For nylig knækkede Søren Ellemann Hansens kone ostehøvlen, og nu stod de og manglede den lille dims ude for enden, som holdt sammen på det hele.
Hun kunne godt køre ud at købe en ny. Men i stedet gik hun ind på kontoret, fandt designet på dimsen på internettet og trykkede print på parrets 3D-printer. For en sikkerheds skyld printede hun fire kopier. Og inden hun ville have været tilbage, hvis hun var kørt ud for at købe en ny, lå der fire eksemplarer i printeren, klar til brug.
Det er blot et meget simpelt eksempel på, hvad maskinen kan, erkender Søren Ellemann Hansen, som er landets eneste fuldtidsproducent af 3D-printere.
Men se lige perspektiverne i det: Man kan selv skabe lige, hvad man vil, kun fantasien sætter grænserne. Man kan skabe det her og nu, billigt. Og man gør det lokalt og skåner dermed miljøet, fordi det ikke skal fragtes hjem fra udlandet. Det er da smart.
Smart er endda ved at blive århundredets underdrivelse. For printeren findes i mange arter, størrelser og prisklasser og er allerede blevet brugt til det meste: Forskere har printet et helt, beboeligt hus. Et komplet dinosaurskelet. Sågar en ny, funktionel blære, der er sat ind i et menneske og fungerer fint. Private har printet drømmebilen. Verdens utvivlsomt mest unikke guitar af sølv. Deres eget ansigt i chokolade. Hvad. Som. Helst.
En lang række fagfolk har udråbt 3D-printeren til at blive en af nyere tids største revolutioner. Eller måske snarere evolutioner, fordi den fuldstændig ændrer omfanget af, hvad mennesket kan skabe. Men inden vi kaster os ud i de store perspektiver, er det på sin plads at forklare, hvordan tingesten egentlig virker.
Først og fremmest skal det slås fast, at der intet nyt er i teknologien bag printeren. Den opstod for mere end 30 år siden som et tankeeksperiment, der blev ført ud i livet, forklarer underviser på Designskolen i København Tim Nøhr Elkær.
Egentlig var det simpelt: To laserstråler rettes mod en flydende væske. Der, hvor de rammer hinanden, opstår præcis den temperatur, som får væsken til at stivne. Bevæger man laserne efter et design skabt på computer, kan man altså genskabe designet i fysisk form.
Printeren kostede dog mere end 200.000 kroner stykket og blev derfor kun brugt professionelt i helt stor skala og i forskningen. Siden er flere andre måder at gøre det på opstået, og prisen på en 3D-printer varierer lige fra cirka en halv million for de største, som kan arbejde i stor skala og med mange materialer såsom metal, gummi eller glas, til de billigste printere, som udelukkende kan printe i plast, men til gengæld kan koste helt ned til 3000-4000 kroner.
Den mest solgte type er i dag den såkaldte RepRap, der er lavet af plastic og kan reproducere sig selv for under 4000 kroner. Maskinen fodres med en tynd tråd af typisk ABS-plastic (samme materiale, som legoklodser er lavet af). Plasticen opvarmes i printeren, så den bliver helt flydende, og et printhoved, som i stedet for at fordele bogstaver på papiret fordeler den flydende plastic ud på et underlag i helt tynde lag, der lægges oven på hinanden, så der til sidst er en fuldstændig kopi af den genstand, man har bedt om et 3D-print af.
Alt afhængig af printerens størrelse kan man printe lige fra hele små modeller til bygningsdele i forholdet 1:1.
Teknologien bag er altså velkendt, men det nye er, at printerne er blevet tilgængelige for alle både økonomisk og teknisk. Særligt i USA er brugen af dem langt fremme.
At printe menneskeorganer og hele huse hører stadig til ekstremerne, mens det er blevet almindeligt for selv mindre virksomheder og private at have en 3D-printer stående.
Og derfor er der tale om et reelt paradigmeskifte i disse år, mener Tim Nøhr Elkær, som sammenligner udviklingen med det, den grafiske branche oplevede i 1990 erne først med overgangen fra typografisk tryk til digital redigering på computere og siden med digital fotografering.
I Danmark er salget stadig i sin opstart og primært begrænset til designskoler, tegnestuer og mellemstore virksomheder. Samt enkelte teknologinørder og hobbyentusiaster, der printer en ostehøvl, simpelthen fordi de kan. Men det er i fuld gang med at ændre sig.
