Ambitionerne fejler ikke noget

Mads Peder Nordbo har i ”Gudspartiklen” fat i en god historie. Han er bare ikke særlig god til at fortælle den

Mads Peter Nordbos bog "Gudspartiklen" er udkommet på forlaget People's Press.
Mads Peter Nordbos bog "Gudspartiklen" er udkommet på forlaget People's Press. Foto: People's Press.

Det er ikke småting, Mads Peder Nordbo har på programmet i sin roman nummer tre, ”Gudspartiklen”. Der er det mystiske og religiøse stof: liv efter døden, tidslommer, man kan komme til gennem huller i skabe, Pagtens Ark og et besøg i Sjælenes bibliotek i Etiopien. Her er også er samfundsaktuelt stof som incest og trafficking og historisk materiale med grufulde hændelser i koncentrationslejre. Det hele garneret med filosofiske samtaler om fysik og ikke mindst om skæringspunktet mellem det rationelle og det uforklarlige.

Kort fortalt er historien som følger: Mikkel, en yngre ph.d.-studerende i teoretisk fysisk, flyder rundt i et tomrum efter at hans kæreste, Veronika, har taget livet af sig som konsekvens af et selvbestaltet forsøg med ”kærlighedens henfaldstid”. Nu kaster Mikkel dagligt store mængder beroligende og antidepressive stoffer i sig, når han da ikke går på bar med advokatvennen, den smarte, men dog trofaste Patrick.

Men: En dag opdager Mikkel så, at et hul i hans klædeskab leder direkte over i en lejlighed, der har stået urørt siden 1943. Og i den lejlighed ligger en række interessante papirer (her er Niels Bohr inde over), der både handler om Higgs partikel, også kaldet Gudspartiklen, og om Pagtens Ark. I lejligheden møder Mikkel tilmed den gamle Isaac, som måske hverken er død eller levende. Men som har nogle planer med Mikkel.

Det samme har den smukke, mystiske Tosca, hvis hår bevæger sig ”som tøvende slanger rundt om hendes ansigt”. Mikkel og hans tro væbner, Patrick, kastes nu ind i noget af et eventyr. Et eventyr, som også fører ham sammen med romanens anden hovedperson, Oluchi fra Nigeria, der som ung kvinde er blevet kidnappet på et marked.

Ambitionerne er der ikke noget i vejen med. Og ”Gudspartiklen” har da også i overflod alle de elementer, der skal til for at gøre en samtidsthriller. Problemet er, at forfatteren skriver så jævnt skidt. For det første er han utroligt omstændelig, også, når det, der beskrives, er ret ligegyldigt.

Måske handler det om, at det skal virke realistisk, at man skal føle det meget nærværende, når vi får at vide, at han spiser kanelknækbrød eller tager en mærkevaretrøje på, men det virker bare ligegyldigt. For det andet er der alle disse kropslige beskrivelser. Fingre, der glider over pander, klumper i halsen, trykken for brystet. Dels er det klichéer, det er altid de samme kropslige ting, der registreres, dels virker det ikke efter hensigten, som jeg formoder er, at læseren føler det i sin egen krop - at vi er der sammen med hovedpersonen.

Tværtimod bliver man ganske udmattet af beskrivelser som disse, hvor protagonisten er ved at rejse sig fra en sofa: ”Jeg bukkede sammen under et jag gennem min mave. Stirrede et kort øjeblik ned på gulvets gulnede træplanker, før jeg i et ryk rejste mig op fra sofaen, rettede ryggen og trak vejret dybt ned i maven i en serie af mindre sug.” Puha, så klarede han den igen“

I samme stil finder man klumsede besjælinger: ”Lyset havde fundet vej ind gennem en smal åbning mellem dør og karm og forsigtigt arbejdet sig gennem den tynde hud, der dækkede mine lukkede øjne” eller ”Jeg havde svært ved at placere duften helt nøjagtigt, men den kilede (sic!) mine sanser og føltes som beroligende hænder mod mine iturevne tanker.”

Bogstavrimet her er vel tænkt som et lyrisk indslag (ligesom: ”Mine ben blev til gelé under mig og gav efter for traumernes tyngde”). Ingen af personerne bliver rigtig nærværende for læseren. Det eneste, man kan gøre, er at hægte sig på plottet og se igennem fingre med stilen, som også indebærer ulideligt tunge dialoger.

Det er ærgerligt, når nu Mads Peder Nordbo faktisk har så meget, han gerne vil fortælle, at det faktisk ikke bliver fortalt på en måde, som gør læseoplevelsen til den lyst, den gerne skulle være, og som står mål med de ambitioner, som Nordbo stofmæssigt jo tydeligvis har.

kultur@k.dk