Ånden i Halfdan Rasmussens bøger

Forfatteren til ”Halfdans ABC” og mange andre værker havde et enestående greb om det danske sprog

Det, der forener den alvorlige og humoristiske side af Halfdan Rasmussens forfatterskab, er en insisteren på det menneskelige, som det kommer til udtryk i sproget. -
Det, der forener den alvorlige og humoristiske side af Halfdan Rasmussens forfatterskab, er en insisteren på det menneskelige, som det kommer til udtryk i sproget. - .

Halfdans ABC er en del af vores dna, har litteraturkritikeren Lars Bukdahl sagt. Og det er ikke bare fikst formuleret, selvom det i sig selv ville have glædet digteren, der den 29. januar ville være blevet 100 år. Det er som talt ud af hjertet på alle, der kender et vers som dette: ”Ane lagde anemoner/ i kanonen på Trekroner/ ved det allerførste skud/ sprang Anes anemoner ud”. Når vi fejrer Halfdan Rasmussens (1915-2002) fødselsdag, fejrer vi en digter, som de fleste af os kender, fordi han havde et enestående greb om det danske sprog.

Hvad færre måske er klar over er, at Halfdan Rasmussen, mens han skrev sin ABC, der udkom i 1967, var dybt deprimeret og tæt på at tage sit eget liv. Det kan man ikke mærke på versene, og det er et udmærket udtryk for den dobbelthed, der er i hans liv og værk - en dobbelthed af humor og alvor, som han åbent vedkendte sig i tosseriet ”Noget om forvaltning af pund”: ”Jeg skriver sjove digte./ Jeg skriver osse triste./ De første læser andre folk. / Selv læser jeg de sidste”. Af sine digterkolleger blev han kaldt ”Halfdan med dobbeltansigtet”.

De kriseramte 1930'ere, hvor der ikke var fast arbejde at få for en ung mand med arbejderbaggrund, skærpede både Halfdan Rasmussens politiske bevidsthed og kunstneriske ambition. Han fik sit gennembrud i den illegale presse under besættelsen, og han skrev sine første digtsamlinger under indtryk af krigens meningsløshed. Et af digtene, ”Gravskrift”, står på et mindesmærke rejst for ”En ukendt kammerat død i tysk koncentrationslejr” ved Helligåndskirken i København: ”Muselmand. Ukendte Job/ Aske i en askehob./ Legioners sorg og ve/ sover i din askes sne./ Menneske. Navnløse ven./ Giv os mennesket igen.”

Men han er altså ikke en alvorsmand, der vokser til at blive en stor humorist. Rim og tosserier åbner snarere for en anden måde at forholde sig til krigserfaringen på; det er ikke uden grund, at Ane lægger anemoner i kanonen. Den sproglige leg bliver en mulighed for at give det menneskelige et nyt udtryk på et tidspunkt, hvor man med filosoffen Theodor Adorno diskuterede, hvorvidt det var barbarisk at skrive digte efter Auschwitz. Den sproglige leg, der kalder på latteren, bliver en måde at genfinde det menneskelige på. Som Frank Jæger i de samme efterkrigsår kan skrive i et digt til sin nyfødte datter: ”Du beviser, at du er menneske/ du har lært dig at le”.

Det, der forener den alvorlige og humoristiske side af Halfdan Rasmussens forfatterskab, er en insisteren på det menneskelige, som det kommer til udtryk i sproget - som ånd. Det er den forståelse, man møder i digtet ”At lære er at ville”, som i dag står i Højskolesangbogen, og hvori man opfordres til at lade ”åndens kilde strømme mod fredens fællesskab”. Halfdan Rasmussen ved alt for godt, at mennesket kan forfalde til vold, undertrykkelse og den sociale ulighed, som han selv oplevede danne grundlag for krigens vanvid. Digtet er derfor først og fremmest en opfordring til ydmygt at undre sig over menneskelivet og ”se en himmel over/ hver drøm man lever i”.

I denne undren stiller han sig ved siden af barnet, der oplever og sætter ord på verden for første gang. I Halfdan Rasmussens digt til sin egen førstefødte, datteren Iben, der meget betegnende bærer titlen ’Noget om lykke’, forklarer han, hvordan han en nat låner hendes øjne: ”Du brugte dem jo ikke./ Så gik jeg ud i natten/ og gav mig til at kikke”. Han tager på denne måde barnets undrende blik med ind i digtningen, så verden bliver som ny – også for den voksne, der synes at have set og hørt det hele før. Her er en klassiker: ”Inde i min mosters mave/ er en lille børnehave/ hun skal nemlig være mor/ til en tvilling og hans bror/ Når jeg lytter med mit øre/ tæt ved maven kan jeg høre/ to små glade unger kravle/ inde bag min mosters navle./ Alle mødre har en mave/ som en gang var børnehave/ hvis man ikke går i kloster/ får man børn som lille moster.”

Det digt, der står som den klareste formulering af Halfdan Rasmussens åndsbegreb, ”Noget om kraft”, begynder med ordene: ”Med store undrende øjne går jeg,/ hvor anemonerne lyser hvidt”, hvorefter der spørges til den kraft, der går igennem alt levende og som ved et ”alle underes under” er både ”ordløs og altings tekst”. Svaret står på Halfdan Rasmussens gravsten på Hellebæk kirkegård: ”Jeg tror der ligger et barn dybt inde/ i alle levende ting der gror/ et barn der er som en fuglevinge/ en lille gud der er evig stor”. Ud fra denne tro på sprog og ånd forvaltede Halfdan Rasmussen sit pund.