De 29 digte, som denne samling består af, stammer fra omkring 1843 og blev offentliggjort det følgende år i ”Min vinterbestilling”. Digtene, der er blandt de sidste, Blicher skrev, er forblevet temmelig upåagtede. Og selvom de da heller ikke når op på niveau med Blichers lyriske hovedværk, ”Trækfuglene” fra 1838, er de naturligvis i høj grad et bekendtskab værd.
Bogen udkommer i 200-året for Blichers debut og rummer, som formanden for Blicher-Selskabet, Erik Harbo, formulerer det, ”megen livsvisdom, som den gamle digter har ønsket at give sine læsere som en sidste poetisk hilsen”. Netop sådan opleves ”De danske træer”.
Udkastene til digtene skrev Blicher på bagsiderne af en samling amtskort over Jylland, medbragt på rejser, som han foretog hen imod slutningen af sit liv. De tæt beskrevne sider er i dag kendt som ”Kladdebogen”.
Blicher-Selskabet har i den smukt tilrettelagte udgivelse ønsket ikke alene at gengive digtene, men også i videst muligt omfang at inddrage de hentydninger til naturen, som de rummer, først og fremmest de beskrevne planter og træer. Teksterne ledsages af nyttige noter, der kort og klart fortæller om, hvordan de pågældende planter og træer blev anvendt, og yderligere om, hvordan de indgik i folketro og sagn.
Således læser vi om birken, at den engang kunne forsyne mennesker, der af omstændighederne var tvunget til nøjsomhed, med både vådt og tørt. Om foråret brugte man at tappe træet for saft og deraf fremstille ”en slags vin”. Og i tider med hungersnød kunne man spare på melet ved at blande det med knust birkebark. Desuden anbefaledes træet som et middel mod hekse. Var en trappensten fejet med heksekoste, måtte ondskabens lumske repræsentanter opgive at bestige den. Da kong Christian den Femte engang spurgte rektor for Ribe Latinskole, hvorfor så mange lærde mænd udgik lige fra denne skole, lød svaret: ”Der vokser en smuk birkeskov ikke langt herfra, den gør gode disciple.”
Det for helheden væsentlige billedstof, der blandt andet består af gamle tegninger, brudstykker af kalkmalerier samt ikke mindst mange fine naturfotos taget af Erik Harbo, findes på venstresiderne, mens højresiderne er reserveret digtene og noterne.
”De danske træer” må grundlæggende læses som et udtryk for digterens afsked med livet, dets glæder og sorger.
Afskedstemaet indrammer samlingen, fremhævet som det er både i det første og det sidste digt. I det første, ”Sillie”, maner digteren til forsigtighed. Han finder det vel dristigt af seljepilen, som titlen hentyder til, at slippe blomsterknopper løs, før den har blade til at beskytte dem med. Rapt tager pilen til genmæle: ”Døgnflue du! som Menneske dig kalder./ Er der ej i dit korte Liv en Alder,/ da Elskov kommer førend Hus og Hjem?/ Maaskee det alt er gaaet dig afglem.”
I det sidste digt konstaterer hedelærken - læs: Blicher - at blomstertiden snart er forbi. På den mørke tavse sti spøger jægeren vemodigt til sangeren - hvor er den dog blevet af? Med svaret klinger samlingen ud: ”Hm, han har sunget sig tildøde; men/ der efter ham vil komme nye igen./ Saa mange ej den gamle savner,/ som Graven favner.”
Imidlertid er det samtidig en livskraftig samling, dybt præget af Blichers fortrolighed med skov og have. Meget gror i digtene.