Den amerikanske digter William Carlos Williams skrev: ”Kun i det lokale findes det stof, hvoraf kunst opstår.” Ordene er en af de vigtigste læresætninger for den nu 87-årige Knud Sørensens forfatterskab. Han har altid opsøgt hverdagslivet i provinsen, landbokulturen og naturen.
Dette afspejler sig i digtenes sprog og tone, der er karakteristisk ved at være ukunstlet og stilfærdig, uden de store virkemidler eller armbevægelser.
Læs blot følgende digt, der stammer fra Sørensens nye og særdeles gode digtsamling, ”Mere endnu”, der udkommer i dag. Læg mærke til, hvordan poesien og naturen meget sigende flettes sammen. Poesien opstår i et samspil med naturen:
”Jeg må have tabt / nogle ord // dengang jeg begyndte at gå rundt / derinde i landskabet / for da jeg så mig tilbage / havde de slået rødder / og sendt grønne stængler / op i rummet / og dér stod de så / tæt blomstrende / med nyudsprungne ord. / Nu / gælder det så om / at jeg får dem plukket / inden dét efterår kommer / som får os alle / til at visne.”
I digtet er det ikke bare den stærke tilknytning til og samstemthed med naturen, der træder tydeligt frem, men også fornemmelsen af, at vi i disse digte møder et jeg, for hvem døden er konstant nærværende.
Det kan lyde tungt og patosfyldt. Heldigvis lader Sørensen gerne alvoren ledsage af en befriende munterhed eller uhøjtidelighed, som i digtet, hvor jeget står i skumringen ”seende og lyttende / og håber på / at det også i aften er råger / og ikke et par ravne / der har sat sig dér / afventende”.
En sådan underspillet humor er også ofte på spil i de digte, der, i lighed med Eske K. Mathiesen, udmærker sig ved skæve og øjenåbnende registreringer af hændelser i jegets omgivelser: ”to ældede træer / holder hinanden i kvistene / vel vidende at mørket / er på vej,” og køerne, der er vadet ud i fjorden, står ”i vand til bugen / og køler den mælk / som tankvognen / henter i morgen.”
I sit fokus kan Sørensen måske umiddelbart virke usamtidig eller anakronistisk, når han skriver om solen, årstidernes skiften, træerne, blæsten og så videre.
Imidlertid indeholder digtene klare økopolitiske forhold, fordi de leverer et alternativt blik, der minder os om naturens vitalitet og ikke mindst vores uhierarkiske forbundethed med den, ligesom Sørensen gang på gang med sin ydmyghed, lydhørhed og nysgerrige tilgang formår at fremskrive tilværelsens og naturens enkle poesi:
”Når mørket begynder / at falde // er træerne de første / der suger det til sig // så begynder også bakkedraget / at unddrage sig mine øjnes / registrering // men ude på søen / dér synker mørket til bunds / så den om lidt kan spejle / en stjernebestrøet himmel.”
Læst sammen med de to foregående udgivelser, ”Naturligvis” (2009) og ”Først nu” (2013), udgør ”Mere endnu” afslutningen på en art trilogi, der på fornem vis gør status over et langt og frugtbart liv i og med litteraturen og den nære natur. Samtidig understreger de tre samlinger, at Sørensen er en de bedste danske lyrikere.
Den nye samlings titel kan læses som et håbefuldt tegn på, at vi her ikke er vidner til afslutningen på et særdeles læseværdigt forfatterskab, men snarere har at gøre med en digter, der kan og vil levere mere endnu.
kultur@k.dk