Man må beundre Ai Weiwei, eller Mr. Ai, som han tiltales i Kina. Først og fremmest for hans kunst, men mindst lige så meget for hans mod til at ytre sig kritisk om det kinesiske styre, som træder menneskerettighederne under fode. Hos Ai Weiwei er kunsten og samfundskritikken vævet tæt sammen. Det ene eksisterer ikke uden det andet.
Vi er så langt fra dekorativ kunst, som tænkes kan i tilfældet Ai Weiwei, der ofte benytter ”readymades”, altså brugsgenstande, der placeres i kunstneriske sammenhænge, med klar politisk adresse.
Hans usædvanlig sikre æstetiske sans fornægter sig sjældent. Det beviser han for tiden på sin både meget smukke og meget samfundskritiske udstilling i Royal Academy i London. På ARoS' nye udstilling bidrager han som den ene af 24 kunstnere.
I 2011 blev Ai Weiwei fængslet i 81 dage ”af irrationelle grunde”, og efter løsladelsen inddrog myndighederne hans pas. Nu har han fået sit pas tilbage af lige så ”irrationelle grunde”.
”Man står over for en magt, som ikke behøver at argumentere for sine handlinger,” siger han med et dybt suk.
Overvågning og fængsling af en systemkritisk nøglefigur som Ai Weiwei er den kinesiske regerings måde at statuere et eksempel på. Ved at nedrive hans nye atelier i Shanghai og ved at fængsle ham på baggrund af falske anklager for derefter at overvåge ham systematisk håber myndighederne på at kunne skræmme andre kritikere og få dem til at rette ind.
Men Ai Weiwei udtrykker fortsat sin dybe indignation over den udbredte korruption og magt-elitens manipulationer med og tilbageholdelse af informationer over for det kinesiske folk.
Kristeligt Dagblad møder den verdensberømte kunstner på Hotel Royal i Aarhus.
Hvordan vil du definere kunst og de muligheder, den rummer og giver?
”Som mennesker har vi brug for at erindre - og et kunstværk er et fysisk objekt, som vi kan spejle os selv i. Kunst er en metafor eller en modvægt til den virkelige verden. En slags surrogat, om du vil. Den påpeger også en anden måde at organisere livet på.”
I årene 1981-1993 boede og arbejdede Ai Weiwei i New York, hvor han fik indgående kendskab til den vestlige kunstscene.
Hvilke kunstnere har haft særlig indflydelse på din egen kunstneriske praksis?
”For det første Marcel Duchamp. Og for det andet - og nok vigtigere - Andy Warhol. Ikke så meget på grund af hans popularitet, men på grund af hans humor og hans opfindelse af nye udtryksformer, som var så langt forud for hans tid.”
Vi kender din kritik af det kinesiske samfund. Men har du også noget godt at sige om udviklingen i dit hjemland?
”Jo da. Infrastrukturen er blevet forbedret og også vores lovgivning. Generelt er folks levevilkår blevet langt bedre, men uden at de har fået den fulde frihed, og den hurtige industrielle og teknologiske udvikling har haft store omkostninger for miljøet.”
”Denne eksplosive, industrielle vækst har også bidraget til et kulturelt hukommelsestab. Nu er man så småt begyndt at rydde op efter den grådige jagt på profit, som har fundet sted i de seneste mange år, men det vil tage årtier at vinde det tilbage, som naturen oprindeligt gav os helt gratis.”
”Kinas politiske ledelse har begået mange fejl meget hurtigt, men den kan til gengæld også hurtigt rette op på dem, da alle beslutninger vedrørende samfundsudviklingen træffes centralt. Det er den eneste fordel, jeg kan se ved denne topstyring.”
Du har et uhyre godt greb, når det gælder om at installere værker i rum. Det fremgår tydeligt af din udstilling i Royal Academy i London, der er den bedste udstilling, jeg har set af dig til dato.
