Hvorfor fornuftige mennesker ikke appellerer til fornuften

Gennem 52 korte tekster giver forfatteren Rolf Dobelli eksempler på, hvordan vi alle lider af selvovervurdering og vanetænkning. Resultat: Vi handler uhensigtsmæssigt privat og på arbejde. Foto:

I et anonymt samfund spiller skammen ikke længere nogen rolle. Overalt, hvor udbyttet tilfalder den enkelte, men fællesskabet bærer omkostningerne, lurer fælledens tragedie. Vi bringer i den første uge af december uddrag af bogen "Kunsten at tænke klart", som udkommer den 8. december. Fjerde afsnit handler om fælledens tragedie

Forestil dig et stykke jord med saftigt græs, som står til rådighed for alle bønderne i en landsby. Det kan forventes, at hver bonde sender så mange køer som muligt ud for at græsse på engen.

Det fungerer, så længe der drives krybskytteri eller sygdomme er i omløb, kort sagt så længe antallet af køer ikke overstiger et bestemt tal og arealet ikke bliver udpint. Men så snart det ikke længere er tilfældet, slår den smukke idé med fælleden om i en tragedie. Som rationelt menneske forsøger hver enkelt bonde at maksimere sit udbytte. Han spørger sig selv:

”Hvilket udbytte har jeg af at sende en ekstra ko på græs?”

For bonden er resultatet det ekstra udbytte fra en ko, som han kan sælge, altså ”+1”. Ulempen ved overgræsningen på grund af den ekstra ko er fordelt på alle. For den enkelte bonde udgør det tab, som er forbundet med det, kun en brøkdel af”-1”.

Ud fra hans synspunkt er det rationelt at sende det ekstra dyr på græs. Og endnu et dyr. Og et til. Indtil fælleden ikke længere fungerer. 

FØRSTE KAPITELHar du styr på dit liv? 

Fælledens tragedie er et forslidt udtryk – i ordets bogstaveligste forstand. Den store fejl består i at håbe, at man kan komme ud over den ved hjælp af opdragelse, oplysning, informationskampagner, appeller til de ”sociale følelser”, skrivelser fra paven eller popstjerneprædikener. Det kan man ikke.

Hvis man virkelig vil give sig i kast med fælledproblematikken, har man kun to muligheder: privatisering eller management. Konkret: Engen med det saftige græs bliver lagt over på private hænder, eller der indføres regler for adgangen til græsarealet. Ifølge den amerikanske biolog Garrett Hardin fører alt andet til ruin. Management kan for eksempel betyde, at en stat opstiller regler: Måske indføres der et anvendelsesgebyr, måske er der tidsmæssige begrænsninger, måske afgøres det efter øjenfarve (bøndernes eller køernes), hvem der har fortrinsret. Privatisering er den nemmeste løsning, men der kan også argumenteres for management-løsningen.

Hvorfor har vi det så svært med begge dele? Hvorfor kan vi ikke give slip på idéen med fælleden? Fordi evolutionen ikke har forberedt os på dette sociale dilemma.

Der er to grunde. For det første: I næsten hele menneskehedens historie har vi haft ubegrænsede ressourcer til rådighed. For det andet: Indtil for ca. ti tusind år siden levede vi i små grupper på ca. halvtreds mennesker. Alle kendte alle. Hvis nogen stræbte efter egen fordel og udnyttede fællesskabet, blev det omgående registreret, hævnet og straffet med den værste straf af alle: et dårligt rygte.

ANDET KAPITELDerfor bør du skrive dagbog 

I det små virker sanktionen den dag i dag i form af skam: Jeg skal nok vogte mig for at plyndre mine venners køleskab til en fest, selvom der ikke står en politibetjent ved siden af. Men i et anonymt samfund spiller skammen ikke længere nogen rolle. Overalt, hvor udbyttet tilfalder den enkelte, men fællesskabet bærer omkostningerne, lurer fælledens tragedie: CO2-udslip, skovrydning, vandforurening, kunstvanding, overudnyttelse af radiofrekvenserne, offentlige toiletter, rumskrot, banker, som er ”too big to fail”.

Men det betyder ikke, at egennyttig adfærd nødvendigvis er umoralsk. Bonden, som sender en ekstra ko på græs, er ikke noget umenneske. Tragedien er blot en effekt, som indtræder, når gruppens størrelse overstiger ca. hundrede mennesker og vi støder på grænserne for systemernes regenerationskapacitet. Der kræves ingen særlig intelligens for at erkende, at vi i stigende grad vil blive konfronteret med denne problematik.

TREDJE KAPITELHvorfor du ikke må tage nyhedsoplæsere alvorligt 

Egentlig er fælledens tragedie modstykket til Adam Smiths ”usynlige hånd”. I bestemte situationer fører markedets usynlige hånd ikke til det bedst mulige resultat – tværtimod.
Selvfølgelig: Der findes mennesker, som synes, det er meget vigtigt at tage hensyn til, hvordan deres handlinger virker på menneskeheden og økosystemet. Men al politik, som stoler på den slags egenansvarlighed, er blåøjet. Vi må ikke regne med menneskets etiske fornuft. Som Upton Sinclair så smukt siger:

”Det er vanskeligt at få nogen til at forstå noget, når vedkommendes indkomst afhænger af ikke at forstå det.”

Kort sagt, der findes kun de to nævnte løsninger: privatisering eller management. Det, som er umuligt at privatisere – ozonlaget, havene, satellitternes omløbsbane – det må man klare med management.