'Antichrist' er en kristen film

Debatten om Lars von Triers "Antichrist" kører stadig, og publikum deler sig i flere lejre. Ingen har dog bemærket, hvor konsekvent filmen kredser om kristendommen

Ægteparret i "Antichrist" flytter ud i en hytte i en skov efter deres barns død, som har fyldt kvinden med skyldfølelse. Hytten hedder Eden, men nogen paradisets have er den langtfra. --
Ægteparret i "Antichrist" flytter ud i en hytte i en skov efter deres barns død, som har fyldt kvinden med skyldfølelse. Hytten hedder Eden, men nogen paradisets have er den langtfra. --. Foto: Christian Geisnæs.

Da jeg i sin tid var medlem af smagsdommerpanelet på DR 2, diskuterede vi en aften den danske film "Drømmen". Jeg fremførte veloplagt min teori om filmens mange tråde til kristendommen, hvorpå én af de andre håndfast bemærkede, at den slags jo findes i nærmest alle film.

Det er selvfølgelig ikke rigtigt, men sandt er det, at de kristne træk ofte optræder i kunsten, og i Lars von Triers "Antichrist" sker det til overmål. Så meget, at denne voldsomt omdiskuterede film, der forudsigeligt nok har fået feministerne på banen, tvinger os til at overveje det langt mere interessante spørgsmål om, hvorvidt der er tale om kristen forkyndelse. Den overvejelse kan ske på mindst to måder. Man kan tolke beretningen om parret, der mister en søn og efterfølgende arbejder sig ud i ren destruktion, som en fortælling om menneskets bevægelse frem mod enten fortabelse eller frelse. Eller man kan se filmens brutale univers som beskrivelsen af et menneskeliv uden en tro på Gud. Den første mulighed indikerer stor religiøs bevidsthed fra instruktørens side, mens den anden snarere skal ses som en mere generel fortælling om menneskets skæbne i det godes fravær.

Det sidste først. "Antichrist" handler om to mennesker, der tilsyneladende begge mangler evnen til at elske. Kvinden repræsenterer instinkt og naturkraft, mens manden er styret af rationalitet og stor arrogance, og i dette sammenstød mellem fornuft og drift synes begge underlagt kampen for ren selvopholdelse. Deres kærlighedserklæringer falder livløst til jorden, og de repræsenterer et goldt og selvisk menneskeliv, der får titlen til at fremstå eminent rigtig. Antikrist er alt det, der opstår, når troen på godhed og kærlighed ikke findes.

En stor pointe er dog, at midt i denne dystre eksistens optræder det guddommelige som den afgørende dimension, der negligeres, og således handler "Antichrist" om kristendom i kraft af troens fravær. Dette skal naturligvis ses i lyset af, at filmen er fyldt til randen med religiøse og kristne symboler. Huset, som parret opholder sig i, hedder Eden, naturen bliver kaldt Satans kirke, en grav med tilhørende sten for indgangen spiller en stor rolle, og i sit fald i døden vælter parrets søn tre figurer med navnene sorg, angst og fortvivlelse som modpoler til tro, håb og kærlighed. Kristendommen er til stede overalt, men i den gennemførte forstand, at menneskene ikke er sig den bevidst. De er fanget i rationalitet og drift, og "Antichrist" er dermed en film om tragedien ved menneskelivet, når det leves uden en tro på det paradoksalt gode, der rækker ud over mennesket selv.
Den anden kristne tolkning er straks mere konkret. Mange har foreslået, at kvinden, der til slut brændes på bålet, hvorefter manden sættes fri i en slags genskabt natur, symboliserer den frelser, der skal dø for livets skyld. Den teori er dog svag, eftersom kvinden i filmen er så nært forbundet med ren dyrisk drift, og hvis "Antichrist" rummer en Kristus-skikkelse, findes han snarere i den lille dreng. Det er ham, der med sin død søsætter handlingen og tvinger menneskene til selvrefleksion. Efter hans bortgang gennemgår de en slags dommedags-fase, hvor kvinden går fortabt, mens manden lever videre – enten i salighed eller i en ny destruktiv proces. Her er filmen helt åben.

Allermest oplagt er det imidlertid at se historien og personernes skæbne som billede på det jordiske liv, der kan gå så grueligt galt, hvis man i åndeligt og etisk armod underlægger sig enten fornuftens hovmod eller driftens blinde kraft. "Antichrist" fremstiller mennesket i en eksistens uden gudsforhold, og man kan bestemt se denne film som en kommentar til den fortløbende debat om ateisme og gudløshed. "Antichrist" kredser uophørligt om, hvad der sker, når det ophøjede mangler i livet, og den fortæller, at når mennesket ikke forlader sig på det gode, er det allerede i færd med at gøre plads til det onde. "Antichrist" handler om fraværet af tro og er i den forstand en kristen film. På et fundament gennemsyret af kristendom beskriver den det fortabte menneske og de skæbnesvangre kræfter, der kan vokse frem i det godes sted. Og som måske i en verden styret af antireligiøs fornuft gradvist kan blive til det, vi forbinder med sandhed.

kultur@kristeligt-dagblad.dk