Den første sætning i bogen lyder: "Vi trækker ikke vejret". Med disse skæbnesvangre ord kastes læseren ind i et drama på liv og død, skildret så intenst og så bevægende, at man læser alle de følgende sider med tilbageholdt vejrtrækning. Først efter bogens sidste ord, "Jeg trækker ikke vejret", kan man igen trække vejret nogenlunde roligt og begynde at tænke over, hvad det i grunden er, man har læst og været vidne til de foregående timer af ens liv.
Bogen kan altså læses i et hug som en lang novelle, en kort roman – eller som en musikalsk komposition. Den er skrevet af den unge tyske forfatter Kevin Vennemann, og i Tyskland har den lille bog allerede vakt stor opsigt. Takket være Karsten Sand Iversens smidige oversættelse og forlaget Batzer&Co's eksistens kan bogen forhåbentlig også få nogle danske læsere.
Det "vi", der taler i bogens begyndelse, og som til slut afslører sig som et "jeg", tilhører en polsk pige fra en landsby nær Jedenew. Under hele fortællingen gemmer hun sig i et legehus oppe i et højt træ sammen med sin søster, Anna. De sidder tavse sammen og håber inderligt på, at Jedenew-bønderne i selskab med en gruppe tyske soldater ikke vil få øje på dem.
Der er sat ild til deres onkels gård, deres eget hus er plyndret for værdier, og hele deres familie er formentlig blevet udslettet. Som læser er man ikke helt sikker på, hvad der egentlig sker og er sket, for de små piger fortæller sig selv, hinanden og læseren flere delvis uforenelige historier. Deres fantasi er veludviklet, for de har hele deres liv været vant til at få fortalt historier, og nu har de brug for at fortælle historier for at glemme deres egen frygt og den reelle fare, der omgiver dem.
Eftersom synsvinklen er lagt hos en pige, som netop har lært alfabetet at kende i skolen, hvorimod fortælleren er i besiddelse af et rigt nuanceret sprog, er der mange oplysninger om de voksnes verden, som ikke meddeles direkte. Læseren må således gætte sig til, hvorfor disse Jedenew-bønder i selskab med tyske soldater vil udslette familien. Det siges ikke ligeud, for børnene har lært, at de skal skjule det, men familien er jødisk, og det er netop derfor, at nogen vil dem til livs. Der nævnes heller ingen årstal, men det foregår efter al sandsynlighed i slutningen af 1930'erne under den tyske besættelse af Polen.
Vigtigere end forklaringer af historiske forhold er da også forståelsen af den eksistentielle krisesituation, de små piger befinder sig i. De erfarer for første gang i livet, hvordan alting kan ændre sig på nogle få øjeblikke, og det lyder således:
"Det er knap en håndfuld øjeblikke siden, at vi endnu sidder sammen på træbroen bag huset, læser, svømmer, drikker sommerbowle, at vores træbro endnu er vores træbro og vores hus endnu er vores hus, hun siger: Og nu ser vi på hvordan de forsøger at slukke Warznars og Antoninas gård og rydder vores hus ..."
Kevin Vennemann har med "Nær Jedenew" skrevet en forfærdelig smuk bog om det hæsligste i tilværelsen, og det er betydeligt mere, end hvad man plejer at finde hos jævnaldrende danske forfattere.
Kevin Vennemann: Nær Jedenew. Oversat af Karsten Sand Iversen. 140 sider. 198 kroner. Batzer&Co.
