Klaus Rifbjerg har en tilsyneladende ubændig trang til at udtrykke sig sprogligt og skabe litteratur. Hans respektindgydende værkliste rummer langt over 100 titler, og vil man se det ved selvsyn, kan man slå op på de sidste fire sider i hans nye roman. Forfatterens store belæsthed og produktivitet er både en styrke og en svaghed, for vanen tillader ham efterhånden at skrive uhindret om alt, hvad der falder ham ind, og det er ikke småting.
Hans nye roman med titlen "Rod" afslutter en trilogi om familien Dahlman-Winther, der blev påbegyndt med "Esbern" i 2005 og fortsatte med "Hovedløs" i 2007. Romanen, der sagtens kan læses selvstændigt, handler om scenografen Kim Dahlman-Winter, søn af digteren Esbern Dahlman-Winter. Denne Esbern forlod familien for at kæmpe imod fascisterne i den spanske borgerkrig og er kalkeret over forfatteren Gustaf Munch Petersen.
Kim har imidlertid ikke de store tanker om sin fars kunst. Han nærer skepsis over for familiens beåndede kunstnermiljø og holder sig til kitsch med den begrundelse, at det ikke giver sig ud for at være andet, end det er. Men måske er det ikke kunst som sådan, Kim er skeptisk over for, måske er det blot den forløjede kunst, han foragter. I hvert fald føler han sig tiltalt af tanken om at skabe illusioner for derigennem at gøre virkeligheden større, end den er "i virkeligheden". Dette synspunkt ligner et forsvar for den sanddru kunst, som Rifbjerg i hele sit forfatterskab har efterstræbt.
Man kan udmærket kalde "Rod" en kunstnerroman. Det formelig vrimler med billedkunstnere og forfattere; nogle af dem omtales ved deres rigtige navn, andre omtales med dæknavne. Vil man gætte rebus med Rifbjerg kan finde Martin A. Hansen i "Morten A. Husmann", Ole Wivel i "Odmar Hvirvel" og journalisten Ebbe Traberg i "Elmer Træholt".
Man kunne også kalde "Rod" en identitetsroman. Den lumsk mangetydige titel antyder, at hovedpersonen har rod i sit liv. Kim er ærlig nok til at erkende, at han er en rod og har et rodet liv, men tilføjer afværgende, at der også er rod i verden. Skal man tro Kim, er det ligefrem menneskeligt at have rod i sit liv. Det lyder tilforladeligt nok, men spørgsmålet er, om det ikke bare er en dårlig undskyldning for hans troløshed i ægteskabet. Kim har nemlig og har altid haft svært ved at styre sin begejstring for attraktive kvinder. Konsekvensen er, at det langvarige ægteskab med kunsthistorikeren Jette går i opløsning efter endnu en af Kims rasende hyrdetimer. Som ramme om romanen har Klaus Rifbjerg valgt de rystende begivenheder den 11. september 2001, mens hovedparten af handlingen udspiller sig i 1940'erne og 1980'erne. Miljøet er København med små afstikkere til Spanien og Færøerne. I centrum for det hele er den snakkesaglige Kim Dahlman-Winter, og snakket og polemiseret og diskuteret, det bliver der så sandelig. Holdningerne kender man allerede fra Rifbjergs mange kronikker og artikler, og fremstillingen er ironisk nok temmelig rodet. Måske er det tilsigtet. Mest interessant er portrættet af romanens hovedperson. En rodløs skikkelse, som man både tiltrækkes af og frastødes ved.
Klaus Rifbjerg: Rod. 271 sider. 299 kroner. Gyldendal.