USA har altid været kontrasternes land, men forskellene synes ekstra tydelige for tiden.
Fronterne i valgkampen er trukket mere end almindeligt skarpt op i kraft af succesen for byggematadoren og reality-stjernen Donald Trump, hvis aggressivitet, kvindesyn og racisme er en fortsat kilde til chok i dele af offentligheden. Men det mærkelige er, at han ikke er den eneste, der trækker USA i de stærke kontrasters og uforsonlighedens retning.
I en anden del af samfundslivet lyder også uforsonlige toner, nemlig på de amerikanske eliteuniversiteter, hvor studerende kræver indgreb mod krænkende udtalelser og viser nul tolerance over for anderledes tænkende. Der er nu så mange sager om censur og knægtelse af ytringsfriheden, at Newsweek har viet forsidehistorien i magasinets nye udgave til en undersøgelse af det bekymrende fænomen.
Bekymrende, fordi USA med verdens ældste gældende forfatning og verdens bedste universiteter altid har været en inspiration for folk med interesse for politik og forskning. Men nu er det, som om både den politiske og akademiske verden udvikler sig væk fra de idealer, de er grundlagt på.
Fællesnævneren for den politiske og den akademiske krise er racisme. Med Donald Trump har USA fået en kandidat til præsidentposten, der især i omtalen af mexicanere er racistisk, for eksempel når han stempler alle syd for grænsen som voldtægtsforbrydere og senest har sået tvivl om en dommers dømmekraft, fordi han er mexicaner.
Men racismen er også højt på dagsordenen på universiteterne, blot med omvendt fortegn: Her er det antiracismen, der propaganderes for. I det omtalte Newsweek-nummer citeres professor ved Columbia University Jason McWorther for at sige, at antiracisme er ”USA’s nye religion”:
LÆS OGSÅ: Professors brug af "N-ordet" udløser strid i USA: "De studerende er blevet gjort fortræd"
”Hvis nogen kaldes racist i Amerika i 2016, svarer det nærmest til at kalde dem pædofile.”
Baggrunden for den opsigtsvækkende udtalelse er, at studerende i stigende grad kræver, at universiteter skal være såkaldt sikre områder, hvor man ikke bliver krænket verbalt. Klassiske litte-rære værker kræves således fjernet fra pensum, hvis deres omtale af afrikansk-amerikanere betragtes som krænkende for nutidige ører. Bygninger på campus får nye navne, hvis de er opkaldt efter personer, hvis udtalelser lyder forkerte i dag.
For eksempel må Princeton-universitetets Woodrow Wilson School of Public and International Affairs ikke længere bære Wilsons navn, fordi den tidligere præsident i sin tid udtalte sig positivt om raceadskillelse, og Lynch Memorial Hall på et college i Pennsylvania skal have nyt navn – ikke fordi den tidligere rektor Claude Lynch, som bygningen er opkaldt efter, har gjort noget forkert, men fordi hans efternavn kan få studerende til at tænke på slavetidens lynchninger. På andre universiteter har der været sager, hvor studerende har følt sig krænkede over at have set Donald Trumps navn skrevet med kridt på fortovet og klaget til rektor, her med ordene fra en af de protesterende:
”Det er meningen, at jeg skal føle mig tryg og sikker her (…) Jeg fortjener ikke at føle mig bange på min skole.”
Til Newsweek udtaler også forfatter og jurist Wendy Kaminer sig. Hun er selv kommet i stormvejr efter i en akademisk paneldebat at påpege de udfordringer, man som underviser har, når fortidens forfattere bruger ord i deres tekster, man ikke længere må sige. Selvom man finder på moderne omskrivninger, hører de studerende jo stadig de forbudte ord for deres indre øre.
Som eksempel nævnte hun Mark Twains roman ”Huckleberry Finn”, hvor man i dag siger ”N-ordet”, hver gang ordet – som Kaminer så tog i sin mund – ”nigger” optræder. Det skulle hun ikke have gjort, for straks kom der voldsomme anklager fra studerende om racisme og hadefuld tale. Kaminer mener selv, at hun var blevet fyret, hvis hun havde været ansat på det pågældende universitet, hvor paneldebatten foregik. Om reaktionerne siger Kaminer:
”Det var virkelig overraskende for mig, at mine kritikere ikke kunne skelne mellem racistisk tale og så det at tale om racistisk tale. For dem var der ingen forskel ... Vi er langt hinsides politisk korrekthed og bevidner en virkelig krise i den kritiske tænkning.”
Heldigvis har det ikke altid stået så ringe til med den kritiske tænkning som nu. En ny bog, ”Amerikanske tænkere. 14 intellektuelle der ændrede USA”, giver håb for fremtiden, hvis man ser med mismod på den aktuelle politiske og akademiske situation i USA. Der var en tid før Trumps racisme og universiteternes antiracisme, en tid før den kompromisløse udskamning af anderledes tænkende.
