U2-forsangeren Bono rettede for nylig en journalist, der spurgte ham, hvem han mente, at Jesus var.
Du mener, hvem Jesus er, sagde rocksangeren.
For Jesus er for mange mennesker mere end en historisk person eller romanfigur. Han er den levende Gud. Og påsken er kristendommens kernefortælling om, hvordan Jesus blev forrådt af sine bedste venner og sømmet op på et kors, men stadig bad for sine bødler, inden han blev lagt i graven og opstod igen for at bane vejen til et evigt liv for os andre.
Kødets opstandelse er det ultimative kristne håb om, at livet ikke slutter her, men fortsætter i Himlen hos Jesus. Det kræver selvfølgelig tro. Men selv ateister må indrømme, at Det Nye Testamente har holdt Jesus i live op til i dag.
Bibelen finder stadig nye læsere og vil formentlig overleve både Hamlet og Harry Potter. For selv klassikere holder kun så længe, at der er læsere til dem.
Som digteren Søren Ulrik Thomsen har sagt, er der forskel på lang tid og evigheden. Et godt digt holder, men ikke nødvendigvis evigt. Til gengæld er og bliver tekster en velprøvet vej til at holde de døde i live.
Græske tragedier og bibelske dramaer er fyldt med skæbner, der virker lige så levende i dag, som da de blev skrevet for tusindvis af år siden. Og for både forfattere og læsere kan den tabte tid genoplives i litteraturen.
LÆS OGSÅ: Jeg ville gerne være den jeg var
De unge døde gør verden evig ung, skrev digteren Asger Stig Møller for eksempel før sin død i 2010. Han nåede selv at skrive 18 bøger, inden han døde som blot 46-årig. Men nu har hans far, dr.phil. og folketingspolitiker Per Stig Møller (K), der selv har skrevet en del bøger om blandt andre Kaj Munk, været med til at samle et udvalg af den religiøse og anråbende side af sønnens omfattende digtning. Det er sket under titlen De himmelske piber, som er udvalgt sammen med idémanden Flemming Andersen. Og på den måde håber Per Stig Møller, at han kan være med til at holde sønnens forfatterskab og dermed mindet om ham i live:
Så længe man husker de afdøde, så er de til stede, siger Per Stig Møller.
I digtsamlingens forord viser Per Stig Møller, hvordan sønnen allerede som knap 12-årig kunne skrive dybe digte om døden. Og man mærker, hvordan både stoltheden over og kærligheden til sønnen stadig lever sammen med mindet om deres fælles kærlighed til litteratur.
Asger læste tidligt meget, og han lod sig inspirere af de store forfattere, ligesom han også var optaget af religiøse spørgsmål. Han beskæftigede sig meget med Jesus-skikkelsen, og han skrev en dialogbog, hvor Jesus fører samtaler med Mozart, Stalin og alle mellem himmel og jord, inden han slutteligt taler med Faderen og siger, at han godt vidste, hvad han gjorde, da han lod de små komme til ham. Det synes jeg faktisk er nogle fremragende dialoger, men dem kan man jo bare genudgive i stedet for at tage et udvalg af dem, som vi har gjort i De himmelske piber. Og det er blot for at sige, at han i høj grad havde religiøse motiver i sit forfatterskab, siger Per Stig Møller.
I et af Asger Stig Møllers digte skriver han også om, hvordan Jesus genopstår og kommer op til sin fader, hvor han spørger, hvad meningen med det hele var. For Jesus bad jo om at få taget kalken fra sig, inden han blev svigtet af sine venner og korsfæstet. Men han var ingen fiasko, forklarer Gud, der havde sin egen mening med det hele.
LÆS OGSÅ: Genialt-gakkede greve-digte
Asger skrev nogle meget stærke og eftertænksomme digte, men han havde også en anden og vildere tone. Når man skal huske en person, er det vigtigt, at der er nogen, der går til kilderne, så personens efterliv også kommer til at afspejle det faktiske liv og værk. På samme måde har jeg også interesseret mig for, hvad sandheden om Kaj Munk er, siger Per Stig Møller, der mener, at en død person på den måde kan få et nyt efterliv, hver gang der er nogen, der skriver om det.
Mens Per Stig Møller gennem sit eget litteraturforskerforfatterskab har forsøgt at give nyt liv til forståelsen af sin søn, Kaj Munk og franske og engelske filosoffer, har teologen og filosoffen Peter Tudvad blandt andet forsøgt at levendegøre Søren Kierke-gaard gennem sin roman Forbandelsen:
LÆS OGSÅ: Kierkegaard og meningen med døden
Ved at gøre ham til et menneske og ikke bare en omvandrende litterær tanke så kunne jeg vække ham til live for læserne. Ikke for at føre ham op til vores samtid, men derimod ved at gøre ham levende i den konkrete historiske kontekst. Jeg tror, mange af os har en stor interesse i at lære historiske personer at kende i deres egen tid. Men når jeg skrev en roman og ikke en biografi, handler det også om en litterær ambition om at skabe et drama ved at levendegøre Kierkegaard, siger Peter Tudvad, der også mærker et behov i tiden efter at få fortidens store skikkelser genoplivet:
Jeg tror, vi har en nostalgisk længsel efter historisk materialitet. Fordi vi lever i en tid med stor mobilitet og med medier, der gør os i stand til diskutere med mennesker på den anden side af kloden, kan vi få en trang til at læse om personer i en mere snæver, historisk betydning. Den kontinuitet, vi mangler i vores fragmenterede, moderne liv, kan vi gribe ved at lære en historisk person at kende. I vores eget liv mangler vi et afsluttende helhedsperspektiv, fordi vi jo ikke ser vores liv blive afsluttet. I kraft af samfundets sekularisering kommer mange mennesker til at mangle et perspektiv på livet, og måske kan historiske personers liv være en slags erstatning for mennesker, der ikke tror på evigheden. Sådan tror jeg selv, jeg har det, siger Peter Tudvad.
