De fire evangelier i Det Nye Testamente viser meget godt, hvor forskelligt fire forskellige forfattere kan opfatte og fortolke den samme person. Matthæus lægger vægt på, at Jesus var født som jøde med slægtstavle (via Josef og David) til Abraham, Adam og Gud, men det er også her, at Jesus optræder som verdenshistoriens største morallærer med den længste version af bjergprædikenen.
Markus skriver et kortere og mere actionmættet evangelium fuld af dæmonuddrivelser og helbredelsesmirakler, hvor Jesus altså er handlingernes mand. Julens evangelist Lukas fortæller derimod om frelseren som et skrøbeligt spædbarn i en stald for at vise, at Jesu fødsel er forudsætningen for kirkens fødsel, som - mener man - Lukas også beskriver i Apostlenes Gerninger. Og endelig giver Johannes plads til poesien og mystikken med sit evangelium, der samtidig skriver Jesus sammen med skabelsesberetningen.
Alle beskriver de Jesu død og opstandelse og beskriver ham som Messias, men vinklerne er vidt forskellige.
”Sådan kan man betragte de fire evangelier som fire forskellige biografier, der alle giver deres bedste bud på, hvem Jesus var eller er. Og samme princip kan man finde, hvad enten det gælder biografier om Gandhi eller Ghita Nørby. For ethvert portræt af et menneske er en fortolkning, og man skal huske, at enhver biograf uundgåeligt lægger sin egen forståelse og fortolkning ned i teksten,” siger forfatteren og professoren Birgitte Possing, der selv står bag flere roste biografier om blandt andre Natalie Zahle og Bodil Koch, ligesom hun også på internationalt plan og sammen med kolleger fra mange vestlige lande har forsket i biografigenren gennem mange år.
32 hyldemeter biografier har hun faktisk stavet sig igennem for at skrive sin lille fagbog ”Ind i biografien”, som hun selv beskriver som en ”kritisk rehabilitering af genren”. For selvom biografier er blevet læst og skrevet af især mænd gennem mere end 2000 år, har mange også behandlet genren som verdens ældste erhverv - som en skøge, man gerne besøgte, men ikke viste respekt, skriver hun i bogens forord.
Men de seneste 30 år har synet på biografien ændret sig. Og vi befinder os lige nu i det, der er blevet kaldt den ”biografiske vending”, ”the biographical turn” i den vestlige kultur:
”De store ideologier er døde, og mange har også svært ved at finde troen på Gud i dag. Men vi har stadig brug for at finde vej i livet. Vi længes derfor efter billeder på mennesker, der har stræbt efter noget, er lykkedes eller mislykkedes med noget, har troet eller tvivlet på noget, og som selv har længtes efter noget. Vi længes kort sagt efter at spejle os i andre, der også har forsøgt at være mennesker,” siger Birgitte Possing med et smil, da vi sidder i hendes hyggelige kartoffelrækkehus ved søerne midt i København, hvor alting også emmer af den form for stil og succes, som mange folk stræber efter.
Men hendes egen vej ”ind i biografien” er også en personlig fortælling:
”Alle mennesker drømmer om at sætte spor i verden. Det gør jeg selv. Men de drømme ændrer sig jo gennem livet. Da jeg var barn, troede jeg, at jeg skulle have en masse børn. For jeg voksede selv op i en stor børneflok. Men jeg kunne simpelthen ikke få børn. Dengang var der heller ikke lige så gode muligheder for kunstig befrugtning som i dag. Og den mand, jeg skulle have haft børnene med, ville ikke adoptere nogen børn. Så jeg blev nødt til at finde en anden måde at efterlade mig noget i verden. Og dér er mine bøger blevet en af dem.”
Faktisk kom Birgitte Possing også til at revitalisere hele biografigenren, da hun for 20 år siden udgav en stor biografi om Natalie Zahles liv og værk i to bind som en del af sin disputats. For dengang var genren kommet så meget i skammekrogen, at man nærmest var holdt op med at skrive biografier i 1970'erne:
”Det var lidt af en trillebørsbiografi, jeg havde lavet, så det kom bag på mig, at min bog skabte så stor ståhej og blev solgt og oversat i så mange oplag. For jeg havde ikke selv tænkt, at jeg skulle være med til at humanisere historieskrivningen. Men det gik op for mig, at det var det, som biografien kunne. Og efterfølgende fik jeg lyst til at undersøge genren yderligere. For det var også gået op for mig, hvor mandsdomineret genren er. 8 ud af 10 biografier er skrevet om og af mænd. Og biografiernes historie er ofte blevet udlagt som fortællingen om de store mænd, der drev verden frem. Det mener jeg selv er en skævvridning af historien. Men der har helt klart været et marked for den slags bøger. Og det er der stadig. Tænk bare på de baner af bøger om Obama, Hitler og Churchill, der findes,” siger hun og fortsætter:
”Sådan har man skrevet biografier de sidste 2000 år. Men genren kan meget mere end det. Man kan fortælle et helt lands historie gennem én person. Eller for eksempel lære folk noget om dannelse og uddannelse, som jeg forsøgte i min biografi om Natalie Zahle. Og der findes også mange forskellige genrer af biografier. Tænk bare på, hvor forskelligt Joakim Garff og Peter Tudvad har skrevet om Kierkegaard, men jeg mener, at der skal være plads til begge dele. Og op gennem historien er biografien endda blevet brugt som en opbyggelig genre, hvor man nærmest til kvalmegrænsen skrev martyrhistorier om mennesker, folk så kunne forsøge at efterleve. I dag er den form for biografier næsten væk, mens der til gengæld næsten ikke er tal på de skurkebiografier, der findes. Markedet virker for eksempel umætteligt i forhold til nye Hitler-biografier. Men en pointe i min bog er også, at biografierne selvfølgelig i høj grad er præget af, hvem der skriver dem. Og det har meget ofte været mænd med en fascination af magt.”
