Jeg har fundet min grandonkels dagbøger. Han var udvandret fra Lenzburg til Paris i 1932 for at søge lykken i filmindustrien. I august 1940 – en måned efter den tyske besættelse af Paris – skriver han:
”Her regner alle med, at de drager af igen i slutningen af året. Det bekræftede de tyske officerer også over for mig. Lige så hurtigt, som Frankrig faldt, vil England falde. Og så vil vi endelig have vores hverdag tilbage igen i Paris – omend som en del af Tyskland.”
Hvis man i dag slår en historiebog op om Anden Verdenskrig, bliver man konfronteret med en helt anden historie. Den fire år lange besættelse af Frankrig synes at følge en nødvendig krigslogik. Set i bakspejlet forekommer det faktiske krigsforløb at være det mest sandsynlige af alle mulige scenarier. Hvorfor gør det det? Fordi vi er ofre for bagklogskaben (på engelsk: ”hindsight bias”).
LÆS FØRSTE AFSNIT I SERIEN: Har du styr på dit liv?
Hvis man læser prognoserne fra 2007 i dag, bliver man overrasket over, hvor positive udsigterne dengang så ud for årene 2008 til 2010. Et år senere, i 2008, kollapsede finansmarkedet. Hvis man spøger de samme eksperter om årsagerne til finanskrisen i dag, svarer de med en overbevisende historie:
Forøgelse af pengemængden under Greenspan, ansvarsløs udlånspolitik, korrupte kreditvurderingsbureauer, lemfældige regler for egenkapital osv.
Set i bakspejlet virker finanskrisen fuldkommen logisk og uundgåelig. Og alligevel forudså ikke én økonom – der er ca. en million af dem verden over – krisens nøjagtige forløb. Tværtimod: Sjældent er en ekspertgruppe i den grad gået i bagklogskabens fælde. Bagklogskaben er en af de mest vedholdende vildfarelser overhovedet.
Meget rammende kan man betegne den som Det-har-jeg-vidst-hele-tiden-fænomenet: Set i bakspejlet synes alt at følge en letforståelig nødvendighed.
En direktør, som fik succes takket være heldige omstændigheder, vil senere mene, at sandsynligheden for hans succes var langt højere, end den objektivt set havde været. Kommentatorer syntes bagefter, at Ronald Reagans gigantiske valgsejr over Jimmy Carter i 1980 var forståelig, ja indlysende – selvom valget indtil få dage før afstemningen lå på vippen.
Erhvervsjournalister skriver i dag, at Googles dominans har været uundgåelig – selvom hver eneste af dem ville have smilet, hvis internetiværksætteren var blevet spået en sådan fremtid i 1998.
Og endnu et særlig grelt eksempel: At ét eneste skud i Sarajevo i 1914 ville vende fuldstændig op og ned på verden de næste tredive år og koste halvtreds millioner mennesker livet, virker tragisk bagefter, men forståeligt. Ethvert barn lærer om det i skolen. Men dengang, i 1914, ville ingen have frygtet en sådan eskalation.
Det ville have lydt for absurd.
Hvorfor er bagklogskaben så farlig? Fordi den får os til at tro, at vi er bedre til at forudsige, end vi rent faktisk er.
Det gør os arrogante og forleder os til forkerte afgørelser. Og det gælder uden tvivl også i forbindelse med private ”teorier”:
”Har du hørt det, Sylvia og Klaus er ikke sammen mere. Det måtte jo gå galt, så forskellige som de to er.”
Eller: ”Det måtte jo gå galt, de to ligner simpelthen hinanden for meget.”
Eller: ”Det måtte jo gå galt, de to var jo altid klistret op ad hinanden.” Eller: ”Det måtte jo gå galt, de så jo næsten aldrig hinanden.”
Det er ikke nemt at bekæmpe bagklogskaben. Undersøgelser har vist, at mennesker, som er sig den bevidst, falder i fælden nøjagtig lige så ofte som alle andre. Derfor har du faktisk spildt din tid ved at læse dette kapitel.
Alligevel endnu et tip, mere af personlig end af videnskabelig erfaring: Skriv dagbog. Skriv dine forudsigelser op – om politik, karriere, kropsvægt, børsen. Sammenlign fra tid til anden dine notater med den faktiske udvikling. Du vil blive overrasket over, hvor dårlig du er til at stille prognoser.
Og: Læs historien på samme måde. Ikke de senere, kompakte teorier. Men læs dagbøgerne, avisudklippene, rapporterne fra dengang.
Det vil give dig en meget bedre fornemmelse for verdens uforudsigelighed.
