Mit livs øjeblik: Da Peter Aalbæks bedstemor græd en tåre af blod

Beruset af champagne, søvnmangel og skamfølelse begav filmproducent Peter Aalbæk Jensen i 1986 sig ned i kapellet til sin døde bedstemor for at sige farvel. En tåre af blod fik ham til at indse, at han var nødt til at tage mere ansvar over for sin relation til dem, der var ham nærmest

"Jeg er helt klar over, at mange anser mig for at være den glade klovn, der vælter rundt i bar røv. Men den dag fik jeg i mit eget indre en større klangbund," siger Peter Aalbæk
"Jeg er helt klar over, at mange anser mig for at være den glade klovn, der vælter rundt i bar røv. Men den dag fik jeg i mit eget indre en større klangbund," siger Peter Aalbæk . Foto: Kasper Palsnov.

Det var en tidlig morgen, jeg endelig blev færdig. Gennem flere år havde jeg kæmpet med at lave en filmdokumentar om komponisten Rued Langgaard, og denne morgen i 1986, da jeg var 30 år og studerende på Filmskolen, besluttede jeg mig for at fejre afslutningen med champagne.

Jeg havde knoklet uafbrudt de seneste par døgn helt uden søvn, så jeg blev hurtigt ret opstemt og boblede af glæde, da jeg nåede hjem i min lejlighed og hørte telefonen ringe. Der fortalte de mig, at min bedstemor var død.

Jeg faldt øjeblikkeligt og tungt ned i dyb sorg. Egentlig var mit forhold til min bedstemor ret blandet, for hun var lidt en forkrampet størrelse og ikke god til følelser. Men skyldfølelsen over ikke at have besøgt hende mere på plejehjemmet stak alligevel hårdt til mig, så stadig hulkende kastede jeg mig ind i en taxa og kørte mod kapellet, hvor hun var lagt ned i en køleboks.

Det var en surrealistisk rejse. Jeg havde været så lykkelig over, at dokumentaren endelig var afsluttet, for det havde nærmest været en besættelse for mig. Jeg ville bevise mig selv som filmmager, og nu var det lykkedes, og så lå hun der og var død, og det var umuligt at tænke rationelt, jeg var bare helt færdig.

Jeg kyssede hende på kinden. I situationen virkede det naturligt, men i det samme kom der en tåre af blod fra hendes øje og trillede ned over ansigtet. Det var meget filmisk – grumt og grufuldt på samme tid. Hun lå der i en rustfri stålkøleboks med lysstofrør i loftet, og så var der døden og blodet, der flød. Det hele fik sin egen skønhed, og det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, selvom blodet sikkert havde en eller anden medicinsk forklaring.

For mig var det et tegn. Lige pludselig, lige dér, fattede jeg den forpligtelse, jeg havde haft til at se igennem fingre med en ældre kones kejtethed. Jeg forstod, at jeg jo også kunne gøre noget. Jeg kunne have givet hende mine følelser i stedet for bare at vente på hendes. Jeg burde have rummet hendes og hele hendes generations uperfektheder i forhold til at komme tæt på andre mennesker. Men jeg gjorde det ikke, jeg var for optaget af mig selv.

Jeg er helt klar over, at mange anser mig for at være den glade klovn, der vælter rundt i bar røv. Men den dag fik jeg i mit eget indre en større klangbund. Jeg holdt op med at have så mange faste meninger om, hvad folk omkring mig – ikke mindst de ældre generationer – skyldte mig eller kunne have gjort bedre. For det er ethvert voksent menneskes eget ansvar at få ryddet op i de følelsesmæssige forstyrrelser, der måtte være i forhold til familie og venner.

Mennesker er generelt ret elendige til at omgås hinanden, ikke mindst som unge er vi utrolig fordømmende. Min bedstemors død og blodståren, der fulgte, blev en opvågning for mig i forhold til i højere grad at være den, der rummer andre.

Siden episoden har jeg selvfølgelig været både dum og umulig flere gange, men jeg er holdt op med at synes, at det er alle mulige andres skyld, når jeg er det. Faktisk begyndte jeg efter min bedstemors død at opfordre alt og alle til at få snakket ud med deres nærmeste, inden de døde, og det gør jeg stadig: Tag initiativet til, at der ikke ligger alle mulige uafklarede forløb, for det er en dum måde at ende et forhold til et andet menneske på.