Eksempelvis har Instituttet for Blinde og Svagsynede netop købt en 3D-printer til 15.000 kroner.
Den er ikke pakket ud endnu, men der er store planer med den, forklarer institutchef Klaus Høm. Det er nemlig ofte en udfordring for instituttet at give blinde og svagsynede en realistisk fornemmelse af, hvad ting, de ikke kan se, faktisk er. For eksempel en 10-krone. Eller en bi. For det er umuligt at få detaljerne med, når genstandene er så små. Nu kan de lave tro kopier i den størrelse, de ønsker, så blinde kan mærke hjerterne i 10-kronen og brodden på en bi.
Endnu mere perspektiv er der i de nye muligheder for at lave skræddersyede hjælpemidler, siger han:
Det kunne være håndtag til en blindestok, der er formet efter den specifikke blindes hånd. Det kunne i princippet være hvad som helst. Vores opgave er at indhente ny viden og nye muligheder for de blinde og svagsynede, og jeg ser 3D-printeren som et led i den opgave.
Flere internationale virksomheder er begyndt at tænke lidt i samme specialdesignede baner. Man kan således købe en dukke med en tro kopi af et hvilket som helst hoved inklusive ens eget. Hos Disney eksperimenterer man med print selv-legetøj. Efter planen vil det snart være muligt at printe alverdens figurer fra Disney-universet ud direkte fra din 3D-printer i stuen.Netop specialdesignede genstande kan meget vel blive en af de mere synlige begyndelser på de mange og store forandringer, vi vil se de kommende år, mener Jakob Knudsen, studielektor på Arkitektskolen i København, praktiserende arkitekt og forfatter til en bog om 3D-printere (Automatiseret bygningskonstruktion Hvordan man printer et hus). Han har fulgt udviklingen tæt og er slet ikke i tvivl om, at en decideret revolution er på vej. Ikke mindst inden for design og arkitektur.På arkitektskolen bruges printeren i dag som et dagligt værktøj, der har gjort vejen fra tanke til virkelighed betydeligt kortere. Og billigere. Indtil nu har man skullet fremstille modeller i typisk træ eller gips, og det var både tidskrævende og havde sine praktiske begrænsninger. Med 3D-printeren er det nu ikke bare muligt at bygge langt mere komplekse ting, det er også realiserbart, fordi processen er kortere, der er intet materialespild, og omkostningerne er derfor betydeligt lavere.
Og på den måde er der faktisk lagt i kakkelovnen til en tilbagevenden til de gode gamle håndværkstider, hvor der var tid og penge til at gøre tingene ordentligt, forklarer han.
For flere hundrede år siden kunne man bygge imponerende katedraler af mange forskellige sten. Arkitekten stod ude på byggepladsen og diskuterede, hvordan stenene skulle tildannes og lægges og var nærmest selv bygmester. Men siden er meget af det originale håndværk forsvundet.
Med industrialiseringen blev meget nemlig standardiseret. Bygningskomponenterne blev gjort ens af økonomiske hensyn, fordi man pludselig skulle bygge millioner af huse lynhurtigt på grund af den almindelige øgede levestandard. Og derfor er bygninger de seneste 100 år blevet stadig mere ens og uden tidligere tiders fokus på det varierede og specialiserede håndværk, mener Jakob Knudsen.
Man har så lavet en ny æstetik ud af ensartetheden, men det er nødvendighedens æstetik. Mit håb er, at 3D-teknologien kan blive en genkomst for detaljerne og kvalitetshåndværket.
Han peger på den spanske arkitekt Antoni Gaudi som et sigende eksempel. For mere end 100 år siden skabte han i Barcelona sine berømte bygninger med organiske former, og man har ikke siden været i stand til eller rettere: Man har ikke villet bruge penge på at skabe noget tilsvarende. Det vil nu formentlig ske, spår Jakob Knudsen. Bybilledet vil på den måde ændre sig markant de næste år.
Et andet og mere hjemligt eksempel er Bertel Thorvaldsens berømte tre en halv meter store og meget detaljerede Jesusfigur i Vor Frue Kirke i København. Den blev for nylig 3D-skannet, og med en 3D-printer kan man nu lave en kopi meget billigere og mere skånsomt end ved en gipsafstøbning. Og man kan lave så mange, man vil, i de størrelser, man ønsker.
