I modsætning til flere af de øvrige bøger om tragedien på Utøya i 2011 har denne været længe undervejs. Den norske journalist Åsne Seierstad har med En af os, netop udkommet på dansk, foretaget et tidskrævende arbejde for grundigt at kunne beskrive begivenheden og manden, der dræbte 77 mennesker i Oslo og på øen Utøya.
Det er fortsat helt chokerende at få historien fortalt, og Seierstad sparer ikke på effekterne. Hun skriver i den lettilgængelige journalistiske stil med stærk identifikation med nogle af ofrene og en alvidende fortællerstemme, der nok fremstår intens, men også af og til på kanten af det utroværdige. Men beretningen er så ekstrem, at man haster igennem de 500 sider. Det er Norge, det er nutid, og det er stadig ikke til at fatte, men spørgsmålet er, om man kommer nærmere det svar, der lige siden den blodige sommerdag har været savnet. Hvorfor gik Anders Behring Breivik amok, og bør man se ham som et billede på det menneskelige eller i stedet som en undtagelse, vi bare kan glemme?
LÆS OGSÅ: Klippekløft skal minde normænd omofrene på Utøya
Og ja, lidt nærmere svaret kommer vi faktisk. Men først beskrives de indledende år, hvor Breiviks ustabile mor efter en skilsmisse fra faderen giver Anders og hans søster en ret glædesløs opvækst. I ensomhed udlever sønnen sit skrøbelige sind, og hans ungdom udvikler sig til én lang identitetskamp. Han prøver at triumfere i graffitimiljøet, han melder sig ind i Fremskridtspartiet og vrages som kandidat, og han forsøger målrettet at blive millionær. Da han er sidst i 20erne, flytter den rådvilde mand hjem til sin mor, der lader ham sidde i fem år og spille computerspil i døgndrift.
I dette syntetiske univers får Breivik omsider en slags identitet, og da han samtidig udvikler kærlighed til skydevåben og et markant had til islam, det multikulturelle og de i hans øjne ansvarlige politikere, tager den indre afsporing fart. Meget af dette er kendt stof, men Seierstads gennemgang bekræfter noget afgørende nemlig at livsforløbet midt i de ekstreme tendenser også rummer normalitet. Anders Breivik får venner, passer skolen og søger et ståsted, alt imens hans politiske tanker fremstilles ret sammenhængende.
LÆS OGSÅ: Bag de værste gerninger gemmer der sig et menneske
Kritikken af islam, det feminiserede samfund og kristendommens udfasning er særdeles udbredt og godtaget stof i debatten, og det er svært her ikke delvist at se Breiviks udvikling i lyset af samfundets. Bogen anerkender forbindelsen mellem forbryderens livssyn og den politiske udvikling i høj grad præget af den voksende indvandring, der mere og mere provokerer ham. Seierstad prøver altså ikke at liste uden om det store indvandrer-tabu, hvilket kalder på respekt.
Med beskrivelsen af retssagen og diskussionen om Breiviks tilregnelighed nærmer vi os kernen. Først erklæres han paranoid skizofren, hvorefter han vurderes til at være tilregnelig, men med en narcissistisk personlighedsforstyrrelse. Dette sidste harmonerer med bogens indirekte åbning over for den mulighed, at Breivik ikke er en ubetinget undtagelse, men at der måske er noget mere alment på spil i vore moderne samfund.
Man smiler lidt af den psykiatriprofessor, der beskriver Breivik som en dybt ensom mand, der har brugt den højreekstremistiske ideologi som redningsplanke.
LÆS OGSÅ: Hvornår er en handling ond?
Dette er jo så indlysende, at man næppe behøver at være professor for at regne det ud, og bogen her viser netop, at Breiviks historie rummer helt basale træk. For eksempel da hans venner begynder at trættes ved Anders enetaler fra det dystre verdensbillede, og man erkender, hvordan man kan dyrke sine forfaldsteorier så intensivt, at man bliver besynderligt selskab for andre. Alt imens man risikerer at blive kvalt i sin egen foragt for tidens ånd.
Bogen fremstiller fornemt den konkrete menneskeskæbne stillet over for videnskabens golde teorier, som Breivik selv sætter i relief ved midt i det narcissistiske selvbedrag at udvise en tankevækkende nøgternhed. Når han præsenterer sig selv som en politisk motiveret voldsmand, giver denne diagnose af eget vanvid lige så stor mening som de professionelle analyser. Breivik fremstår ikke i denne bog som en blot sindsforstyrret mand, og efter endt læsning må man gentænke forestillingen om, hvilken ondskab den relativt normale kan udføre. Hvilket i både teologisk, psykologisk og juridisk forstand er et uhyre centralt spørgsmål.
Som bekendt blev Breivik til sidst erklæret tilregnelig og dømt til forvaring, og Seierstad undgår klogt at relativere hans politiske drivkraft og fælde moralsk dom over hans had til det multikulturelle. Forbryderens eget motiv får lov til at blive stående, og således fastholder bogen forbilledligt den store alvor i erkendelsen af, at det ikke er enhver ondskabens kraft, der kan diagnosticeres ned til en håndterlig størrelse.
LÆS OGSÅ: En sejr for ret og demokrati
Breivik er virkelig én af os. Han er blevet til i vores samfund, og når han hævder, at det er hadet til dette samfunds udvikling, der har drevet ham til at dræbe, udgør det efter alt at dømme en vigtig del af sandheden.
Med En af os er vi kommet et væsentligt skridt videre i forståelsen af Utøya 2011, fordi bogen lader forbryderen være et rigtigt menneske, der selv valgte at udføre det onde. Men som også kunne have valgt at lade være. Det er den forståelse, vi ikke må miste.