Allan Olsen: Der er noget, der tyder på, at vores kultur er ved at nå til enden

”Hele den periode, jeg skriver om, er en tid, hvor forskellen på rigtigt og forkert, godt og ondt, var nem ...

”Hele den periode, jeg skriver om, er en tid, hvor forskellen på rigtigt og forkert, godt og ondt, var nem at forstå. Vi vidste præcis, hvornår vi overskred reglerne, hvad enhver rask dreng jo gør hele tiden,” siger Allan Olsen, der begræder, at alting i dag er til diskussion. - Foto: Lars Aarø/Fokus

Hvis jeg skal være en sortsynet og sur, gammel jysk mand, så vil jeg sige, at det, der er ved at ske omkring os lige nu, er, at vores kultur måske er ved at nå til enden
Allan Olsen

Noget vigtigt er gået tabt i de seneste år, mener sangskriveren Allan Olsen, som er aktuel med erindringsbog om barndom og ungdom i Frederikshavn i en tid, hvor individet var en naturlig del af et større fællesskab

Allan Olsens forældre blev gift på en tirsdag. Så passede det nemlig med, at kobberbryllup, sølv- og guldbryllup faldt på en lørdag, og der kunne festes, uden at gæsterne skulle op på arbejde næste dag. Der blev taget hensyn.

På bryllupsbilledet står parret ved siden af hinanden og kigger hen på fotografen. Men det vigtigste er, at deres blik når meget længere end hen til kameraet, og især er det vigtigt, at de kigger i samme retning. De har indgået en forpligtende, fælles aftale, der vedrører andre end dem selv.

Scenen er taget fra Allan Olsens selvbiografiske bog ”Tilfældigt strejfet”, der netop er udkommet og blev anmeldt her i avisen i går. Der er langt fra husmandsstedet i landsbyen Grønholt uden for Frederikshavn, hvor bryllupsbilledet er knipset, og Allan Olsen er vokset op, til sangeren og sangskriverens fjerdesalslejlighed midt i Aarhus. Og dog. Allan Olsen lever stadig enkelt, grænsende til det spartanske, og hunden Mutti løber rundt og er særlig kæk, fordi den for nylig fangede en rotte, nøjagtig som de skiftende hunde gjorde det i Allan Olsens barndomshjem.

”Når jeg ser på min mors og fars brudebillede, så er det meget anderledes end nutidens. I dag kigger et brudepar sig typisk skeløjede på hinanden. Forskellen er slående og udtryk for noget meget fundamentalt,” siger Allan Olsen og fortsætter:

”Vi er kommet til at tro, at noget ydre kan give os kvalitet, i stedet for at tænke, at det, der giver kvalitet, kan og skal komme fra os selv. Vi lever i en tid, hvor vi opfatter vores omgivelser som noget, vi kan forbruge og udnytte til at gøre os mere tilfredse, end vi er. Vi flytter eksempelvis rundt for at komme et sted hen, hvor vi tror, der sker en masse. Problemet er, at vi ankommer dertil uden selv at bringe noget med, og så sker der ikke noget. Det samme gælder menneskene indbyrdes. Når et brudepar i dag kigger intenst på hinanden, så er det ud fra en forventning om, at den anden skal kunne opfylde alle mine behov og omvendt. Fordi jeg selv hele tiden er det vigtigste. Individet er blevet centrum, og fællesskabet er trængt i baggrunden.”

Den tendens er tiltaget i vækst hen gennem Allan Olsens levetid og er nu nået til et punkt, som han kalder sygeligt. Derfor er han heller ikke særlig optimistisk på menneskehedens vegne:

”Hvis jeg skal være en sortsynet og sur, gammel jysk mand, så vil jeg sige, at det, der er ved at ske omkring os lige nu, er, at vores kultur måske er ved at nå til enden. Vi har selvfølgelig ikke forestillingsevne til at forstå, at vi måske skal til at stige af knallerten og lade nogle andre køre på den. Men måske er det det, der kommer til at ske. Ser vi historisk på det, så starter den slags undergang tit med forhold som folkevandringer udefra, politiske og religiøse sammenstød og faldende fødselstal. Og det tør man nok sige, at vi ser meget af lige nu. Det er muligt, at det, der vil ske over de næste 50 år, er, at den vestlige kultur som førende magtfaktor vil afløses af noget andet udefrakommende. Hvad det er, ved jeg ikke,” siger Allan Olsen med sine rolige stemme, der stadig klinger af Vendsyssel.

