Før årtusindskiftet var det god tone, at forfattere insisterede på, at det, de skrev, på ingen måde kunne føres tilbage til deres private baggrund. Digteren måtte med et citat af Per Højholt ikke tage af hovedstolen, og man begrundede ofte denne forestilling med et vrangbillede af 1970ernes såkaldte knækprosa eller bekendelseslitteratur, der ifølge toneangivende litterater som Poul Borum og Erik Skyum-Nielsen ikke var kunst, men terapi.
Sådan er det ikke længere, og tendensen i dansk litteratur har tværtimod i en årrække været, at netop de digtere, der har haft et smertefuldt personligt stof at arbejde med, har været dem, der har størst gennemslagskraft. Man kan her af banebrydende digtere nævne Naja Marie Aidt, Lone Hørslev, Asta Olivia Nordenhof og nu, som det nyeste skud på stammen, Yahya Hassan.
Yahya Hassans digtsamling bærer hans eget navn som titel og er en række uhyre stærke biografiske digte, der omhandler en barndom i Aarhus ghettoområde for muslimske udlændinge, en voldelig far, en ungdom fyldt med bandekriminalitet, domme for vold og indbrud og anbringelser på institutioner samt slutteligt et opgør med denne baggrund i forbindelse med en ny identitet som forfatter med optagelse på Forfatterskolen og udgivelse på Gyldendal.
Hvad der gør Yahya Hassans digte så effektfulde, er den nøgterne og illusionsløse måde, hvorpå han skildrer de ofte frygtelige og grusomme scenarier, som udspiller sig. Værket åbner således med den følgende sekvens i digtet:
"BARNDOM: FEM BØRN PÅ RÆKKE OG EN FAR MED EN KØLLE/ FLERGRÆDERI OG EN PØL AF PIS/ VI STIKKER SKIFTEVIS EN HÅND FREM/ FOR FORUDSIGELIGHEDENS SKYLD/ DEN DER LYD NÅR SLAGENE RAMMER/ SØSTER DER HOPPER SÅ HURTIGT/ FRA DEN ENE FOD TIL DEN ANDEN/ PISSET ER ET VANDFALD NED AD HENDES BEN/ FØRST DEN ENE HÅND FREM SÅ DEN ANDEN/ GÅR DER FOR LANG TID RAMMER SLAGENE VILKÅRLIGT."
Sådan mejsler Hassans digte sig ind i den læsende med deres sansede detaljer, der vidner om, at alt er oplevet på førstehånd, med deres insisterende rytme og med deres vilje til at konfrontere det forfærdelige. Det næste digt handler om jegets børnehavetid og slutter lige så chokagtigt:
"DE ANDRE GLÆDEDE SIG TIL JULEMANDEN VILLE KOMME/ MEN JEG VAR LIGE SÅ BANGE FOR HAM/ SOM JEG VAR FOR MIN FAR."
At et hovedærinde i bogen er opgøret med den voldelige far, er der naturligvis ikke noget mærkeligt i. Og det vrimler også med voldsomme og aggressive statements imod den kultur, hvori forfatteren er vokset op. De kan for eksempel lyde:
"MIT NAVN ER YAHYA HASSAN/ OG MINE FORÆLDRE VILLE ØNSKE JEG VAR UFØDT/ OG JEG ØNSKER DET SAMME FOR DEM/ I DET MINDSTE AT DE VAR DØDFØDTE."
Det er dog ikke i sådanne programmatiske udmeldinger, som også allerede inden udgivelsen har skaffet digtsamlingen stor pressebevågenhed, at teksterne har deres primære styrke, men derimod i den afdæmpede internaliserede smerte.
Som en anden stor dansk digter, der i sin tid var ude i et kontroversielt ærinde med en digtsamling, der blev beslaglagt for at krænke den offentlige moral, nemlig Broby-Johansens digtsamling BLOD fra 1922, har Yahya Hassan også gjort brug af nødråbende versaler samt af en fantastisk effekt, hvor der er et skrigende misforhold mellem overskriften på og indholdet i et digt. En tekst af de mest rystende i bogen hedder KÆRLIGHED og fortæller følgende:
"PÅ EN HJEMREJSEWEEKEND BESØGTE JEG FAR/ BØRNENE BLEV GLADE OG VILLE LEGE NÅR JEG KOM/ MEN HANS KONE SAGDE/ AT JEG IKKE SKULLE RØRE HENDES BØRN/ DET ÆLDSTE BARN BLEV VED MED AT KRAVLE HEN TIL MIG/ HUN SLOG HAM I ANSIGTET MED FLAD HÅND."
Sådan kunne man blive ved med at citere gribende, hudløse og poetisk hårdtslående uddrag af Yahya Hassans digtsamling. Det er ikke alle digte i bogen, der er lige gode, og man kunne uden tvivl have skåret ned på de 170 sider og have fået en strammere og endnu bedre digtsamling ud af det. Men at Yahya Hassan er en særdeles interessant ny stemme i dansk poesi, står uden for enhver diskussion.