Alvar Aaltos berømte museum i Aalborg har fået ny vitalitet

Museumsdirektør Gitte Ørskou er klar til at tage imod i det totalrenoverede museum Kunsten i Aalborg, der ...

Museumsdirektør Gitte Ørskou er klar til at tage imod i det totalrenoverede museum Kunsten i Aalborg, der genåbner den 23. januar. Her er hun i den permanente samling, der er opstillet i en labyrint, der er ment som en pirring af de besøgenes nysgerrighed. - Foto: Henning Bagger/Scanpix / Scanpix Denmark

Det handler om at få kunsten til at leve og tilskynde publikum til at se, at der ikke kun er én vej.
Gitte Ørskou, direktør

Alvar Aaltos fredede museum har gennemgået en total restaurering, der har kostet syv gange mere end selve bygningen. Formålet er at give publikum en helstøbt museumsoplevelse

Med værtinder klædt i brune smæk-fløjsbukser som afløsning for kustoder og små lemme ud mod parken, hvorfra der kunne serveres røde pølser, var daværende museumsdirektør Lars Rostrup Bøyesen, helt fremme i skoene, da han i 1972 åbnede Nordjyllands Kunstmuseum.

Hans tanke var, at museet skulle være en slags kunstens kulturhus, og han tænkte publikum, før han tænkte kunst.

En tanke, der i dag kan virke indlysende, men som for 40 år siden var banebrydende og kun blev praktiseret af direktør-kollegaen Knud V. Jensen på Louisiana i Humlebæk nord for København. Alle andre steder handlede det for museerne først og fremmest om at være kulturarvsbevarende, altså om at passe på kunsten. Publikum var nærmest i vejen.

For Gitte Ørskou, der siden 2009 har været direktør for museet, der i dag slet og ret hedder Kunsten, er inspirationen fra forgænger Bøyesen nærliggende. I forbindelse med den netop afsluttede og totalt gennemgribende restaurering af bygningen har hun tænkt meget over, hvad et moderne kunstmuseum skal kunne.

”Jeg har været tilbage i arkiverne, og jeg er faktisk meget inspireret af de tanker, der lå til grund for kunstmuseet i 1972. Det handler om at give publikum flere oplevelser,” siger hun, mens hun viser rundt i det store, nu revitaliserede hus, der ligger op til skoven i en tidligere grusgrav på kanten af Aalborgs fine Hasseris-kvarter.

Her er hvide vægge, italiensk marmor på gulvene og en indretning, hvor lamper, håndtag - ja, alt indgår i en gennemtænkt helhed.

Da restaureringen blev besluttet, lå de ydre rammer fra starten fast. Det var naturligvis ikke en mulighed at rive ned og bygge noget nyt op. Den verdensberømte finske arkitekt Alvar Aaltos bygning er fredet, og det har givet en hel del arkitektoniske og praktiske udfordringer undervejs. Dyrt har det også været. 155 millioner kroner har restaureringen kostet. Til sammenligning kostede det blot 21,7 millioner at opføre museet for 43 år siden.

Flere mindre rum er lagt sammen, så Kunsten nu indeholder en ny 600 kvadratmeter stor udstillingssal, der lever op til de højeste sikkerhedskrav. Så nu kan Monet og Rembrandt bare komme an. Det er her, åbningsudstillingen med pakistanske Imran Qureshis værker skal vises. I et tidligere mørkekammer er der lavet værkstedsfaciliteter for børn og en direkte udgang til parken, så der kan suppleres med fysisk aktivitet.

I en tidligere skolestue, hvor der før var pulte og stole, er der indrettet et rum i flere niveauer og med store, firkantede puder, der fleksibelt kan flyttes rundt efter behov. Og i direktørens tidligere kontor, der var kendt for at have husets bedste udsigt, er der nu indrettet en moderne museumsbutik. Caféen er blev udvidet og renoveret, og den omkringliggende skulpturpark har fået en ny stor terrasse.

Kunstens egen store samling, der er på et internationalt højt niveau og primært rummer værker fra efter 1900, bliver i det genåbnede museum præsenteret på en helt ny måde. I en labyrintisk formation, der lægger op til hele tiden at kunne ændres, møder eksempelvis Vilhelm Lundstrøm Picasso, Fernand Leger og Andy Warhol, mens Michael Kvium møder Richard Mortensen

”Man må hjertens gerne fare vild her,” siger Gitte Ørskou. Hun vil gerne udfordre og pirre nysgerrigheden.

