Amerikanske Miranda July, født 1974, er lidt af et fænomen. Hun er ud over at være forfatter også designer af tasker, hun laver skulpturer og er performancekunstner og skuespiller, blandt andet i egne film som ”You, Me and Everyone We Know” (2005), som både blev præmieret ved Sundance Film Festival og i Cannes.
Hun debuterede som forfatter med novellesamlingen ”No One Belongs Here More Than You” i 2007, der altså nu foreligger på dansk, og i år fulgte romanen ”The First Bad Man”, der allerede er på vej i dansk oversættelse. Miranda July er nære veninder med Lena Dunham (som skriver og selv spiller med i serien ”Girls”), og når man kender seriens humor og fokus på det akavede og pinlige, den kiksede krop, begæret og den kejtede kærlighed, så kan man sagtens se slægtskabet og generationsfællesskabet imellem dem.
”Ingen har hjemme her mere end du” har oversætter Karen Margrethe Adserballe kaldt sin oversættelse, som et lille tvist af det, vi normalt ville sige: Ingen har mere hjemme her end du. Måske fordi man er nødt til at læse den lidt langsommere og faktisk tænke over, hvad det betyder at have hjemme. Noget, som alle novellernes personer på hver sin måde kæmper med, konkret og metaforisk.
”Ingen har hjemme her mere end du” består af 16 tekster, de tidligste fra 2003. Fælles for teksterne er deres næsten altid ret akavede, neurotiske og psykologisk indeklemte jegfortæller, hvad enten det er en mand eller en kvinde. Først og fremmest længes disse personer efter kontakt og kærlighed, hvilket kan komme til udtryk i de mest absurde optrin.
Som i indledningsnovellen, ”Fællesterrassen”, hvor den kvindelige overbo, lavstammet og temmelig buttet, har et godt øje til den smarte underbo, der desværre er gift med en høj, lyshåret Helene. Dette er imidlertid ikke nogen hindring, når man, som overboen her, har en virkelig veludviklet indbildningsevne. Set udefra er det på én gang ret morsomt og samtidig tragisk, og det er denne blanding af det latterlige og det sørgelige, som naturligvis også er et forstørret spejl, der er Miranda Julys opskrift.
Samme opskrift finder vi i den endnu mere absurde novelle ”Svømmeholdet”, hvor en yngre kvinde fortæller om dengang, da hun var så ensom, at hun lavede et svømmehold med tre 80-årige, som øvede tørsvømning (dog med den undtagelse, at de hver havde en skål med saltvand til hovedet, så de kunne øve vejrtrækning) hjemme på hendes linoleumsgulv!
”Så skete der noget mærkeligt. Jeg så ned på mine sko på det brune linoleumsgulv, og det slog mig, at gulvet nok ikke var blevet vasket i hundrede år, og pludselig var jeg overbevist om, at jeg skulle dø. Men i stedet for at dø sagde jeg: Jeg kan lære jer at svømme. Og vi har ikke brug for en swimmingpool.”
Jeg har hørt Miranda July tale om, at det ikke er menneskers problemer, der er problemet, men det, de gør for at kæmpe imod det, og det er lige præcis de her akavede kampe eller undvigemanøvrer, hun sætter spot på. July er eminent til humoristisk at stille skarpt på, hvor meget forskelligrettet begær og irrationel og skambehæftet tankevirksomhed der kan gå igennem en helt almindelig menneskekrop i løbet af en dag. Hendes stil er hurtig, skiftende fra det helt dagligdags til sætninger, der bare bliver siddende.
Bedst er Miranda July, når hun måske skriver tættest på sit eget liv, om unge ensomme piger og deres forvirrede følelser. Novellen ”Noget, der kan klare sig uden noget andet”, om to unge piger, hvor den ene har mere i klemme end den anden, der stikker af til Portland, er bogens bedste, rørende, sjov og samtidig helt ind til smertepunktet: ”Ideelt set ville vi have været forældreløse. Vi følte os som forældreløse og syntes, vi fortjente al den medlidenhed, forældreløse får, men flovt nok havde vi faktisk forældre. Jeg havde endda to. De ville aldrig lade mig tage af sted, så jeg sagde ikke engang farvel; jeg pakkede en lille taske og efterlod en besked.”
I de tyndeste noveller virker det, som om July har fundet formen og putter forskellige masker uden på den. Således er hendes karakterer på en eller anden måde altid små variationer over den samme, ligesom fortællerstemmen også er uforandret novellerne igennem. Nu glæder jeg mig til at læse romanen og se, hvad der er sket siden 2007.
kultur@k.dk