I bogen præsenteres de tænkere og politiske aktører, der har haft størst indflydelse på samfundsudviklingen i USA fra det 20. århundredes begyndelse til i dag. Vi møder samtlige væsentlige spillere i over 100 års intellektuelle debatter og hører om de idéhistoriske overvejelser, der lå bag eksempelvis USA’s ageren i den kolde krig og Martin Luther Kings kamp for lige borgerrettigheder. Nogle af de portrætterede er kendte i den danske offentlighed, som eksempelvis Ayn Rand, hvis kontroversielle tanker om kapitalismen var genstand for heftig debat her i spalterne for et års tid siden, og Richard Rorty, den liberale ironiker, som han træffende kaldes i bogen, hvis bøger er oversat til dansk og som gæstede Aarhus Universitet i 1990’erne.
Andre er mere ukendte, og det er netop en af bogens store fortjenester, at de to redaktører og idéhistorikere, Astrid Nonboe Andersen og Christian Olaf Christiansen, i deres udvalg viser, hvor rig og mangefacetteret amerikansk tænkning er.
Skulle man leve i den vildfarelse, at amerikansk kultur og debat er overfladisk og kommercialiseret, hives man godt og grundigt ud af fantasien og ind i en intellektuel virkelighed af konkurrerende positioner, verdensvendt filosofi og livskraftige kulturmagasiner, hvor meninger er blevet brudt i 100 år, og hvor afgørende politisk historie er blevet skrevet.
Tre bidrag bør her særligt fremhæves, for det er simpelthen skønt at se de i Danmark nok lidt ukendte tænkere Martha C. Nussbaum, Reinhold Niebuhr og William F. Buckley jr. introduceret så godt, som tilfældet er her. Nussbaum (født 1947) er professor på Chicagos universitet og forfatter til over 25 bøger inden for human- og samfunds- videnskaberne. Hun er optaget af etik og måden, vi omgås hinanden på, og går ofte til skønlitteraturen for at eksemplificere, hvordan vi kan løfte os over simple egeninteresser. Nils Gunder Hansen er blandt de danske forskere, der er inspireret af Nussbaum, og han har her i spalterne beskrevet hendes grundlæggende holdning sådan:
”Gode samfunds- og verdensborgere skal opøves i at se verden fra andre menneskers synspunkter, og de skal lære ikke at føle skam over svaghed; det er ikke flovt at have brug for andre menneskers hjælp. Men samtidig skal de styrkes i modet til at stå alene, når situationen kræver det, og gå imod strømmen.”
Som så mange andre amerikanske idéhistorikere er også Nussbaum praktisk orienteret. Hun har fortjenstfuldt vovet at opstille 10 mål for at opnå et godt og værdigt menneskeliv, der samlet set er et moralsk forsvar for en kombination af mulighed for kritisk tænkning og mulighed for sanselighed og socialitet. Artiklen om Nussbaum er skrevet af Simon Laumann Jørgensen og giver læseren lyst til at udforske Nussbaums univers yderligere.
Samme lyst får man efter at have læst Vibeke Schou Tjalves kapitel om Reinhold Niebuhr (1892-1971), ”Tvivlens teolog i Guds eget land”. Niebuhr argumenterede for arvesyndens uomgængelige betydning for det moderne menneske og gjorde op med både venstrefløjens fornuftsprojekt og ønsket om at lægge det onde bag sig, og højrefløjens selvmægtige militarisme, der havde bragt USA i uføre i udenrigspolitikken. For Niebuhr var arvesynden en konstant påmindelse om grænsen for menneskets indsigt i den skabte verden og faren ved stolthed og hovmod. Tjalve får åbnet døren til en fantastisk inspirerende tænker og teolog, hvis tanker om ”kristen realisme” også har påvirket den siddende præsident, Barack Obama.
Endelig skal Niels Bjerre-Poulsens kapitel om forfatteren og publicisten William F. Buckley jr. (1925-2008) fremhæves. Buckley har om nogen gjort den moderne konservatisme ikke blot stueren, men også kolossalt indflydelsesrig – så meget, at præsiden Ronald Reagan i 1985 hyldede Buckley som manden, der ”forandrede vores land, ja vores århundrede”.
Den sofistikerede og veltalende Buckley skrev ikke blot 6000 klummer og næsten 60 bøger, hvoraf de 11 var spionromaner, han havde også sit eget talkshow og grundlagde det konservative tidsskrift National Review, der etablerede en intellektuel overbygning på den konservative bevægelse i USA.
Han stod for en tænksom og moderat udgave af konservatismen og sorterede behændigt den mest rabiate del af højrefløjen fra i sit livslange projekt med at give konservatismen den politiske indflydelse, som han mente, den fortjente.
Hans projekt lykkedes, og som Bjerre-Poulsen slutter med at skrive, vil selv de, der i sin tid fandt ham lovlig kæk og kompromisløs, nok savne ham i dag, hvor Tea Party-bevægelsen og Donald Trump har trukket Det Republikanske Parti i en populistisk retning, som den sofistikerede Buckley ville finde både plump og farlig.