Rio de Janeiro er en af verdens smukkeste byer, men også en af de mest skræmmende. Den fantastiske beliggenhed med de kilometerlange hvide strande, de bløde bjerge og den spektakulære arkitektur modsvares af udbredt slum, politisk korruption og et politi, der arbejder som en autonom og menneskeforagtende stat i staten. En perfekt scene til en film om konflikten mellem undertrykkere og undertrykte.
Instruktøren Stephen Daldry har da også omplantet den britiske forfatter Andy Mulligans ungdomsroman ”Trash” til Rio de Janeiros slumkvarterer - de såkaldte favelaer - hvor byens unge er prisgivet en tilværelse i klassesamfundets affaldsdynger. I bogstaveligste forstand. Deraf titlen på Andy Mulligans roman, der beskriver tre drenge, som lever af, hvad de kan samle i millionbyens dynger af skrald.
Men det er ikke alt, som dumpes på lossepladsen, der er affald. En dag får de tre drenge, Rafael (Rickson Revez), Gardo (Eduardo Luis) og Rotten (Gabriel Weinstein), en tegnebog mellem hænderne, som ikke alene er fyldt med penge, men også med nøglen til papirer, som udgør en trussel mod Rios borgmester og dermed hele det korrupte og kriminelle establishment. Herunder også de villige håndlangere inden for politiet. Og så går den vilde jagt på drengene og deres farlige viden.
Den plotstyrende film byder på hurtig klipning, pulsende musik og et fantastisk, ja virtuost kameraarbejde med atmosfærefyldte og farverige billeder fra Rio de Janeiros slum. Byen danner et lysende stjernetæppe bag de tre unge, som gradvis nærmer sig mørkets hjerte. Der er et sympatisk klasseperspektiv i filmen, hvor de unge hjælpes af ligesindede på byens bund, men der er også et kristent perspektiv. En lokal amerikansk missionsstation med en fordrukken kun alt for menneskelig pater (Martin Sheen) og en sproglærer (Rooney Mara) agerer både materielt og spirituelt brohoved under dramaet. Det er lige ved at være for meget af det gode.
Men dog ikke helt. Der bydes på et par essentielle scener i feltet mellem brutalitet og nåde, hensynsløshed og tilgivelse, som virker emotionelt overbevisende. Drengene har tydeligvis Gud på deres side og tilmed en lille skytsengel, der sikrer deres overlevelse i jagten på den forsvundne skat. Hvordan skal ikke røbes. Filmen er et eventyr, men den har et relevant politisk potentiale i forhold til Brasiliens elendige politiske kultur med sammenfiltret lovgivende og udøvende magt, og den rummer tillige et religiøst potentiale i forhold til latinamerikansk befrielsesteologi. Men lydefri er den langtfra og får sine fire stjerner for de unges gode skuespil og for den helt fantastiske, tempofyldte og mættede billedside. Det er sindssygt flot.
kultur@k.dk