Lyst på grønlandsk

Niviaq Korneliussens roman ”Homo Sapienne” er en længe savnet roman fra det unge Grønland

Bygninger i Nuuk - Godthåb. Små huse ved kysten.
Bygninger i Nuuk - Godthåb. Små huse ved kysten. Foto: Michael Daugaard.

Homo sapiens, det tænkende menneske, er gennem alle tider primært blevet omtalt og tænkt som et hankøn. At mennesket først og fremmest var manden, familiens forsøger, gør sig naturligvis også gældende i den grønlandske kultur, som for ikke så længe siden var afhængig af mandens fangeregenskaber.

Når forfatteren Niviaq Korneliussen nu kalder sin debutroman for ”Homo Sapienne”, sender hun et tydeligt signal om, at det er på tide at gøre op med den grønlandske machokultur, som i virkeligheden gør både kvinder og mænd ufrie. Homoseksualitet har været et af de store tabuer, og lige nu er Mads Peter Grønvold fra Partii Naleraq ude i medierne med Bibelen i hånden for at forhindre homoseksuelle i kirkelig vielse og adoption.

”Homo Sapienne” følger fem unge mennesker i den lille storby Nuuk (omkring 15.500 indbyggere) gennem en periode, hvor noget for alvor forandrer sig i deres liv. Hvert kapitel er i øvrigt bundet op på en sang, som man passende kan høre som lydspor under læsningen.

Vi følger den pæne Fia, som er flyttet sammen med den pæne Peter og nu kan se frem til en sikker fremtid med hus og børn, men som bare ikke er glad.

Hun bliver heller ikke glad, da hun er gået fra ham og forsøger sig med andre mænd; glad bliver hun først, da hun forelsker sig ved første blik - i Sara.

I romanens andet kapitel følger vi Fias bror Inuk, som i en periode flygter til Danmark, efter at han er kommet til at røbe sin hemmelighed om et homoseksuelt forhold til et medlem af Inatsiartut/Grønlands Landsting, som både er gift og har børn, og nu koger det lille samfund af sladder og skadefryd.

I tredje kapitel møder vi hende, der spreder sladderen, hende, der konstant laver rav i andre menneskers liv, men aldrig selv tager ansvar, fordi hun er et offer og selv holder fast i den identitet (alkohol, incest): den lille kvinde, Arnaq, som langsomt og stabilt er ved at lave sig en tilværelse som ynkelig alkoholiker.

Også en position, man som ungt menneske kan havne i, men en position som Niviaq Korneliussen ved at sammenstille hende med de øvrige unge mennesker, som også har deres at slås med, viser ikke er gangbar.

Man må selv tage sit liv på sig, som Saras kæreste, Ivinnguaq gør, da hun indser, at hun inderst inde ikke er en kvinde, men en mand: hun er ikke Ivinnnguaq, men Ivik, som den maskuline udgave af navnet lyder. Og således er Sara, som får romanens sidste kapitel, faktisk fri til at få den forelskede Fia, cirklen er sluttet i denne lille historie om de mange køn og deres forviklinger.

Niviaq Korneliussen har skrevet romanen to gange, først på grønlandsk og så på dansk.

I den danske udgave fylder det grønlandske sprog ikke meget; det gør derimod det engelske, som fletter sig ind i det danske, ikke bare i form af citater fra sange, men også bare som det sprog, man nu bruger for eksempel på internettet.

Korneliussen skriver i en egen anarkistisk stil, hvor dialoger kan flyde sammen i én strøm kun adskilt af komma, hvor sprogene blandes, ligesom stilarterne gør for eksempel ved at inddrage sms-korrespondancer og breve, og følelserne får fuld sproglig udblæsning.

Her er ingen gaver til grønlandsturisterne - romanen kunne i og for sig lige så godt foregå i Lemvig; det er andre ting, der brænder på i de unge menneskers liv.

Ud over at have et lydspor, der strækker sig fra Joan Jett til Rihanna, er romanen illustreret af fotograf Jørgen Chemnitz, en ironisk, humoristisk billedserie, der fortæller, at mennesket til alle tider, tænkende eller ej, mand eller kvinde, også er og bliver et begærsvæsen!

Som Fia siger det: ”Jeg tilstår. For første gang i mit liv oplever jeg noget så magtfuldt. Jeg tvivler på, at jeg kan undslippe. Jeg er ved at nå grænsen, og jeg er rædselsslagen. Jeg er ved at gå over stregen, men jeg kan ikke stoppe. Hvad er det, jeg føler? Lust. Hvordan siger man lust på grønlandsk? ”

Niviaq Korneliussen er 24 år og er en helt ny stemme i grønlandsk litteratur. En stemme, der har været savnet, og som jeg er sikker på, at vi kommer til at høre meget mere til.