Nu er det jo heller ikke nogen science fiction-roman, han har skrevet, men en fortælling, der skuer bagud. Grundsubstansen er et stof, som ifølge Allan Olsen uafbrudt skabes i nye former og kommer dalende, hver gang en lille ny kommer til verden. Han selv er født i 1956. Faderen Bent Ove Olsen var landpost, moderen Gerda i begyndelsen hjemmegående, men senere ostehandlerske, og med til husstanden hørte også morfaderen, storebror Bjarne og lillesøster Britta. Det var en overskuelig verden, og det var først, da familien flyttede til Frederikshavn, og Allan kom i skole, at han oplevede mere end et par håndfulde mennesker samlet på ét og samme sted.

”Alle generationer kan lave sådan en fortælling, men alligevel vil jeg påstå, at der er en helt afgørende forskel fra alle andre perioder i danmarkshistorien. Allerede inden jeg blev født, havde århundredet været igennem to verdenskrige, og efterfølgende opstod der massekommunikationsmuligheder, som blev helt afgørende. De første år af mit liv oplevede jeg ikke anden kommunikation end den, der var mellem min familie og de nærmeste naboer. Den nyhedsstrøm, vi fik, var den, der blev mundtligt overleveret, og der var en særdeles veludviklet fortællekultur,” siger Allan Olsen.

Stoffet til sine sange begyndte han således, ganske ubevidst, allerede at samle sammen som lille dreng. Han lyttede til, hvad hans far havde oplevet på postruten, og når der kom fremmede, som de hed på de kanter, så sad Allan typisk under spisebordet med smørrebrødsfadene og lyttede til, hvad der blev snakket om.

”Hele den periode, jeg skriver om, er en tid, hvor forskellen på rigtigt og forkert, godt og ondt, var nem at forstå. Vi vidste præcis, hvornår vi overskred reglerne, hvad enhver rask dreng jo gør hele tiden. I dag har vi bygget et langt mere raffineret samfund op, hvor vi har forkastet alle de fastsatte værdier og sat et diskussionsforum i stedet. Det mener jeg er en forbrydelse, ikke mindst mod børnene. Jeg har en ven fra Ghana, der siger: 'I Danmark er mænd kvinder, kvinder er mænd, og børnene er forvirrede, det er et meget mærkeligt land!'. Hun har jo ret. Når vi udvisker det hele, så bliver det svært at forstå, hvad der er rigtigt og forkert.”

Når Allan Olsen ser tilbage, tænker han, at nøgleordet i den store sociale og menneskelige forandring, der er sket i hans levetid, er tilhørsforhold.

”For 50 år siden havde de fleste mennesker et bestemt tilhørsforhold til geografi, til tro, til kønsroller, til børneopdragelse og til politisk overbevisning. Man var sat et bestemt sted i verden, og man tænkte ikke i alternativer. Det var overskueligt og måske også indskrænket. Alt det blev brudt op i 1960'erne og 1970'erne, især fordi det helt nye begreb 'ungdomskultur' kom til,” siger Allan Olsen

Da Gerda og Bent Ove Olsen var unge, fik de overleveret en brugsanvisning på, hvordan de skulle leve deres liv. Den gik stort set bare ud på at skaffe noget at spise og føde nogle børn.

”Dengang var 'mig selv' ikke vigtig, man var en del af et fællesskab, der tjente et større formål. Der, hvor jeg kommer fra, skal man nære sig for at gå rundt med et billede af sig selv, der er større end et pasfoto, for så stiller man sig an. Det er ikke jantelov, men derimod en frygt for, at individet skulle få den vanvittige idé at bryde ud af fællesskabet. Hvis det skete, så ville alting bryde sammen - og det gjorde det så også,” siger Allan Olsen.

Selvom han aldrig har udgivet prosa før, så fandt han det ikke svært at skrive ”Tilfældigt strejfet”. Han sammenligner det med at hækle et tæppe. Man finder et dogme og så kører man ellers bare derudad. Hans dogme var, at teksten skulle rumme samme indhold og tone som hans sange, og så skulle han bare skrive det hele, som han forstod det. Og med samme enkelthed, som livet blev levet i Grønholt og Frederikshavn, indtil han flyttede.

”Det er langt sværere at skrive fortsættelsen. Selvom jeg nu har boet her i Aarhus i 30 år, så forstår jeg stadigvæk ikke byen og kommer nok aldrig til det. Her er jo ingen aarhusianere,” siger Allan Olsen.