En sen forårsaften i 2014 sad Naja Marie Aidt på en altan i København og fik slynget digte ind i hovedet.
Forfatteren var ved at udgive collagebogen ”Frit flet”, der var skrevet sammen med digterkollegaen Mette Moestrup og dramatikeren Line Knutzon, og var egentlig bare gået ud for at ryge sig en stille cigaret. Alene. Men som hun sad der og så, hvordan skyerne trak sammen over hende, skete der noget, som ikke var sket før. Ordene kom væltende, sendt fra en sortgrå himmel.
”Jeg skyndte mig ind for at skrive det ned, men jeg fattede intet af, hvad det var, jeg skrev. Jeg oplevede det som tegn, som varsler om, at noget skulle ske, men jeg forstod det ikke,” siger hun.
Aidt sendte digtene til Mette Moestrup med kommentar om, at hun fandt digtene ildevarslende. Den nat tog en bunke varselsdigte, skabt af en digterkorrespondance tværs over Atlanten mellem Moestrup i København og Aidt, der til daglig bor i New York, form. Varselsdigtene udkommer i dag på Gyldendal under titlen ”Omina” og er skrevet i varslernes sprog, som det kendes fra gammel tid. ”Omina” er da også latin og flertal af formen omen, der betyder varsel og også findes på dansk.
Bogen er lille og grå og ligger nu og venter på forfatterne på redaktørens mahognibord i København. Udenfor siler regnen ned. Naja Marie Aidt er lige kommet fra tandlægen og havde et uforudset hul, Mette Moestrup har kæmpet sig vej gennem det ugemytlige vejr på cykel. De to har ikke set hinanden siden maj, hvor de mødtes i New York for at gøre bogen færdig efter to års arbejde, men sætter sig roligt ned og ser hinanden i øjnene. På væggen bag Moestrup hænger et mørkegrønt maleri med en hvid og spøgelsesagtig hest.
”Det, der er med varsler, er, at de fortæller os, at noget skal ske. Men hvad, det ved man ikke. Så man søger efter mening: Hvad er det, der skal ske mig?”, siger Naja Marie Aidt, og Mette Moestrup supplerer:
”Et forvarsel forårsager ikke. Forbindelsen mellem årsag og virkning er brudt ned, men det betyder jo stadig noget.”
De to er tætte venner og kommunikerer mange gange om ugen, på trods af at de sjældent ses fysisk. At digte på tværs af tidszoner føles naturligt, og de bliver aldrig irriterede på hinanden, fastholder de.
”Vi har jo hver sin stemme, men ingen af os kunne have skrevet bogen alene. Der opstår noget nyt, nogle nye figurer, når vi skriver sammen,” siger Mette Moestrup.
Da Mette Moestrup skulle svare på Naja Marie Aidts ildevarslende digte fra terrassen, blev en amazone en del af svaret.
Amazonen, kendt fra det græske sagnfolk af stærke kvindelige krigere, er nu endt som hovedperson i ”Omina”. Selve ordet kommer fra græsk ”amazone” og siges at betyde ”uden bryst”, fordi amazonerne ifølge myter allerede som helt unge fik afskåret deres ene bryst, for at kunne spænde en bue ordentligt. På Statens Museum for Kunst står en statue, ”Styrtende amazone”, af Helen Schou fra 1938, hvorfra en nøgen kvinde falder af en hesteryg. Og det er den statue, der har sat tanker i gang hos Mette Moestrup.
”Vi kender amazonen som én, der har meldt sig ud af samfundet. Og som feminist. Der er en masse myter omkring amazonen, men vi forsøger at lave vores egen amazone, som også er en amazone, som tvivler, og hvis radikalitet hun også betaler dyrt for. Hvad koster det hende at kæmpe?”.
”Dette skal handle om hjertets hårdhed, og dette skal være blødt som et afskåret bryst,” skriver Moestrup i ”Omina” med henvisning til det kors, en feminist, der har principper, også må bære.
”Jeg har tit arbejdet med bryster i min poesi, med amning og truslen om brystkræft. Men det her, det var så radikalt og knyttede an til den feministiske kamp. Hvad koster det én at opretholde den kamp? Hvis man hver morgen vågner op og skal kæmpe for et paradigmeskifte. Det har kostet for nogle af dem, jeg har kæmpet med. Hvorfor går nogle ned med stress? Hvorfor falder man ned fra hesten, for nu at blive i sproget. Den sårbarhed skal frem. Der var en ung feminist, der for nylig sagde til mig: ’Jeg ved godt, jeg bør være stærk. Men nogle gange er man bare så træt, så udmattet.’”
”Der er sorg og ensomhed i amazonen også, ikke kun vrede. Sorgen over, at det ikke sker, det, man kæmper for.”
Bogen er bygget op således, at Naja Marie Aidts amazone kalder på venstresiderne, på højresiderne svarer Mette Moestrups. Der er intet ”jeg” til stede, heller intet ”vi”. Til gengæld er der et ”du”. I virkeligheden er der måske to amazoner til stede i bogen, eller her på kontoret, som skiftes til at svare hinanden.
Der er flagermus, hunde og ikke mindst heste i ”Omina”s varsler. Et føl og et kuld kattekillinger, der får en krank skæbne. Der er ingen mænd i bogen. Punktum.
