Akademisk teater udforsker krydsfeltet mellem kunst og videnskab

Aarhus Teaters forestilling ”Det vi ved” lægger sig i krydsfeltet mellem kunst og videnskab. Men eksperimentet lykkes ikke til fulde

Instruktør Petra Berg Holbeks iscenesættelse er intens og fortættet med korte scener og abrupte blackouts. Skuespillerne skifter roller, og vi hvirvles rundt i et tankespind mellem handlingstråde lidt usikre på, hvordan det hele hænger sammen, skriver anmelder.
Instruktør Petra Berg Holbeks iscenesættelse er intens og fortættet med korte scener og abrupte blackouts. Skuespillerne skifter roller, og vi hvirvles rundt i et tankespind mellem handlingstråde lidt usikre på, hvordan det hele hænger sammen, skriver anmelder. Foto: Fotograf Torben Åndahl.

Forfatter og dramatiker Mikkel Wallentin er en interessant personlighed. Han har en kandidatgrad i dramaturgi og kognitiv semiotik, en ph.d. i kognitiv neurovidenskab og er lektor i kognitionsvidenskab ved Aarhus Universitet.

I sit nye stykke, ”Det vi ved”, bruger han teatret som laboratorium til at undersøge den menneskelige bevidstheds krinkelkroge og sætte fokus på nogle af forskningens etiske dilemmaer: Er videnskaben for interesseret i prestige til at tage sig af mennesket i magneten? Hvor langt skal vi gå i videnskabens navn? Hvad ved vi, og kan vi overhovedet vide med sikkerhed?

På briksen ligger en pige. Hun er i koma efter en trafikulykke og er udvalgt til at deltage i et banebrydende forskningsprojekt. Forskerne mener, at de måske har skabt en maskine, en magnet, der kan læse komapatienters tanker. Måske. Og det betyder, at de nu – formentlig – kan kommunikere med en bevidsthed, der er fanget i en ubrugelig krop. Men har patienten overhovedet lyst til at deltage? Og hvordan verificerer man resultaterne?

Instruktør Petra Berg Holbeks iscenesættelse er intens og fortættet med korte scener og abrupte blackouts. Skuespillerne skifter roller, og vi hvirvles rundt i et tankespind mellem handlingstråde lidt usikre på, hvordan det hele hænger sammen. Er den lille pige en manifestation af komapatientens sindstilstand? Er hendes mor og journalisten én og samme person? Den narrative logik synes at være lige så kompliceret som samspillet mellem nerveceller i hjernen.

Fire af Aarhus Teaters nye ensembleskuespillere står på scenen: færøske Kjartan Han-sen er den bløde forskerspire, Nanna Bøttcher er mor og journalist, Christian Hetland er den hårdkogte forsker og Julie Buch-Hansen er komapatient, lille pige og teenager. Alle spiller de med en robotagtig, indstuderet hårdhed, og det er ærgerligt.

Wallentin vil have os til at tænke mere selvstændigt, men spørgsmålet er, om vi gider? For at tankeeksperimentet kan røre os – og komme ud over scenekanten og med os hjem – skal karaktererne være andet og spilles som mere end bare konstruktioner. Vi skal interessere os for den person, videnskabsmændene er i færd med at udnytte. Men det er svært, når vi ikke tror på, at hun er ægte.

På den ene side er det befriende at blive lokket derud, hvor handlingens logik undslipper os, og hvor der ikke er noget at holde fast i. Der bliver ikke givet ved dørene, og man skal tænke selv.

På den anden side er det også dybt frustrerende. Nogle koblinger mangler, så vi kan ikke drage de korrekte slut-ninger. Der er sikkert ingen korrekte slutninger. Den narrative styring og autoritet er ikke til at få øje på, så fortolkning bliver et rent subjektivt projekt. Det er der for så vidt ikke noget galt med, men det er tungt akademisk teater, der kræver en del tankevirksomhed.

”Det vi ved” er på mange måder et gammeldags post-moderne projekt, tilsat et tvist af etik og humanisme, men lidt for interesseret i koncepter og abstraktioner.