Lykke Friis' mor er tysker, og den tidligere minister og nuværende prorektor på Københavns Universitet er ikke bange for at udnævne Tyskland til sit andet hjemland.
Sådan har det ikke altid været. Forfatteren genkalder sig 1970'erne, hvor der blev set skævt til én, hvis man talte tysk i det offentlige rum. Men i dag er der både penge og prestige i det tyske sprog, hvad københavnske etablissementer som Café Gefährlich og tv-programmer som ”So ein Ding” vidner om.
Lykke Friis er også en lykkelig hundeejer, og det har slået hende, at hun deler denne glæde med umådeligt mange tyskere. Ja, forbundskansler Konrad Adenauer gik så langt som til at sige, at hvis han lagde sig ud med landets hundeejere, ville han blive sat fra bestillingen.
Det firbenede kræ er derfor et slags ledemotiv i Lykke Friis' impressionistiske og anekdotiske Tysklandshistorie.
”Hund efter Tyskland” begynder med Bismarck, der allerede i studietiden havde noteret sig, at når han blev kaldt op til rektor, havde det en afsvalende virkning, hvis han medbragte sin grand danois. Og da Bismarcks forhandlinger med Rusland gik i hårdknude, reagerede hunden Tyra på den russiske udenrigsministers febrilske gestikulationer ved at snuppe en ordentlig luns af russerens gallabukser. Bismarcks lakoniske kommentar var lige så rammende, som den er morsom: ”Jeg har stor respekt for min hunds menneskekundskaber. Den er både hurtigere og grundigere end mig.”
Men Lykke Friis' bog handler selvsagt ikke blot om hunde, men også om de to verdenskrige. Ligesom Spanien havde haft sin storhedstid i det 16. århundrede, og Frankrig havde haft sin storhedstid i det 17. århundrede, så oplevede tyskerne 1930'erne som en storhedstid.
Skønt tyskerne havde tabt den første verdenskrig, stod de nemlig sammen om at bære landet fremad og opad. Friis peger her på det paradoksale, at samtidig med at det tredje rige indførte en epokegørende dyrebeskyttelseslov, så behandlede nazisterne jøderne værre end dyr, blandt andet ved at anvende hunde i kz-lejrene.
Efter nederlaget ved Stalingrad i 1943 kæntrede det nazistiske verdensbillede. Og i april 1945 gik det endeligt under, da Hitler skød sig selv, mens hans livsledsager, Eva Braun, slugte giftkapsler. Dog først efter at have kontrolleret virkningen af dem på førerens hund, Blondi.
Lykke Friis udsender sin bog i anledning af 25-året for Murens fald, og optakten hertil fylder naturligvis en del. I virkeligheden var det måske en fejl, der gjorde, at Muren faldt. DDR's ledelse udsendte meddelelser til embedsapparatet, hvoraf nogle læste det hele og kun forstod det halve, mens andre læste det halve og ingenting forstod af det hele. Det var nok det første, der gjaldt talsmanden Schabowski, som i distraktion gav udrejsetilladelse.
Herefter stod ægteparret Honecker med afmagten malet i alle ansigtstræk som den afviste prinsesse i H.C. Andersens eventyr og jamrede: ”Ach, Du lieber Augustin, Alles ist væk, væk, væk!”. For Honeckers hus blev omdannet til en psykiatrisk klinik (!), og de selvsamme soldater, som havde bevogtet Berlinmuren, blev nu sat til at rive den ned. Siden blev murbrokkerne solgt til højestbydende i Vesteuropa og USA.
Lykke Friis skildrer glimrende magtspillet mellem Gorbatjov og Kohl op til genforeningen. Selvom Kohl faktisk stod foran en akut prostataoperation, annullerede han operationen. Kohl kæmpede for mere end sig selv. Og deraf kom den ildhu og kompromisløse energi, hvormed han fik en aftale i stand med den russiske generalsekretær, der turde sige nej til sine egne, når han fandt det nødvendigt.
Kohls omdømme er siden blevet ramponeret på grund af ulovlig partistøtte, og det er rigtignok ingen spøg at blive hængt til tørre i alles påsyn. Lykke Friis peger dog på, at Kohl henter trøst i det arabiske ord om, at nok glammer hundene i landsbyen, men karavanen drager videre.
Og det har en ny generation af tyskere også gjort, idet de har lagt den konstant dårlige samvittighed og evige anger over fortidens synder bag sig. Nazisterne misbrugte og kompromitterede det nationale, men i dag er der ikke noget suspekt ved at være glad for Tyskland.
Det konstaterer forfatteren mod slutningen af sin bog, der fortjener påskønnelse for den levende fremstilling og det uomtvisteligt dramatiske håndelag, der karakteriserer den.
kultur@k.dk