Aakjærs skriveværelse med udsigt

Jeppe Aakjær fandt ro og inspiration i ”åndens værksted”, som den dag i dag er hjertet i det åbne kunstnerhjem Jenle i Salling. Stedet er ramme om foredrag, koncerter og den årlige Jenle-fest

Jeppe Aakjærs arbejdsværelse på Jenle kaldes åndens værksted. –
Jeppe Aakjærs arbejdsværelse på Jenle kaldes åndens værksted. – . Foto: Janne Klerk.

Jenle betyder alene på jysk, og netop alene ville Jeppe Aakjær gerne være, når han skulle tænke og skrive.

Hans arbejdsværelse på stuehusets førstesal i kunstnerhjemmet Jenle i Salling var derfor et sted, hvor døren ofte var lukket, og som både hustruen, Nanna, og børnene, Esben og Solvej, i sin tid listede stille forbi for ikke at forstyrre digteren. Denne dag i juli er døren dog åben.

”Vi har to værksteder på Jenle, et almindeligt og så det her, som er åndens værksted,” siger Sanne Have Refs-gaard,der byder indenfor.

Hun har en bachelor i nordisk litteratur fra Aarhus Universitet og er fast rundviser på museet Jenle, der er Nanna og Jeppe Aakjærs kunstnerhjem.

Rundvisninger var der også af og til, mens Jeppe Aakjær endnu levede, og engang havde han åbenbart givet en husmoderforening på udflugt lov til at kigge indenfor i åndens værksted. En anekdote fortæller, at en af kvinderne ved den lejlighed udbrød: ”Med den udsigt kan man sandelig godt forstå, at De kan skrive, hr. Aakjær”, hvorefter digteren rejste sig, trak sin stol ud og svarede: ”Så sæt Dem da og skriv”.

Udsigtener betagende fra Jeppe Aakjærs arbejdsværelse. Det store skrivebord midt i rummet har front mod vinduet, hvorfra der er direkte kig til Astrup Vig og lidt længere ude til Lovns Bredning i Limfjorden. Så langt øjet rækker, er der kun natur, og på en sommerdag med grønt løv og blå himmel kan det være svært at fjerne blikket fra den udsigt. Men gør man det alligevel, kan Aakjær blive meget nærværende. På skrivebordet er en evighedskalender, der står lænet op ad blækhuset, slået op på tirsdag den 22. april. I året 1930 var det Aakjærs dødsdag.

”Vi ved, at han altid stod tidligt op og som det første vendte bladet på kalenderen. Derefter arbejdede han nogle timer, inden han ved 9-tiden spiste morgenmad med familien,” fortæller Sanne Have Refsgaard.

Ved siden af kalenderen og blækhuset ligger penne på rad og række. Aakjær blev efter sigende aldrig rigtig dus med en fyldepen, det var, som om den ikke passede ind i hans store hånd. I stedet skrev han med gammeldags penne, som han dyppede regelmæssigt i blækhuset.

Ud over skrivebordet er arbejdsværelset fyldt med to ting: bøger og billeder. På en af væggene, som Sanne Have Refsgaard kalder ”inspirationsvæggen”, hænger portrætter af blandt andre Georg Brandes, Robert Burns, Thøger Larsen, Steen Steensen Blicher og Agnes Henning-sen. På en anden væg, sådan lidt for sig selv, hænger et andet og større portræt. Det er N.F.S. Grundtvig, der nok var inspirator for Jeppe Aakjær, men hvis tanker han med tiden anså for at stagnere en smule. I arbejdsværelset er der også portrætter af familien og af de komponister, der har sat musik til Aakjærs digte. Og så er der bøgerne. En hel reol er fyldt med førsteudgaver af alt, hvad Jeppe Aakjær nogensinde har skrevet. Foruden skønlitteraturen er det artikler, essays og læserbreve bragt i forskellige aviser og tidsskrifter, som Aa-kjær pertenligt selv har indbundet og arkiveret.

Der er også en sofa i åndens værksted med en tilhørende hovedpude med broderede ugler.

”Især på sine ældre dage var Aakjær glad for den sofa,” fortæller Sanne Have Refsgaard og fortsætter:

”Han havde et skrøbeligt helbred til sidst og havde svært ved at gå, derfor fik han også installeret et kaldeanlæg til køkkenet og stuen nedenunder.”

Publikum har adgang til de fleste af rummene på Jenle, som var nybygget, da Nanna og Jeppe Aakjær flyttede ind få dage efter deres bryllup på Københavns Rådhus i 1907. Rummene er meget personlige og især præget af Nanna Aakjærs træskærerarbejde på både møbler, billedrammer og børnenes legetøj. Dertil kommer et stort haveanlæg og de to kunstneres gravsted, der ligger placeret på en lille høj 200 meter væk fra gården.

Nanna og Jeppe Aakjær flyttede ind på Jenle i Salling lige efter deres bryllup i 1907. De boede der hele deres liv, og deres datter Solvej overtog og boede på gården, indtil hun i 1981 solgte stedet til staten. –
Nanna og Jeppe Aakjær flyttede ind på Jenle i Salling lige efter deres bryllup i 1907. De boede der hele deres liv, og deres datter Solvej overtog og boede på gården, indtil hun i 1981 solgte stedet til staten. – Foto: Steen Agger