nu fokus på i fem programmer med den fælles titel ”Opdagelsen af Jylland”, der sendes på DR K fra i morgen. Programmerne er kraftigt inspireret af professor på Syddansk Universitet Steen Bo Frandsens bog fra 1996 med samme titel, men at de også er helt deres egne, er blandt andre programvært Cecilie Nielsen garant for.

Hun har denne sommer kørt Jylland tynd i en rød Opel Kadett fra 1970'erne og har opsøgt nogle af de steder, hvor begivenhederne tog fart for snart 200 år siden. Hun har eksempelvis været en tur i Esbjerg, der i 1800-tallet blev løsningen på Danmarks behov for en vestvendt havn, og hun har kørt i området omkring Viborg, hvor den ufrugtbare hede blev forvandlet til landbrugsjord, og hun har sovet i hedeopdyrkeren Enrico Dalgas' hus. Overalt har hun opsøgt mennesker, der har en historisk interesse og viden, eller som er en del af den nye jyske virkelighed, der voksede frem i 1800-tallet.

”Vi har jo ikke levende billeder eller mange fotografier til vores rådighed, men til gengæld findes historien alle steder. Det handler bare om at kigge efter,” siger Cecilie Nielsen.

Hun har været ansat i Danmarks Radio i to år og var blandt andet vært på DR K-serien ”Huse, der former os” om velfærdsstatens historie. Inden da læste hun historie på Københavns Universitet, men sprang fra studiet lige før specialeskrivningen, fordi hun fik chancen for på DR at formidle noget af alt det, hun brænder for.

”Jeg har altid vidst, at det, jeg skulle, var at formidle historien. Det, der skete i fortiden, er det, vi skal lære af i dag. Der er så mange spændende ting og begivenheder fra historien, som direkte kan relateres til vores liv i dag. Hvis jeg kan få seerne til at forstå det, er jeg glad,” siger hun.

”Opdagelsen af Jylland” handler ikke om krigene, men om alt det, der foregår som konsekvens af dem: Hvad betød tabene i 1814 og 1864 for almindelige mennesker dengang, og hvilken betydning har de i dag?

Svarene henter Cecilie Nielsen blandt andet hos modeljernbaneentusiaster, en italiensk pizzarestauratør, et par brugsuddelere og en flok sæler, alt imens hun inddrager historiske personligheder som blandt andre handelsmanden Tietgen og præsten Hans Christian Sonne, der oprettede Danmarks første brugsforening.