Birgitte Possing har selv været mere interesseret i at give stemmer til kvinder, der ellers var ringe beskrevet. ”Et uudtalt ord overbeviser ikke nogen,” som hun har sagt. Og selv er hun lige så formet af sin ”mødrene arv” som af sin far, og det har faktisk en del at gøre med, at hun valgte at beskæftige sig med biografier og skrive kvindebiografier om Natalie Zahle og Bodil Koch fortæller hun:
”Min far var en dygtig og vellidt tandlæge, men lidt af en hustyran. Min mor var uddannet sygeplejerske og ønskede brændende at bruge sin uddannelse. Hun kunne bare ikke komme til det for min far - og med alle de børn. Hun var selv datter af en stærk kvinde, min mormor, der havde sit eget store sygeplejebureau på Amager. Hver for sig havde de hver sin tro, ligesom jeg havde min egen. Og hvis jeg selv skal pege på noget, der har formet mig, er det den akademiske ambition og lysten til at bestemme fra min far, og behovet for at øve omsorg og den åbenhjertige samtale om tro fra min mor og mormor.”
Mormoderen var baptist, moderen tvivlende, og Birgitte Possing havde sin egen kritiske udgave af den protestantiske kristne tro. Og det kom der mange samtaler ud af:
”Min mormor forsøgte altid at få mig overbevist om, at den levende Gud eksisterede, ud fra sine egne små oplevelser. Engang ringede hun for eksempel og fortalte, at der havde været ild i køkkenet. Om aftenen havde hun syntes, at der lugtede mærkeligt af gas, og hun havde spurgt Gud, hvad det var. Men da hun ikke fik svar, droppede hun sin aftenbøn i vrede. Senere blev hun vækket af ilden i køkkenet, som hun udlagde som Guds straf. Sådan havde hun mange historier.”
Hvordan vil du beskrive din egen tro?
”Den er jeg for blufærdig til at tale om. Er det ikke pudsigt, at bønslivet i dag er blevet et større tabu, end kønslivet var engang? Men sådan har jeg det altså også. For mig tilhører troen privatsfæren. Og den er efter mine begreber hellig.”
Intimsfæren burde efter hendes mening på samme måde respekteres mere i biografigenren, hvor hver en sten eller sovekammerpude ofte bliver vendt, når en biograf forsøger at ”få det hele med”, som hun siger:
”Oscar Wilde sagde for 100 år siden, at man tidligere forsøgte at kanonisere folk, men i dag forsøger at vulgarisere folk. Det gælder i dag mere end nogensinde. Ingen kendte har længere ret til noget privatliv. Og værre er det med de afdøde. Her kommer jeg til at tænke på et andet citat, af Voltaire, der sagde, at man afkræver respekt for de levende, men sandheden af de døde. Men selv om folk er døde, burde man vel respektere deres private og intime liv. Burde man ikke? Dét synes jeg, at der mangler en debat om herhjemme,” siger hun og påpeger, at efterladte i andre europæiske lande og Canada ”rask væk lægger sag an mod forfattere” for injurier på vegne af deres forfædre.
”Sådan gør man endnu ikke i Danmark. Men skulle vi ikke give mere plads til etiske refleksioner omkring biografier? For man må hele tiden spørge sig selv, hvorfor man udgiver en biografi. Er det for at stille nogle vigtige livserfaringer til rådighed og måske gøre læserne klogere på en større sag gennem hovedpersonen? Eller er det for at underholde folk med de mest slibrige detaljer fra folks privatliv?”.
Hvad har du selv lært ved at læse så mange biografier?
”At jeg ikke er alene om at famle rundt i livet, og at alle søger efter mening. Det kan være en trøst, når man befinder sig i de sorteste stunder i livet, at tænke på, at uendelig mange har været der før. For vi prøver alle at gøre os gældende i livet. Og jeg tror egentlig også selv, at livet handler meget om at være med til at tage sin tørn med at bære fællesskabet for en stund. Det kan man jo gøre på mange måder. Nogle år sad jeg for eksempel i menighedsrådet i Marmorkirken. Det viste sig at være en anderledes besværlig og konfliktfyldt opgave, end jeg havde forestillet mig, men det er en anden historie,” siger hun og tøver et øjeblik, inden hun lyser op i et smil:
”Nu er jeg i stedet medlem af Danmarks Grundforskningsfonds internationale bestyrelse og formand for den private forening Charlottenlund Søbad, hvor jeg tager en dukkert hver morgen året rundt. Begge steder er der en frihed til at gøre en forskel.”
Possings tre bud på gode danske biografier:
Jens Andersen: Denne dag - et liv. En Astrid Lindgren-biografi. Gyldendal 2015
Kirsten Hastrup: Vinterens Hjerte. Knud Rasmussen og hans tid. Gad 2010
Jens Chr. Manniche: Damen der skød på doktoren. En bog om Anna Hude. Gad 1993.
Possing tre bud på gode udenlandske gode biografier:
Alice Kessler-Harris: A Difficult Woman. The Challenging Life of Lillian Hellman. Bloomsbury Press 2012
Gilbert Badia: Clara Zetkin, feministe sans frontieres. Les ditions ouvrires 1993
Robert Gerwarth: Hitler's Hangman. The Life of Heydrich. Yale University Press 2011