Alt i verden skal med

Klaus Høecks poesi blander hudløse bekendelser, højtidelige besyngelser, vrængende remser, originale refleksioner og platte synspunkter

Klaus Høeck er en ener i dansk poesi. Hans nye store værk ”Legacy” rummer en mangfoldighed af interessante digte.
Klaus Høeck er en ener i dansk poesi. Hans nye store værk ”Legacy” rummer en mangfoldighed af interessante digte. . Foto: Scanpix.

For nylig blev jeg skældt ud af en yngre digter efter at have anmeldt hans digtsamling, fordi jeg havde fremhævet, at den indeholdt nogle umodne og platte holdningstilkendegivelser. Han mente, at jeg manglede sans for hans digtes kvalitet, og at jeg i stedet optrådte som moralsk dommer. Men er det nu så sikkert, for et kvalitetstræk ved lyrik kan vel være, at den ikke kolporterer synspunkter, som vi har hørt før, men at den får os til at tænke og se på verden på en ny måde?

De indledende overvejelser vender jeg tilbage til, for de har noget at gøre med Klaus Høecks netop udgivne mammutdigtsamling på 592 sider, ”Legacy”. Titlen ”Legacy” kan på dansk måske bedst oversættes til eftermæle, og selvom den 76-årige Høeck selvfølgelig stadig er going strong, så er digtsamlingen i mangt og meget en række tilbageblik på et langt liv.

Dette foregår som altid hos systemnørden Heøck efter en række bestemte regler. Den første regel er, at digteren har brugt 36 computerbearbejdede fotos fra sit liv som afsæt for digtene. Den anden er, at Høeck benytter en række sproglige moduler, der kan hedde ”dyreværnsdigt”, ”anekdote om selvet”, ”once upon a time” eller ”family secrets”, som indgange i en serie af digte. Den tredje er den faste Høeckske brug af systemer til strukturering af digtene, idet samtlige tekster er på 12 verslinjer, der hver indeholder henholdsvis fem og syv stavelser.

Det kan være rimeligt at opdele Høecks enorme værk i tre kategorier af tekster, nemlig de personligt bekendende, de poetologiske, og dem, der handler om alt mulig andet. I den første gruppe møder man tekster, hvis styrke er evnen til at skabe forbindelse med mellem en sporadisk iagttagelse og de store eksistentielle perspektiver.

I digtene springer der gnister mellem elementer, der ikke normalt forbindes med hinanden, og man oplever sammenstød mellem det grimme og det skønne og det prosaiske og det højtidelige. Et smukt personligt digt, hvor fokus er på et gammelt foto, lyder: ”hvordan gik det så/ derinde bag sølvrammen/ og glasset (snavset/ af støv og flue/ lort men ikke revnet el/ ler knust) klarede/ jeg variatio/ nerne eller snublede/ jeg på parketgul/ vet? - helt ærligt jeg/ ved det ikke rigtigt men/ jeg fik ingen børn.”

Der er dog også blandt meditationerne over gamle personlige fotos en række herlige humoristiske digte, hvor digteren for eksempel reflekterer over sig selv med ”et for/ færdeligt slips” ”fremstillet af a/ cryl”.

Høecks poetologiske digte forsvarer som altid en æstetik, hvor man tager afstand fra det rene, helstøbte og patosfyldte. I stedet hyldes en popart- eller blandingspoetik, der inkorporerer alt fra whiskymærker og eurosport til skak og orkidéer i digtene, og som heller ikke sparer på udtryk fra sprogets lavere registre. Indimellem er der dog også digte, som udtrykker noget for Høeck ganske nyt. Det gælder et digt, der fremhæver forskellen på ungdommens og den sene livsalders poesi. Forskellen er, anfører Høeck, at den unge digter sigter mod et på en gang skønt og uforståeligt sprog, mens den ældre digter forsøger at genvinde en forståelighed uden at miste skønheden.

Endelig er der i Høecks samling digte, der handler om alt mulig andet. Der er digte om sport, politik, mad, spiritus, sygdom, kærlighed, religion, skak, katte, venner, arbejde, tøj og havebrug - for blot at nævne nogle enkelte emner. Og oftest blandes emnerne på overraskende vis. Et vidunderligt og tankevækkende digt sammenkobler computerteknologi, skak og poesi på følgende måde: ”computeren har/ ændret skakkens filoso/ fi fra en roman/ tisk æstetik til/ en dynamisk der viser/ sig ved at såkaldt/ grimme træk (som in/ gen ville have drømt om)/ vinder - kunne man/ tænke sig at det/ samme gælder for kunst/ i almindelighed”. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at Høecks digt fascinerer, fordi det udtrykker en analogi, som man i høj grad må kalde original. Der er dog også digte, der lufter synspunkter, som man overraskes over at læse hos en digter af Høecks intellektuelle kaliber. Og her er jeg tilbage ved denne anmeldelses indledning. Man hører i et hyldestdigt til ”prügelknaben” og ”syndebukken” Lance Armstrong, at ”hvad / enten han var på epo eller hvad som helst/ da han vandt vore/ hjerter så kører han al/ drig ind i glemslen/ som de der dømte/ ham.”

Herefter følger et digt, hvor Høeck sammenligner cykelsportens doping med at drikke cognac, når man skriver digte. Og så minsandten et digt, der latterliggør idéen om en ”ren cykelsport” og sammenligner den med ”rene racer”. Jeg ved ikke, hvad det er for et univers, Høeck befinder sig i, men han mener tilsyneladende i ramme alvor, at folk, der har søgt at hindre svindel og brug af medikamenter, der har kostet talrige folk livet, er til grin.

Konklusionen er, at ”Legacy” rummer en mangfoldighed af interessante digte. Høecks poesi spænder fra højtidelige besyngelser til vrængende remser, fra poetologiske ræsonnementer til registreringer af hverdagens gøremål og fra originale refleksioner til platte synspunkter.

kultur@k.dk