Anmeldere hylder stille munkefilm

I landets aviser deler anmelderne store roser ud til den nye franske film "Om guder og mænd"

Den franske film 'Om Gud og mænd' høster samlede anmelderroser.
Den franske film 'Om Gud og mænd' høster samlede anmelderroser. Foto: Marie Docher.

Bevægende. Begavet. Inderlig. Smuk. De positive adjektiver vil ingen ende tage i anmeldelserne af den nye franske film "Om guder og mænd" instrueret af Xavier Beauvois, der havde premiere i torsdags.

For avisernes anmeldere er ovenud begejstrede over den måde, hvorpå den prisvindende film tager livtag med eksistensens helt store spørgsmål, når den beskæftiger sig med tro og tvivl, Gud og menneske.

I et cistercienserkloster i Atlas-bjergene i Algeriet lever otte franske munke i fred og fordragelighed med den muslimske befolkning. De fremstiller naturprodukter, giver lægehjælp til den lokale befolkning og deltager i hverdagslivets begivenheder i landsbyen. Men lige uden for murene truer vold og drab. Og efter i længere tid at have overvejet at flygte bliver syv af munkene kidnappet og myrdet af muslimske terrorister natten til den 27. marts 1996.

Filmen bygger således på historiske begivenheder i det krigshærgede nordafrikanske land, hvor tusindvis af mennesker mistede livet i kampen mellem terrorgrupper og landets korrupte styre. Det er munkenes dagligdag og indre liv op til den frygtelige hændelse, filmen skildrer.

I anmeldelsen af filmen i gårsdagens Kristeligt Dagblad skrev Søren Hermansen under overskriften "Mellem Guds verden og menneskets råhed", at den langsomme og dybe film, der behandler dilemmaet om, hvorvidt man skal følge sin mission eller give efter for terroren, "balancerer flot mellem den ydre dramatik og den indre kamp". Han uddeler fem ud af seks stjerner.

Weekendavisens anmelder Bo Green Jensen er mindst lige så begejstret, når han skriver:

"Des hommes et des dieux (filmens originaltitel, red.) handler om retten til ikke at vælge side, til ikke at tage del i krigen, som altid er et brodermord, fordi vi alle tilhører menneskeslægten og udgør en global familie. Xavier Beauvois' film ligner en anakronisme, men er skabt i hjertet af tiden og taler meget stærkt til samme. Her giver troen atter mening. Det er det bedste forsvar for kristne værdier, man har set noget sted i nyere tid."

I Information glæder anmelderen Jonas Varsted Kirke-gaard sig over, at filmen fortæller en stor historie uden at bruge voldsomme armbevægelser.

"'Om guder og mænd' er altså omtrent den perfekte modsætning til den slags film, der får computerspil-versioner eller promoveres i hårdtpumpede trailere. Men med sit høje tematiske ambitionsniveau, mindst lige så beundringsværdige respekt for tilskuerens begavelse og gennemførte modvilje mod at give nemme svar på store spørgsmål lægger den til gengæld fornemt op til seriøs debat på vinbaren bagefter," skriver han.

Anmelderne roser også både filmens lyd- og billedside. Blandt andre Morgenavisen Jyllands-Postens anmelder, Johs H. Christensen:

"Fortællingen afvikles i en upåfaldende melodisk visuel stil, næsten asketisk i sin rytme afstemt efter munkenes sang. Billederne er uden det mindste strejf af sentimentalitet og forarget indignation – som i ethvert ægte passionsdrama," skriver han.

Den eneste anmelder, der har svært ved at få armene langt op over hovedet, er tilsyneladende Ebbe Iversen fra Berlingske Tidende:

"(...) munkene taler meget, så man skal være indstillet på at lytte – hvad man vil have lettest ved at gøre, hvis man er religiøst anlagt, hvorimod vantro tilskuere risikerer at blive grebet af en vis utålmodighed i selskab med de fromme mænd."

Alligevel kvitterer han med fire ud af seks stjerner.

graa@k.dk