”Det er jeg meget glad for at høre. Til forskel fra mange andre kunstnere, som kun koncentrerer sig om deres egne værker, er jeg jo også arkitekt og kommunikator, og derfor går jeg meget op i, hvordan værkerne installeres optimalt i udstillingsrummene, så deres budskab trænger bedst igennem til publikum.”
Hvordan føles det igen at kunne rejse ud af Kina efter fire års indespærring?
”Det føles meget mærkeligt. Alle andre har ret til at rejse frit rundt, og man tager det som en selvfølge. Først når man mister denne ret, bliver man klar over, hvor vigtig den er. I de fire år, hvor jeg ikke har kunnet rejse ud, har jeg lavet 100 udstillinger. Det er skønt at kunne se sine egne udstillinger igen og stå ansigt til ansigt med publikum igen.”
”Jeg frygtede, at jeg aldrig ville få mit pas tilbage. Mange af mine ligesindede venner - mange af dem er advokater - sidder i fængsel, og deres familier er i flere tilfælde blevet frataget deres pas. Derfor sendte jeg min fem-årige søn og hans mor ud af landet, så det ikke skulle ske for dem. De skal ikke straffes, fordi jeg betragtes som en farlig samfundsfjende.”
Kan du forklare, hvorfor du fik udleveret dit pas netop nu?
”Jeg tror, det skyldes, at åbningen af min udstilling i London faldt sammen med det kinesiske statsbesøg og en ny stor handelsaftale, som blev indgået mellem Storbritannien og Kina. Da jeg i sin tid blev løsladt fra fængslet, skete det forud for et kinesisk statsbesøg i Tyskland. Når det handler om big business, må der ikke komme noget i vejen. Jeg har et stort atelier i Berlin, så der er meget fokus på mig i Tyskland.”
Ai Weiweis atelier ligger i kælderen under Studio Eliasson i et nedlagt bryggeri på Pfefferberg i Berlinbydelen Prenzlauer Berg.
”For tiden oplever jeg et af Olafur Eliassons værker hver dag, for der er nemlig en utæthed, som gør, at vandet strømmer ned i kælderen,” forklarer han smilende.
Det er en ægte ”Berlin Waterfall-installation” af Eliasson?
”Ja,” griner Ai Weiwei.
Du optræder for første gang i lang tid på en gruppeudstilling sammen med andre kinesiske kunstnere?
”Jeg nægter at blive kaldt en kinesisk kunstner. Kinesisk kunst er meget forskelligartet, hvilket gør det umuligt at betragte den ud fra en national vinkel. Det er en fejltolkning. Selvom jeg har promoveret kinesiske kunstnere fra 1990'erne, og jeg har oprettet en fond til støtte for kinesiske kunstnere, som arbejder med kunst, der interagerer med kulturen og dagliglivet, må jeg konstatere, at det meste af den kunst, som produceres i Kina i dag, er temmelig vag, da den er underlagt censuren. Den mangler hele den kritiske brod. Kun omkring halvdelen af kunstnerne, som er med på ARoS' nye udstilling, vil jeg betegne som mine venner.”
Dit værk ”Yu Yi” er en 12 meter lang bambusmand, som hænger otte meter under loftet. Hvad betyder titlen?
”Det er betegnelsen for en jadedragt, som man begravede folk i under Han-dynastiet. Man troede, at den beskyttede de dødes sjæle, hvilket den naturligvis ikke gjorde. Værket er også en metafor for tilstandene i dagens Kina, hvor man ”beskytter” landet ved at forhindre folk i at få adgang til det ”farlige” demokrati og den ”farlige” ytringsfrihed. Det kinesiske folk har aldrig set en stemmeseddel. Tillidskrisen fortsætter. Det er ligesom for 2000 år siden.”
Kristeligt Dagblad anmeldte udstillingen ”A New Dynasty - Created in China” i onsdags. Læs artiklen på