Jeg er vild med 67p. Kometen, der blev verdensberømt i sidste uge, svæver omkring et sted ude i rummet 500 millioner kilometer borte. 67p kan måske rumme svaret på det store spørgsmål om, hvordan livet er opstået, og hvilke processer der var på spil, da solsystemet blev dannet, har astrofysiker Michael Linden-Vørnle fra Danmarks Tekniske Universitet forklaret.
Det gælder altså intet mindre end livets oprindelse. Det er stort. Svimlende stort. Og så er det rasende interessant og så langt ude, at man skulle tro, det var løgn. Eller i det mindste den fineste fantasi. Men det er det ikke. Det er den rene raketvidenskab.
De er ikke kede af det på DTU, når det er intet mindre end livets oprindelse, de går efter. Men de har tilsyneladende også virkelig fat i noget, selvom det var lidt skuffende, at landingsfartøjet Philae gjorde et hop på egen hånd og derefter faldt i søvn af mangel på energi.
67p. Det er et dejligt navn, ja helt poetisk, når man erindrer sig, at Antoine de Saint-Exupérys lille prins bor på asteroide B-612. Og så har kometen form som en badeand, som det så malerisk forlyder blandt videnskabsjournalisterne. Det er godt at få det lidt ned på jorden og i øjenhøjde med vores forestillingsevne, for et flyvende objekt 500 millioner kilometer borte er godt nok langt væk. Og når det så har en alder på flere milliarder år, ligger det helt og aldeles uden for vores erfaringshorisont. En døgnflue synes at have et evigt liv sammenlignet med et menneskes år set i det kosmiske perspektiv.
Man skal langt ud for at finde kimen til livet. Eller helt tæt på. Det er næsten det samme. Astrofysik og biokemi er lige langt væk fra den dimension, vi lever i til dagligt. Det er også derfor, at jeg kan få lidt kolde fødder, når jeg tænker mig om, og ikke bare lade mig henrive i begejstring over naturvidenskabens triumfer. Hvis de finder aminosyrer på 67p, og man dermed helt konkret kan påvise, at kimen til et biologisk liv svæver frit rundt i rummet og har gjort det siden solsystemets skabelse, så står der tilbage at forklare, hvorfor disse aminosyrer klæber sig sammen til stadig større klumper med stadig mere differentierede formål og funktioner. Nogle af dem er blevet til mennesker, der har sendt en raket ud i rummet til 67p.
Men hvad er det, der driver værket?
10 år før satellitten Philae blev sendt af sted fra Jorden med kurs mod 67p, skrev Solvej Balle novellesamlingen ”Ifølge loven”. Den første novelle handler om, hvordan biokemikeren Nicolas S. søger efter det stof i hjernen, som er årsag til menneskets oprejste stilling og gang. Det gør han ved at dissekere og mikroskopere en netop afdød kvindes hjerne. Det er signalstoffet pd-3-p. Men pointen er, at der mangler noget i Nicolas S.' undersøgelse, og han ved ikke præcist, hvad det er. Det kommer læseren dog på sporet af, da Nicolas S. forestiller sig, hvad hans kæreste vil sige, når han kommer hjem og fortæller hende om sin sensationelle opdagelse:
”Med et svagt udtryk for misbilligelse ville hun spørge, om opdagelsen af biokemiske årsager gav mennesket nogen grund til at færdes oprejst, med rank ryg og løftet ansigt, på skrå scenegulve, foran firefarvede plancher, ved miltære parader.”
Nicolas S. mangler således at undersøge viljen til at stå oprejst. Han mangler at gøre rede for det valg, et menneske har. Det kan vælge at kravle på alle fire, hvis det vil. Det kan stå oprejst, hvis det vil. Det kan sågar vælge livet fra, sådan som kvinden, hvis hjerne han dissekerer, har gjort det. Hun har pd-3-p i sig, men lige meget hjælper det, fordi hun ikke vil være i menneskenes verden, men mellem de sjælløse ting. 67p ville være et godt sted for hende.
Under sine forsøg har han set bort fra den menneskelige faktor og har mistet jordforbindelsen. Han har i bogstaveligste forstand glemt at tage et passende fodtøj på i kulden, og han har helt glemt sin kæreste og sit medmenneske, mens han har været optaget af sin forskning.
Mens videnskabsmændene i den kommende tid fortolker de data, som Philae heldigvis nåede at sende tilbage til Jorden, før den faldt i søvn, og mens de venter på, at Philae forhåbentlig vil ringe os op til sommer, når den igen kommer ud i lyset og får fornyet energi, så kan vi andre også tænke med om livets oprindelse.
Set fra et menneskeligt synspunkt må der flere forklaringer til end dem, en astrofysiker og biokemiker kan komme med. Forestillingen om en skabende gud ligger ligefor, men hvis vi bare indskrænker os til et rent menneskeligt synspunkt, så hænger livets oprindelse sammen med så flygtige og gådefulde fænomener som vilje og lyst. At have lyst og vilje til livet og til at give det videre er en mulighed, men ingen nødvendighed.
Jeg tror da ikke, at man finder årsagerne til oprindelsen på 67p. Så skulle det da blive et højst guddommeligt opkald, vi får fra Philae til sommer - hvis den altså nogensinde vågner af sin dvale og bliver i stand til at sende os svaret på livets gåde.