Amerikansk film er en krads kritik af et selvoptaget forbrugssamfund

Christian Bale er fremragende som den småforrykte investeringsrådgiver Michael

Christian Bale er fremragende som den småforrykte investeringsrådgiver Michael Burry. Foto: Scanpix

film
Four stars
Også i ”The Big Short” vinder troen på markedet over troen på Gud og næsten, og alle taber. Bortset fra bankerne, selvfølgelig, der bliver reddet på målstregen af politikerne
Karen Dyssel

”The Big Short” er sine steder en krads kritik af et degenereret amerikansk samfund fortalt med humor og båret frem af fremragende skuespilpræstationer

Finanskrisen i 2008 er blevet en del af vores fælles arv, og det er derfor naturligt, at også filmindustrien kaster sig over den. De kåde år frem mod krakket er omdrejningspunktet for dramakomedien ”The Big Short”, der spejler overflodssamfundets overfladekultur i stil, tempo og karaktertegninger.

Filmen starter manisk som markedet med hastige klip, stumper af musikvideoer og ugebladslignende stillbilleder, der mimer en epoke, hvor pengene var hurtige og kulturen ligeså.

Filmen minder os om, at der i midten af 00'erne (heller) ikke var tid til fordybelse og kritisk refleksion. Vækst var mantraet, og vi ville have mere af det hele, mere volumen, mere omsætning. Også i ”The Big Short” vinder troen på markedet over troen på Gud og næsten, og alle taber. Bortset fra bankerne, selvfølgelig, der bliver reddet på målstregen af politikerne. Og bortset fra en broget flok af investorer, der som de første indser, at boblen må briste, og satser alt på et forestående krak. Det er dem, ”The Big Short” handler om.

Christian Bale er ovenud fortjent Oscar-nomineret for sin rolle som sandsigeren Michael Burry med ét øje, en moderne Teresias med tourettes og trommestikker, der som den første gør sig den ulejlighed at gå igennem mange tusinde pantebreve, som danner baggrunden for de lukrative ”colleteralized debt obligations”.

Bale er investeringsrådgiver og satser alle investorernes penge på, at markedet krakker. De store banker har i en hårdtpumpet opsvingstid kun hån tilovers for hans forsyn, men spiller selvfølgelig med for at tjene penge på at sælge ham et nyt finansielt produkt, en såkaldt ”credit default swap”.

Hvis man ikke er helt opdateret med de amerikanske termer for finansielle transaktioner, er der hjælp at hente, for ”The Big Short” bruger amerikanske kendisser som kokken Anthony Bourdain til at forklare de komplekse økonomiske begreber med fiskerester. Det fungerer godt, at vi med Christian Bale og de øvrige investorer er med fra starten og lærer sammen med dem. Brugen af berømtheder til at forklare finansielle problemstillinger er ikke blot en god gimmick, men udstiller mediernes brug af kendte mennesker som guruer.

Ud over Bale er især Steve Carell lysende som den koleriske hedgefund-manager Mark Baum, der ved et rent tilfælde tripper over fidusen med credit default swaps. Han investerer også i boligboblens endeligt via en glat investeringsrådgiver i Deutsche Bank, spillet af Ryan Gosling, der perfekt parodierer vores værste fordomme om Wall Street med pomadiseret farvet hår og alt for tydelig solariebrun hud.

Tilsyneladende mimer ”The Big Short” skinkulturen ved selv at være ren underholdende staffage, men filmen formår alligevel at sige noget rammende om et vanvittig komplekst emne. Man er konstant moralsk udfordret af at omfatte karaktererne med sympati, selvom de jo i bund og grund beriger sig på andres ulykke.

Det er manuskriptets genistreg at lade os heppe på hovedpersonerne i kampen mod de store banker, selvom vi i glimt bliver mindet om, at det jo i sidste ende ikke er bankerne, der bliver taberne, men de otte millioner amerikanere, der mister deres job, og de seks millioner, der mister deres hjem. Men genistregen er også filmens moralske akilleshæl, for den hylder selv sine hovedpersoner for deres mod til at gå imod bankerne. Men der er ingen ordentlige mennesker i ”The Big Short”.

Steve Carells hedgefund-manager stiller ellers alle de kritiske spørgsmål og er bestyrtet over bankernes manglende moral, men er alligevel til fals for gevinsten, der udløses til sidst. Også neohippien Ben Rickert (Brad Pitt), der egentlig har forladt finansmarkedet for at blive politisk korrekt selvforsynende landmand, ender med at springe med på vognen, for ”You all wanna get rich, right?”. Uden for rampelyset lurer de ansigtsløse uden hjem eller job.

Som betragtere på sidelinjen er vi både oprørte og underholdt, og derfor bliver ”The Big Short” mere end en komedie med skæve karakterer. Den lykkes på trods af - eller snarere på grund af - sit hastige tempo at være en krads kritik af et selvberigende forbrugssamfund, selvom den egentlig ikke gør os klogere på det væsentligste, nemlig, hvordan moralen kunne være så lav og skruppelløsheden så høj. Det ville kræve mere fordybelse og en kritisk stillingtagen til filmens - såkaldte - helte.

kultur@k.dk