Nogle af de store landskabsmalere i dansk kunst elsker april. Det var i det blege og blændende forårslys, at Johannes Larsen malede hættemåger, der svømmer i de små krappe bølger, mens et bygevejr trækker op i horisonten. Og det var under den hvidnende aprilhimmel at L.A. Ring åbnede sine landskaber fuldkomment for blikket og lod åen tegne sin lynende zigzag-linje igennem de støvgrønne enge.
For andre er april en knap så elsket, for ikke at sige grusom måned. Det er, som den unge lyriker Gustaf Munch-Petersen skrev, en ny tid, hvor ”iskolde byger pisker jorden ren”.
Det ene øjeblik farer vinden fra polarhavene rundt om et lavtryk og suser ned over det blotlagte Danmark. Træerne har endnu ikke fået blade, og står med deres nøgne, sorte grene mod den blå horisont. De bliver på den måde en slags let tolkede billeder på vor indre skeletmand, der fryser, så det hviner i benpiberne.
Men så er der jo også pludselig varmen, som trækkes op fra Centraleuropa og stabiliserer sig som et højtryk, der får lyset til at stå stille for vores skyld.
Kroppen varmes op og pakkes ud under åben himmel efter de lange mørke vintermåneders formummende tilværelse, hvor det meste - erotikken inklusive - har inkuberet sig i venten på bedre tider.
Nu kan man pludselig igen ane kroppens konturer, og mærke varme ilinger løbe igennem organismen som tegn på bedre tider. I den henseende er april en forjættende måned, der varsler den store sommer.
I et lille fint sanset og tænkt skrift med titlen ”Livstegn”, der udkom ved årsskiftet, skriver professor og forfatter Torben Brostrøm om april og hæfter sig netop ved månedens uforudsigelighed.
April er måneden, hvor både held og uheld ”kommer utilkaldt”. Vejret - og med det så meget andet - skifter pludseligt, og det almindelige liv i rolige takter slås ud af rytmen. I det rå, ubarmhjertige lys risikerer man at se døden i øjnene, lige som man troede at det hele nu skulle til at begynde forfra i de lange dage og lyse nætter. April tages ind som et personligt vilkår, vejrliget bliver eksistentielt.
Torben Brostrøm hæfter sig ved, at april betyder måneden ”bagefter”. Det skyldes, at april i oldtidens Rom var årets anden måned i den tids kalender. Måneden markerede, sammen med årets første måned, marts, det nye år.
Sådan er det lidt stadigvæk, hvor april sætter skel mellem de døde og de levende, det forgangne og det kommende. Der kan gøres status. Over alt det, som ikke er nået og måske nu er for sent, ”breve jeg ikke fik besvaret, nagende forsømmelser, uindløste fordringer, muligheder jeg svigtede”, som Brostrøm skriver, hvorefter han citerer Rainer Maria Rilkes første Duino-elegi fra 1911 i Thorkild Bjørnvigs oversættelse:
”Ja, hvert eneste forår behøved dig. Mangen en stjerne/ vented af dig, at du skulle spore den. I det/ forgangne steg der en bølge, eller engang du/ vandred forbi ved et åbent vindue, gav en/ violin sig hen. Alt dette var opgave./ Men har du magtet den?”.
April er som den violin, hvis toner strømmer fra det åbne vindue. Vi går forbi og hører strøg så skarpe som diamantens over glas. Snart brister alt, træernes knopper, den tynde is efter nattens frost eller længsler i vort eget indre. Hvad har vi endnu i vente, og hvem har vi ladet vente ved blot at gå forbi et vindue en solrig forårsdag, hvor toner strømmede ud i den klare luft?