Alle kender Anna Ancher (1853-1935), og mange kender historien om hende og Michael Ancher, hendes mand. Velkendt er det, at hun var datter af gæstgiveren på Skagen - og at hun blev berømt.
Det er ikke en historie fra sump til sol; Lise Svanholm fortæller netop historien i lys. Det kan man godt. I og for sig en god vinkel.
Gennem mange år har vi først skullet belæres om, at det var svært for kvindelige kunstnere at få uddannelse og at slå igennem.
Det er ikke et hovedtema hos Svanholm. Det biografiske er klart udvalgt. Det bygger på de kilder, vi umiddelbart har. Beretninger og breve.
Der citeres til tider vel meget - ud fra den betragtning, at de involverede bedst ved, hvad virkeligheden handler om.
Lise Svanholm er kunsthistoriker. Det mærker man ikke meget til.
Malerierne er hele tiden med - og endda i fortrinlige gengivelser, men de får ikke megen fortolkning med på vejen. Kunstværkerne tolker heller ikke på nogen måde kunstneren.
I sidste ende fremstår bogen som en mosaik af fotos, kunstværker, biografi, historier og citater. Det er udmærket i forhold det segment, bogen henvender sig til. Sjældent har man set en bog, der i den grad lægger op til placering på sommerhusborde i Vendsyssel.
Det er som i de gode gamle dage - Anna Anchers dage - da den litteratur, der var uskadelig, kunne ligge fremme på det polerede bord. Biografien er poleret. Det kan vel undre lidt, når forfatteren ellers ønsker at inddrage de seneste års litteratur om kunstnermiljøet på Skagen. Anna Ancher ses ikke i nævneværdig grad som del af en kunstnergruppe - og hun tildeles slet ikke nogen kontekst, hverken i Danmark eller i Europa.
Svanholms bog er let læst. Den samler et biografisk stof og formidler det for den, der vil vide noget, men helst ikke forstyrres. Det skal der også være plads til - ligesom der også er forlæggere til det. En rigtig pæn bog.
kultur@k.dk