På samme måde har Dorrit Willumsen, der forfatter til blandt andet Bang en roman om Herman Bang fra 1996, oplevet en stor interesse for sine historiske fortolkninger:
Da jeg skrev romanen, tænkte jeg ikke på det som en måde at vække Herman Bang til live på, men jeg blev meget glad, da læserne takkede mig for, at jeg havde været med til at bringe Herman Bang frem på en måde, så han blev levende for dem. Det er meget lykkeligt, når en roman kan få den effekt, synes jeg.
LÆS OGSÅ: Vores liv ender ikke i tab, mørke og død
Præsten og forfatteren Kathrine Lilleør mener ligefrem, at litteraturens natur er genoplivning:
Litteratur er opstandelse, for det er at fremmane, at gøre levende, hvad der ellers ligger dødt. Digtekunsten har til alle tider forsøgt at efterligne påskeunderet ved at gøre det døde levende. Der er en vældig kraft i at fremtrylle figurer, der levendegøres for læseren, siger Kathrine Lilleør, der samtidig mener, at der i hver eneste fortælling om de døde ligger et opstandelsesmotiv, uanset om det er i form af litteratur, breve eller mundlige fortællinger.
Hvis vi er modige nok, erindrer vi personerne, som de virkelig var. Hvis vi ikke er så modige, så helgenkårer vi dem. Det kan være smerteligt at huske de afdøde, derfor kan vi komme til at pynte på personerne i vores erindring, men det ændrer ikke på virkeligheden.
Samme udfordring har hun som præst i begravelsestaler:
I prædikener skal vi præster være i stand til at udfolde ord om afdøde, så de åbner for de efterladtes erindringer. Man kan sige, der går en umærkelig guldtråd fra prædikekunst til digtekunst. Vi står med et virkeligt liv, der er levet, men vi skal kunne sætte ord på det, som åbner hjerterne for erindring samt tro og håb om et gensyn. Det er en kunst, prædikekunst, siger hun og tilføjer:
I mit eget forfatterskab benytter jeg mig meget af erindringsfortællinger, og på den måde genopstår de døde i mine tanker og gennem min pen, og det håber jeg så, andre kan genkende sig selv i, siger Kathrine Lilleør, der blandt andet har skrevet om sin afdøde bedstefar i bogen Kvinde hvorfor græder du?.
Traditionen med at forsøge at genoplive de døde i litteraturen går langt tilbage, og det er også en måde at huske åndshistorien på, mener litteraturhistorikeren Erik A. Nielsen:
Når vi skriver biografier om de døde, som jeg eksempelvis har gjort med Kingo og Brorson, så genopliver vi den åndelige verden, som danner deres forfatterskab. Man kan sige, at det er en moderne, nulevende ånd, der prøver at aftegne de åndelige bevægelser, der har været tænkt af de personer for længe siden. I Tyskland er der lige blevet skrevet en stor biografi om Goethe, hvor det samme gør sig gældende: Goethe bliver vakt til live for nutidens mennesker, siger Erik A. Nielsen, der glæder sig over, at der konstant bliver skrevet biografier om afdøde.
Det er meget vigtigt, for det er vores måde at holde de store tænkere i live på. Biografier har som regel mange læsere, og det hænger sammen med, at vi oplever en menneskeskæbne, og hans eller hendes tanker kommer frem igen og tegner sig på nye måder ind i vores nutid.
Der er som nævnt også mange eksempler på romaner, hvor der sættes kød og blod på afdøde historiske personligheder, og de dermed vækkes til live.
Med romaner kan det dog være svært at vide, hvad der har hold i fortiden, og hvad der er digterisk frihed. Men der er ingen tvivl om, at der er stor interesse for at gen- og nyfortolke de store personligheder fra vores fortid, understreger han:
Man kan godt sige, at alle former for genskrivning og nytolkninger af en historisk persons værk på en måde er genopstandelse, selvom jeg nu nok synes, det er lidt for pompøst at sige det på den måde. Der er en kristen tradition for, at de døde genopstår i litteraturen, men også i oldtiden blev der skrevet biografier; den tradition er lige så gammel, som skriften er, siger Erik A. Nielsen og genopliver på den måde tanken om litteraturens opstandelseskraft.
Fortiden er ikke død. Den er ikke engang fortid, som den amerikanske forfatter William Faulkner engang skrev. Og citatet lever stadig.