Og det er så her, skeptikerne kommer på banen. For ønsker vi virkelig, at helt unikke design bliver masseproduceret og eksempelvis brugt som udsmykning af huse i helt almindelige villakvarterer? Ønsker vi, at vores byer bliver plastret til i det ene mere spektakulære byggeshow efter det andet? Er en demokratisering af skabelsesprocessen i det hele taget ikke en smule farligt for ikke at sige ulovligt, for hvad med ophavsrettigheder og patenter og beskyttelsen af kulturarven?
Søren Ellemann Hansen fra Thy3D ser det som en mindre forhindring, der allerede er fundet løsninger på inden for eksempelvis musikindustrien. Her betaler man typisk 10 kroner for en sang på iTunes. Hvorfor ikke bare lave et tilsvarende system, hvor man betaler for at bruge et bestemt design?
LÆS OGSÅ: Ny teknologi får politiet til at genåbne 11 drabssager
Jakob Knudsen kender også til dem, der frygter en tivolisering af design- og arkitekturbranchen. En frygt, der faktisk er ret udbredt, men han deler den ikke.
Der er klart en risiko for, at den dårlige smag kommer til at fylde mere i bybilledet og rundt i parcelhuskvartererne, erkender han. Men det kan lige så vel gå den anden vej, hvor flere mennesker udnytter teknologien til at lave bedre, mere udfordrende og mere personlige huse og bygninger, for det arkitektoniske niveau i Danmark er meget højt.
Da pcen og den personlige printer kom, fik de en noget tvivlsom grafisk start, fordi alle skrifttyper skulle afprøves. Men i dag er der generelt kommet en højere grafisk bevidsthed og kvalitet i samfundet som helhed, siger Jakob Knudsen.
Heller ikke Tim Nøhr Elkær ser en fare i demokratiseringen, for han tror slet ikke, at demokratiseringen bliver så stor.
Det kræver nemlig stadig en vis faglighed at skabe større ting med 3D-printeren, og langt de fleste almindelige mennesker vil derfor kun bruge den på hobbybasis. Ligesom dem, der for 20 år siden sad og legede med langbølgeradio og modeltog.
Af samme grund skal vi ikke frygte en designrevolution fra eksempelvis de mange russere, som på det seneste er begyndt at købe 3D-printere, siger han. For de bruges ikke til at oversvømme markedet med russisk design, men til på en billig måde at skabe en forståelse for, hvad der sker på design- og arkitekturområdet i Vesten.
I det hele taget tror Tim Nøhr Elkær ikke på den store designmæssige revolution. Og da slet ikke fra hr. og fru Jensen med plasticprinteren. Eller fra de mindre virksomheder, for materialeforbruget er stadig meget højt. Vi vil heller ikke se en revolution i prisen på design, for en designer får en meget lille andel af salgsprisen, så selvom designprocessen bliver billigere, sker der ikke meget med slutprisen.
Der hvor denne teknologi virkelig kan rykke noget, er blandt de mange arkitektstuderende, som i dag bliver afvist på tegnestuerne, og som nu får langt bedre muligheder for at starte noget selv. Det kan give en større mangfoldighed, og det er positivt. Jeg tror også, vi vil se langt færre fejl i alting, fordi mindre kan gå galt i processen. Vi kan endelig afslutte diskussionen om, hvorvidt ting lavet i Østen er af dårlig kvalitet, for nu er der intet, der bliver lost in translation. Vi får præcis det, vi beder om. Udviklingen kan desuden få betydning på klima- og miljøområdet, fordi man eksempelvis ikke skal længere behøver hugge noget ud af sten eller skære gips fra, man printer kun det, der skal til. Og så kan printerne komme til at spille en afgørende rolle ved naturkatastrofer. I stedet for at stille dårlige og forurenende telte op kan man designe en god hytte af ler eller et andet lettilgængeligt og forgængeligt materiale og printe tusindvis af hytter på få dage til de mange flygtninge. Man kunne finde mange andre eksempler. Der er ingen tvivl om, at teknologien har meget vidtrækkende perspektiver, siger Tim Nøhr Elkær.
Søren Ellemann Hansen ser det samme for sig og citerer en sociolog, han hørte i radioen for nylig: Den næste generation bliver ikke bare forbrugere som os. De bliver selv producenterne.