30 års tysk kulturhistorie fortalt gennem personlige breve

Vi er vidner til udviklingen inden for tysk kulturhistorie i en både rørende og personlig brevveksling mellem kabbala-eksperten Gershom Scholem og filosoffen Theodor Adorno

Filosoffen Jürgen Habermas kalder bogens udgivelse ”en stjernestund i tysk-jødisk åndshistorie” på forsiden af Die Zeits kultursektion. Og dybt interessant er brevvekslingen mellem Theodor W. Adorno (1903-1969) (billedet) og Gershom Scholem (1897-1982) da også for alle med interesse i europæisk åndshistorie.
Filosoffen Jürgen Habermas kalder bogens udgivelse ”en stjernestund i tysk-jødisk åndshistorie” på forsiden af Die Zeits kultursektion. Og dybt interessant er brevvekslingen mellem Theodor W. Adorno (1903-1969) (billedet) og Gershom Scholem (1897-1982) da også for alle med interesse i europæisk åndshistorie. . Foto: Scanpix.

”Med sine brændende øjne gav han associationer til en beduinfyrste.”

Dette var ikke en kompliment, men sådan tænkte den tyske filosof in spe Theodor Adorno altså, da han første gang stødte ind i Gerhard Scholem - på det tidspunkt havde Scholem endnu ikke skiftet fornavn til det jødiske Gershom.

Det var ikke nogen god begyndelse på et usandsynligt venskab.

Ubehaget var da også ganske gengældt, idet Adorno heller ikke gjorde noget fordelagtigt indtryk.

For ved samme første møde forsøgte Adorno sig alligevel med en høflighed, idet han udtrykte misundelse over Scholems forestående lille ”palæstinensiske rejse” - det faldt ikke i god jord, for der var ikke tale om nogen kort ferie.

Der var tværtimod tale om jøden Scholems endelige udvandring af Europa.

Således kom venskabet besværligt fra start, og der skulle da også gå mere end ti år, før de to for alvor nærmede sig igen. Det skete først og fremmest, fordi de begge dyrkede den lidt ældre tyske intellektuelle Walter Benjamin (1892-1940).

Han insisterede på, at de skulle forsøge at nærme sig hinanden, og i 1938 lykkedes det at bløde op, da de mødte hinanden i New York.

Selvom Scholem efter opholdet i New York lidt køligt skrev til Benjamin, at han ”et par gange havde mødt Wiesengrunds (Adorno og frue, red.), men ellers ikke havde talt mere indgående med nogen fra sekten”, hvormed han mente den såkaldte Frankfurterskole, af hvilken Adorno var en ledende del.

Men Scholem var alligevel blevet rørt, for han skrev også til Benjamin, at Adorno faktisk havde behaget ham, og at de fandt sig godt til rette.

Det møde fik i hvert fald til følge, at Adorno den 19. april 1939 skrev sit første brev til Scholem, en høflig og indgående overvejelse over det, de to kunne have tilfælles, og det blev begyndelsen til 30 års brevveksling mellem to mastodonter i europæisk åndsliv.

For første gang er deres samlede brevveksling udgivet i ét bind, og det fik filosoffen Jürgen Habermas til at kalde brevvekslingen ”en stjernestund i tysk-jødisk åndshistorie” på forsiden af Die Zeits kultursektion.

En kende storladent udtrykt af den gamle Habermas, kunne man mene. Men i hvert fald er der tale om et unikt tidsdokument, der lader os se tysk kulturhistorie hænde indefra.

Brevenes første hovedfokus bliver naturligt nok den fælles ven Walter Benjamins selvmord under Anden Verdenskrig på grænsen mellem Frankrig og Spanien på flugt fra nazisterne.

Begge er dybt berørte af hans død, og Adornos brev til Scholem den 8. oktober 1940 er bogens mest rørende: ”Walter tog sit eget liv, efter at han allerede var reddet. Hans endeligt er så grufuldt og meningsløst, at enhver trøst og enhver forklaring ville være lige forgæves.”

Derfra udvikler brevvekslingen sig nærmest til en slags spændingsroman over de tos kamp for at udgive Benjamins værker og breve, hvilket rummer en mængde kildemæssigt interessante træk.

Eksempelvis nægtede Scholem at tage til Tyskland for at arbejde på udgivelserne med Adorno, hvis de kun kunne finansieres gennem foredrag, som Scholem så skulle holde i Tyskland.

Han nægtede simpelthen at tale ved tyske universiteter indtil 1956. Adorno, på sin side, rejste ofte tilbage til USA, efter at han var vendt tilbage til Tyskland i Anden Verdenskrigs efterdønninger, fordi han ikke ville eller turde miste sin amerikanske opholdstilladelse.

Selvsagt fortæller brevene også løbende om begges løbende møder med tidens store skikkelser.

Adorno mødte eksempelvis i 1965 den irske forfatter Samuel Beckett og skrev efterfølgende til Scholem, at han ”aldrig i sit liv havde mødt en person som Beckett, i hvilken der herskede sådan en identitet mellem liv og sag” - Adorno kunne videre berolige Scholem med, at Beckett ”i øvrigt var protestant”, selvom han var irsk.

Meget, meget slemmere går det en anden af den jødisk-intellektuelle offentligheds mest funklende stjerner, også i dag, nemlig filosoffen og politologen Hannah Arendt.

Det er ret velkendt, at Scholem afbrød sit bekendtskab med hende, efter hun i 1963 udgav sin bog om Eichmann i Jerusalem, og at han generelt havde det svært med hende. Det forhold udvider brevene mellem Adorno og Scholem temmelig indgående.

Hannah Arendt arbejdede også en del med Walter Benjamins tekster og skrev blandt andet forord til en af de engelske oversættelser af hans bøger, men havde en helt anden tilgang end Adorno og Scholem - hun mente blandt andet ikke, at Benjamin var filosof, men kritiker.

Adorno kalder hende i brevene blandt andet ”en gammel sladretaske”, ”grænseløst ærgerrig” og en ”afskyelig kone”. Han får også nævnt, at han skam nok vidste, hvad Walter Benjamin selv mente om Arendt“ Det var næppe kun hende, der var en sladretaske.

Et smukt eksempel på, at vores intellektuelle også kan være smålige mennesker. Præcis som alle vi andre.

kultur@k.dk: Hver onsdag skriver vi på denne plads om nye bøger fra udlandet, der handler om tro og værdidebat. Det andet faste onsdagselement, ”Ugens digt”, holder sommerferie, men vender tilbage, når bogsæsonen begynder igenWWDerfra udvikler brevvekslingen sig nærmest til en slags spændingsroman.