”Men den handler jo grundlæggende om eksistentielle valg, og netop derfor vil jeg mene, den kan læses af mænd,” siger Aidt.
”Det her er også et nej til egoet. Det individuelle er ikke et interessefelt, det har intet med autofiktion at gøre. Det er eksistentielt på en anden måde, fordi det refererer til arketyperne og dermed det, der er fællesmenneskeligt. Vi andre har jo sådan set også læst så mange bøger af mænd om mænd og fået noget eksistentielt ud af dem,” griner Mette Moestrup, før hun bliver alvorlig.
”Amazonen kæmper for en sag. Og det er der jo også mange mænd, der gør.”
Mens Mette Moestrups amazone med sin brynje og sit lændeklæde er båret af radikalitet og kamp, men også omkostninger ved kampen, så er Naja Marie Aidts med Jane Austen-agtig løvparaply under trækronerne båret af tvivl og ødelæggelsestrang.
”Det er den meget kontrollerende kvindefigur. Kvinden, der tror, hun kan kontrollere sig til alt og kontrollere sig til perfektion. Mit spor handler om en tvivl over for den måde at leve på, når det pludselig ikke virker mere. Den frustration, det skaber.”
”Det er en kvinde, som har kørt derudad hele sit liv, men som må stoppe op ufrivilligt. Hjertechakraet er lukket, hun er stivnet, men hidsig og rastløs og slår sig i tøjret. Uden at vide, hvad hun skal stille op. Det kan man fortolke på mange måder. Det kan være, når børnene flytter hjemmefra, og man ligesom er færdig med den del af livet. Eller skilsmissen. Livets opbrud giver den rastløse energi.”
Begge deres amazoner taler om det, der skal ske i ”Hestens år”, 2014 i kinesisk astrologi. Et år, der siges at have vilde energier, og som kinesiske forældre har ønsket, at deres børn skulle fødes ind i.
”Det er et enormt voldsomt år, hvor der kan være stor fremgang. Men der kan også ske frygtelige ting,” siger Aidt.
På samme tid, som de er glade for ”Omina”, har de også været bange for den. De har fået kontakt med nogle uhyggelige billeder i deres egne sind gennem varselsdigtene.
”Jeg kunne indimellem få kuldegys over min egen association og tænke: Føj, hvad er det, du har gang i? For eksempel det afskårne bryst. Vi hjalp hinanden til at blive i det rum og få hul på det, man ellers ville have smidt fra sig, som var det brændende,” siger Mette Moestrup.
Opsøger man det farlige ved at skrive farligt? Tænk nu, hvis det afskårne bryst varslede brystkræft, begyndte de at spørge sig selv.
”Vi har følt os meget ramt af de nedskrevne varsler, man har haft. Og det, at man så er nødt til at udføre ritualer for at afværge, at noget ondt skulle ske. Og vi har også bevæget os ud i nogle underlige ting,” siger Naja Marie Aidt og fortæller om et ritual med et æg, de på et tidspunkt bar ud på Aidts terrasse indpakket i stof, for at det kunne få månelys, med ordene ”bevar vores bryster hele og raske”.
”Min 14-årige søn var sådan: ’Hvad laver I?’,” griner Aidt.
”Ritualet og besværgelsen er i alle religioner. Jeg er selv vokset op med den slags i Grønland, og det er jo også en form for ritual at skrive en bog. Jeg fik et varsel, som jeg følte kom ude fra universet eller fra jorden selv, og jeg tror i sidste ende, at varslet handlede om, at denne bog skulle skrives. At vi skulle gå ind i et blik på kvinden, hvor hun ikke er offer for nogen,” siger Naja Marie Aidt.
Forvarslet sagde i øvrigt også, at bogen skulle være lille og grå, når den kom. Så det blev den.
”Så en dag ringede der to skøre personer fra Brooklyn til forlaget og sagde: Ja vi har en bog, den skal ud nu. Og den skal være lille og grå.”
Man kan ikke konstant gå og være rædselsslagen for sorte katte og stiger. Men varslerne har en rolle at spille, også i en videnskabelig og rationaliseret verden. På samme måde som religion kan være det for nogle, er varslerne et forsøg på at give det meningsløse mening, mener Naja Marie Aidt.
”Det er mekanismen med, at du tænker på en person i dagevis, og så ringer personen pludselig. Det er en form for fælles bevidsthed, som jeg egentlig ikke tror er så mystisk,” siger Naja Marie Aidt.
Regnen udenfor er stilnet lidt af, og kaffen på koppernes bund er tørret ind til halvmåneagtige formationer. I slutningen af den lille grå bog bliver amazonerne håbefulde: ”What’s not to love under den skyskjulte sol?”, spørger den ene. Den anden siger ”Glem mig” og drømmer om et utopia, som hun kalder ”amazonernes land”.
Men hvad håber de to forfattere ved mahognibordet for deres amazoner, som de nu har givet nogle af livets knubs? Kan de formulere et håb for dem?
Naja Marie Aidt væver lidt, før Mette Moestrup fanger hendes blik fra den anden side af bordet.
”Jeg kan godt,” siger hun og former tre korte strofer med læberne:
”Jeg håber, du bliver mindre ensom.
Jeg håber, du bliver bedre til at passe på dig selv.
Jeg håber, du vinder ,” siger hun, og Aidt nikker.
”Jeg er enig med Mette. Det var det, jeg ville sige.”