Som en følge af det gennemgribende restaureringsarbejde har Kunsten været lukket i halvandet år, og den periode har museumsdirektøren kaldt ”Kunsten to go”. Værker fra samlingen har været ophængt i private hjem, på skoler og ved festivaler, og museets administration har haft til huse på Aalborg Banegård, hvor der samtidig har været afholdt skiftende udstillinger.

”I indretningen af det nye museum har vi tænkt: Hvor har ”to go”-tanken egentlig ført os hen?, siger Gitte Ørs-kou og fortsætter:

”Vores udgangspunkt var, at når man skræller bygningerne væk, så er det, vi har tilbage vores værker, vores viden og vores passion. Det har vi så taget med os i alle mulige sammenhænge og har på den måde fået et helt nyt og anderledes publikum. Det handler om at få kunsten til at leve og tilskynde publikum til at se, at der ikke kun er én vej. Enhver kan selv vælge sin vej i forhold til kunsten og selv afgøre, hvor dybt vedkommende vil gå. Her kan vi så tilbyde noget, som vi ikke kunne tidligere, nemlig at man kan gå ned i vores værksteder og arbejde videre. Ikke for at lære noget, men for at blive inddraget i en kunstnerisk proces.”

I stedet for montrer, faste ophængninger og skilte med informationer har Gitte Ørskou valgt en anden strategi i det ombyggede museum. Værkerne i labyrinten er sat sammen på nye måder, og teksten er begrænset til nogle løstliggende plader på gulvet og postkort, man kan tage op og udforske.

”Det er ikke, fordi vi gemmer os selv væk som autoritet eller vidensbank. Men vi vil gerne væk fra tidligere tiders strategi om at dosere vores viden og lade publikum være passivt lyttende eller læsende. Jeg vil hellere tænke, at nu står vi sammen og kigger på værkerne, vi udforsker dem sammen i en dialogbåret sammenhæng. Det har vi lært af to go-perioden,” siger Gitte Ørskou.

Allerede inden Kunsten lukkede ned i juni 2014 var museet i en proces, hvor de arbejdede ud fra de tre kernebegreber oplevelse, åbenhed og kvalitet. Det bliver også kerneområder i det nye museum, hvor rammerne til at sætte handling bag blot er blevet endnu bedre. Der bliver også i højere grad mulighed for interaktion, ikke bare i værkstederne, men også i selve udstillingen. Der er eksempelvis skabt rammer for, at publikum kan skabe deres egne værker med kridt og magneter.

Nogle har kritiseret, at moderne museer er for fokuserede på publikums aktive medvirken, og at det tager opmærksomhed fra selve værkerne. Til den kritik siger Ørskou:

”For mig er det altid værket, altså kunsten, der står forrest. Vi renser værkerne, forstået på den måde, at man her ikke skal stå og kigge på en iPad, samtidig med at man kigger på et værk. Tekst og formidlingsflimmer er ikke den eneste vej til at forstå værket. Vi tror på værkets egen kraft, og vi prøver ikke at skabe glitter omkring det. Vores opgave er at være med til at understøtte den kraft, kunsten har, og det sker ikke nødvendigvis ved, at den skal sovses ind i en særlig fortælling eller mytologi, men vi vil gerne tilbyde flere indgange. Kunsten har to steder, hvor man kan gå ind og lege, og jeg synes, vi derved holder en fin balance.”

Gitte Ørskou er selv opvokset i nærheden af Aalborg og holder meget af byens dna. Den nordjyske hovedstad har på det seneste transformeret sig fra arbejder- og industriby til kulturby, men der er stadig noget uprætentiøst ved byen, synes hun.

”Her er ikke så meget pjat. I Aalborg går man ikke på kunstmuseum for at holde sin mund og lytte til nogen, der er klogere. Aalborgensernes tilgang til kunst er sådan en: Nå, hvad er så det, og hvad skal vi bruge det til? Det er også den tilgang til kunsten, vi har her. Vi siger: Bare kom og lad os så prøve at kigge på det sammen.”